Debat

Letbaner.DK glæder sig over investeringsplan

DEBAT: Der tegner sig et billede af mærkbare investeringer i den kollektive trafik, skriver Letbaner.DKs Morten Engelbrecht.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Engelbrecht
Letbaner.DK

INVESTERINGSPLAN
Letbaner.DK glæder sig over, at letbaner i den lækkede investeringsplan bliver løftet ind i det statslige regi.

Efter en hurtig gennemlæsning af materialet, der blev offentliggjort d. 09.10.08, kan man konstatere, at de første letbaneplaner nu ser ud til at kunne blive løftet ud af det kommunale/regionale regi og over i det statslige. Det er glædeligt, men også nødvendigt.

Selv om der kun er tale om et udkast, så tegner der sig et billede af investeringer i den kollektive trafik, der kan mærkes.
Fra stort set ingenting er der nu en trafik-investeringsplan, selv om der stadig er langt op til vore nabolandes investeringsniveau.

Hovedstadsområdet
Ring 3-letbanen er nu blandt de projekter, hvor regeringen vil udarbejde VVM-redegørelse og beslutningsgrundlag, og det har især vakt glæde hos Letbanesamarbejdet, der repræsenterer 11 kommuner i Københavns omegn.

I ca. 10 år har de med forskellige besætninger og under forskellige strukturer arbejdet hårdt for at synliggøre ønsket fra Københavns omegnskommuner om en letbanelinie langs den gamle Ringvej 3.

Letbanen, der allerede er skrevet mindst 8 rapporter om, er støttet af de 11 omegnskommuner og Region Hovedstaden. Først nu bliver den nævnt i forbindelse med trafikaftaler. Letbanesamarbejdet har derfor nu lidt svært ved at "få armene ned".

En anden og mere løs udmelding er: Øget banebetjening i "Håndfladen". Men den er meget interessant.
Der tales her om Københavns fingerplans håndflade, hvilket nogenlunde svarer til Storkøbenhavn inden for Ringvej 3. Der kan være tale om både S-tog, metro og letbaner.

Nye letbaner, f.eks. fra den kommende Ring 3-letbane og ind mod City, vil nok have gode chancer her, fordi letbaner har en favorabel anlægstid og pris, hvilket passer bedre til en økonomisk følsom situation.
Ligesom en letbane langs Ring 3 er også radiale letbanelinier fra Ring 3 og ind mod City med i Region Hovedstadens udviklingsplan.

Er Århus blevet overhalet?
I modsætning til Ring 3, så er der for Århus' letbane kun nævnt, at regeringen vil gennemføre forundersøgelser.

Det virker paradoksalt, når denne letbane netop har igangsat udarbejdelsen af en VVM-undersøgelse, støttet af Transportministeriet.

Forklaringen kunne være, at materialet er ufærdigt, da Århus er i gang med VVM-processen og dermed er i gang med samme proces, som Ring 3-letbanen nu står til at få.

Forundersøgelser i Aalborg
En bane til lufthavnen nord for Aalborg virker som et fornuftigt valg som udgangspunkt for ny kollektiv trafik på skinner i Aalborg. Der er dog ikke taget stilling til, om det skal være en letbane eller en almindelig jernbane.

Odense er ikke nævnt
Desværre er Odense som ny letbaneby ikke nævnt i denne omgang.

Elektrificering
Det har længe været Letbaner.DKs holdning, at elektrisk kollektiv trafik er det bedste miljømæssige alternativ til vejtrafikken. Derfor er det glædeligt, at elektrificeringen af banenettet bliver genoptaget efter ca. 10 års stilstand.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Engelbrecht

Fhv. trafikkonsulent, Nærumbanen, fhv. letbane-rådgiver, Odense Kommune, letbaneredaktør, Letbanemagasinet
merkonom

0:000:00