String Megaregion: Et angreb på Øresundsbroen kan afmontere landforbindelsen mellem Norden og Europa. Det er uacceptabelt

Udredningen kommer samtidig med, at Danmark står midt i en valgkamp. Det gør spørgsmålet endnu mere aktuelt. For store infrastrukturprojekter formes ikke i den sidste del af en valgperiode – de formes i begyndelsen af en ny. 

Den kommende regering – uanset farve og konstellation – må tage stilling til, om Danmark vil matche Sveriges ambitionsniveau og være med til at sætte retningen for fremtidens forbindelser over Øresund.

Ukraine varsler ilde

Øresundsbroen har i 25 år været en succes. Den har bundet arbejdsmarkeder sammen, skabt mobilitet og styrket forbindelsen mellem Skandinavien og kontinentet. 

Men den kan ikke alene løfte fremtidens opgave. 

Trafikken over Øresund er stigende. Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029 og vil ændre transportstrømmene markant. Ifølge Sweco’s analyse af godstransporten i korridoren forventes vejgodset over Femern at stige med mindst 50 procent frem mod 2040 – og i et højvækstscenarie helt op til 120 procent.

Det betyder en stigning fra cirka 8,5 millioner ton årligt i dag til mellem 12 og 19 millioner ton – svarende til op mod 4.900 lastbiler om dagen. 

Ingen ansvarlig regering bør acceptere, at hele den nordiske korridor hviler på én enkelt forbindelse.

Thomas Becker
Administrerende direktør for String Megaregion

Det vil uundgåeligt øge presset på de eksisterende forbindelser gennem Danmark og Sverige – herunder Øresundsbroen, som allerede i dag er et centralt knudepunkt for både gods- og passagertrafik. 

Samtidig har den sikkerhedspolitiske situation i Europa ændret sig fundamentalt. Med Sveriges medlemskab af Nato og et styrket fokus på militær mobilitet i Norden er infrastrukturen over Øresund ikke længere kun et spørgsmål om vækst og pendling – men om strategisk robusthed. 

Krigen i Ukraine har vist, at kritisk infrastruktur er blandt de første mål i moderne konflikter. Putins aggressioner har gjort det klart, at energi-, transport og- forsyningslinjer ikke blot er civile anlæg – de er strategiske aktiver. 

I dag bæres hele den internationale vej- og jernbanetrafik mellem Skandinavien og kontinentet af én enkelt fast forbindelse. Ét fysisk knudepunkt. Ét potentielt mål. 

En strukturel sårbarhed

Et missil, et sabotageangreb eller en alvorlig ulykke på Øresundsbroen – og den direkte landforbindelse mellem Norden og Europa er brudt. 

Det er ikke et hypotetisk skrækscenarie. Det er en indbygget strukturel sårbarhed. 

Ingen ansvarlig regering bør acceptere, at hele den nordiske korridor hviler på én enkelt forbindelse. 

Kapacitetsbegrænsninger, driftsforstyrrelser eller sikkerhedspolitiske hændelser kan altså få konsekvenser langt ud over regionen – både økonomisk og sikkerhedsmæssigt. 

Hvis vi skal udbygge kapaciteten og sikre reel robusthed i den nordiske korridor fra Skandinavien til Centraleuropa, kræver det yderligere kapacitet og strategisk redundans.

En fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg vil ikke blot aflaste det eksisterende system – den vil skabe et parallelt spor, som styrker mobilitet, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling. 

Infrastruktur i denne skala planlægges over årtier. Derfor er spørgsmålet ikke, om vi får brug for mere kapacitet – men om vi træffer beslutningerne i tide. 

Øresund må ikke blive flaskehals

Sverige har lagt op til en bilateral strategisk proces med opstart i 2027 og forberedende arbejde allerede næste år. Det er rettidig omhu. 

Men en sådan proces forpligter kun, hvis begge parter vil den. 

En bilateral proces må ikke blive endnu en analyse, der samler støv i et ministerium. Den skal have et klart mandat, en fast tidsramme og et tydeligt politisk mål: at sikre, at Øresund ikke bliver en flaskehals i den nordiske korridor. 

Spørgsmålet er, om den kommende regering vil være med til at fremtidssikre forbindelsen over Øresund – eller blot vil fortsætte med at bygge mod vest. 

Thomas Becker
Administrerende direktør for String Megaregion

Netop derfor er timingen vigtig. Den kommende danske regering har en unik mulighed for at sætte kursen tidligt i sin periode og sikre, at Danmark går konstruktivt og offensivt ind i det svensk-danske samarbejde. 

Infrastrukturprojekter af denne størrelse tager årtier fra analyse til realisering. Vi har derfor ikke råd til at udskyde beslutningerne, til kapacitetsproblemerne eller den militære trussel indhenter os. 

Øresundsregionen er ikke kun en grænseregion. Den er en af Nordens vigtigste vækst- og innovationsmotorer. Fire millioner mennesker lever og arbejder i området. Hver dag krydser tusindvis af pendlere og store mængder gods sundet. 

Behovet for stærkere europæiske transportkorridorer er også blevet understreget på EU-niveau. I sin rapport om europæisk konkurrenceevne fra 2024 fremhæver Mario Draghi investeringer i grænseoverskridende infrastruktur som en central forudsætning for vækst.

En styrket kapacitet over Øresund vil derfor ikke kun være et dansk-svensk projekt – men et bidrag til Europas økonomiske sammenhængskraft. Det er altså et nationalt – såvel som europæisk – ansvar. 

Sverige har sat retningen. Spørgsmålet er, om den kommende regering vil være med til at fremtidssikre forbindelsen over Øresund – eller blot vil fortsætte med at bygge mod vest.