Debat

V: Europæisk infrastruktur som vækstmotor

DEBAT: Kommissionsformand Jean-Claude Juncker og transportkommissær Violeta Bulc vil investere massivt i europæisk infrastruktur. Nu er det regeringens tur til at byde ind med danske prioriteter, som kan skabe vækst. Det skriver MEP Ulla Tørnæs (V).

Investering i infrastruktur skaber vækst og arbejdspladser, skriver Ulla Tørnæs (V).
Investering i infrastruktur skaber vækst og arbejdspladser, skriver Ulla Tørnæs (V).Foto: Venstre.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Tørnæs (V)
Medlem af Europa-Parlamentet 

I sidste uge stemte Europa-Parlamentet for den nye EU-Kommission, og nu skal Kommissionen vise, at der er handling bag de fine salgstaler.

Den største og vigtigste opgave for Kommissionen bliver at skabe nye arbejdspladser. Det kræver en ambitiøs vækstpolitik. Derfor er jeg glad for, at den nye kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, planlægger en job- og vækstpakke til 300 milliarder euro – intet mindre end godt 2250 milliarder kroner. Heraf skal en stor andel investeres i infrastruktur. Junckers fremrakte hånd til europæisk infrastruktur er et supplement til EU’s allerede vedtagne transportsatsning på 220 milliarder kroner.

Danmark skal på banen
Nu er det afgørende, at pengene bruges fornuftigt, så de kan skabe arbejdspladser i Danmark. Det er en gylden mulighed for Danmark, og derfor skal den danske regering udnytte muligheden for at byde ind med gode og ambitiøse infrastrukturprojekter, som skaber konkrete og varige arbejdspladser i Danmark.

Fakta
Transportdebatten på Altinget : transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget : transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


Transportdebatten vil i den kommende tid sætte fokus på den nyvalgte transportkommissær, Violeta Bulc, og hvilke områder hun skal prioritere i sin nye stilling som kommissær. 

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 
Send dit indlæg til [email protected]

Tidligere har Danmark haft stor gavn af EU’s øremærkede midler til infrastruktur. I rækken af danske eksempler, som skaber arbejdspladser i hele landet kan Femern Bælt-tunnelen nævnes.

Femern-forbindelsen er støttet med 1,5 milliarder kroner fra EU og viser, hvordan EU bakker op om ambitiøse transportprojekter. Regeringens opgave er klar: Meld jer ind i kampen med store, ambitiøse og vækstskabende infrastruktursatsninger. Det skaber arbejdspladser og fylder virksomhedernes ordrebøger.

Det er nødvendigt, at regeringen presser på, så vi i Danmark får vores del af alle de midler, som er planlagt til infrastrukturprojekter. 

Ulla Tørnæs (V)
MEP

Ny kommissær, ny linje
De europæiske lande er ikke tilstrækkeligt rustet til den trafikale belastning, som flaskehalsene i transportnettet ofte er årsag til. Det koster årligt én procent af EU’s BNP, svarende til 975 milliarder kroner. Det skal der gøres noget ved. I Danmark har vi flere af den form for transportflaskehalse, som koster vækst og dermed arbejdspladser. Det gælder bl.a. den jyske transportkorridor og Køge Bugt-motorvejen - til stor gene for det danske erhvervsliv.

Der lyder gode toner fra den nye slovenske transportkommissær, Violeta Bulc, om at hun vil kæmpe for et sammenhængende Europa med stærke transportforbindelser funderet i ambitiøse infrastrukturprojekter.

Også i fremtiden skal infrastruktur være en katalysator for jobskabelse og vækst. Det kræver investeringer, et klart fokus og politisk vilje. Her skal vi i Danmark melde os på banen med klare danske prioriteter.

Den europæiske økonomi skal tilbage på sporet. Det kan lykkes, hvis Kommissionen sætter handling bag ordene. I den kommende tid vil jeg holde kommissæren op på de løfter, som hun har givet Parlamentet. Men jeg kan ikke gøre det alene. Det er nødvendigt, at regeringen presser på, så vi i Danmark får vores del af alle de midler, som er planlagt til infrastrukturprojekter. Kun sådan kan infrastrukturen blive en reel vækstmotor i fremtiden. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Tørnæs

Kandidat til Europa-Parlamentet (V), Formand, Den Sociale Investeringsfond, Danida Fellowship Centre, bestyrelsesmedlem, professionshøjskole UC-Syd
exam.art. i fransk (Odense Uni. 1984), ED i fransk (Handelshøjskolen i København 1988), Bestyrelsesuddannelse CBS

0:000:00