V: Vejene fører til vækst og velfærd

Af Kristian Pihl Lorentzen
Transportordfører, Venstre

Der hersker ingen tvivl om, at høj mobilitet er en grundsten for Danmarks vækst – og dermed for velstanden og velfærden på længere sigt.

Danske virksomheders konkurrencekraft er i høj grad afhængig af billig og effektiv transport af gods. Tilsvarende har alle lønmodtagere behov for effektiv transport til og fra arbejde samt i deres fritid.

Derfor er det afgørende, at vi er på forkant med langsigtede og helhedsorienterede planer for udbygning af Danmarks trafikale infrastruktur i takt med behovet.

Med den visionære oprettelse af en knap 100 milliarder kroner stor infrastrukturfond i 2009, samt i kraft af efterfølgende brede politiske aftaler, er vi kommet rigtig langt med tiltrængte investeringer.

Ikke mindst den kollektive transport har fået et gevaldigt tiltrængt løft, der vil komme de togrejsende til gavn, når projekterne er gennemført om nogle år. Faktisk er mere en 2/3 af Infrastrukturfonden disponeret til forbedring af kollektiv transport.

Virksomhedernes højeste ønske er generelt bedre veje som forudsætning for lokal vækst og flere arbejdspladser. Det skal vi handle på i takt med, at der kan skaffes holdbar finansiering. En helhedsorienteret udbygning af vejnettet bidrager også til et mere sammenhængende Danmark i bedre balance.

Kristian Pihl Lorentzen
Transportordfører, Venstre

Og i modsætning til den tidligere regeringens højt profilerede Togfond, så var der med Infrastrukturfonden tale om konkret og holdbar finansiering.

Veje og el på banen har prioritet
Hvor står vi så nu?

Ja, vi må erkende, at der er lang vej endnu, før Danmark har en optimal trafikal infrastruktur. Der er fortsat uløste udfordringer, og der er igen vækst i trafikken. Venstre har den klare overordnede prioritet, at det nu primært er vejenes tur.

Vi skal have ryddet op i bunken af grydeklare vejprojekter, hvor der allerede foreligger beslutningsgrundlag. Fra DI’s årlige undersøgelser af erhvervsklimaet i kommunerne ved vi, at virksomhedernes højeste ønske generelt er bedre veje som forudsætning for lokal vækst og flere arbejdspladser.

Det skal vi handle på i takt med, at der kan skaffes holdbar finansiering. En helhedsorienteret udbygning af vejnettet bidrager også til et mere sammenhængende Danmark i bedre balance.

Desuden skal vi snarest muligt have elektrificeret jernbanen mellem Roskilde og Kalundborg samt Fredericia og Aalborg som forudsætning for en stabil, billigere og mere miljøvenlig togdrift. Og så forudsætning for en kontrolleret udrangering af de skandaleramte og upålidelige IC4-tog.

Vi skal frem til en situation, hvor togpassagerne kan stole på det løfte, som gives med køreplanerne. Frem for at man – som med togfondens timeplan – beskæftiger sig med velklingende projekter på den lange bane, skal vil koncentrere indsatsen om at opnå en mere stabil togdrift på den korte bane.

Her er DSB’s rådighed over pålideligt materiel selvsagt helt afgørende.

Udfordring med finansiering
Midt i disse påtrængende udfordringer må vi også forholde os til de økonomiske realiteter. Allerede i forbindelse med SR-regeringens konvergensprogram fra marts 2015 blev det oplyst, at det planlagte investeringsniveau lå markant over det, landets økonomi kunne klare. Desværre var denne alvorlige situation ikke noget, den daværende regering overhovedet skiltede med op til valget i juni 2015.

Tværtimod blev der fra de røde partiers side givet mange konkrete investeringsløfter i valgkampen – på trods af regeringens viden om, at de samlede offentlige investeringer lå over ”overliggeren”. Efter valget fik den nye V-regering hurtigt afdækket, at der var behov for at tilpasse (reducere) de offentlige investeringer med godt 12 mia. kroner frem mod 2019. Desuden var det nødvendigt at iværksætte en ”her-og-nu-anlægspause” i 2016.

Regeringen rydder op
Jeg glæder mig over, at finansministeren i løbet af foråret 2016 har sat sig for bordenden for løsning af investeringsudfordringen samt håndtering af Togfonden, så vi igen kan få skabt et råderum for stærkt tiltrængte investeringer.  

Jeg glæder mig også over, at der hos næsten alle partier har bredt sig en erkendelse af, at der skal være et nationalt råderum, før vi kan bruge flere penge – og at man ikke kan bruge togfond-penge, som ikke findes.

I skrivende stund er det lige blevet afdækket, at den forventede udfordring på 12 milliarder kroner frem til 2019 af tekniske grunde, herunder forsinkelse af planlagte projekter, glædeligvis er blevet reduceret markant til 4 milliarder kroner.

Alligevel bliver der tale om hårde prioriteringer i den kommende tid. Med hensyn til Togfonden er det Venstres forslag, at der alene igangsættes projekter, der er knyttet til elektrificering af banen.

Desuden skal vi have løst investeringsudfordringen, så der bliver råderum til, at vi ved nye trafikaftaler kan gendisponere de 5-6 milliarder kroner, der forventeligt kommer som returløb til infrastrukturfonden som reserver fra afsluttede projekter frem mod 2020. Her bør vi fokusere på vejene.

Vi skal tænke langsigtet og i OPP-potentiale
Endelig vil Venstre foreslå, at der udarbejdes en langsigtet og helhedsorienteret trafikal investeringsplan frem mod 2030. Situationen med knaphed på statslige investeringskroner afføder et stort behov for at prioritere klogt og tænke helheder – og ikke kun i fire års perioder. Desuden giver en langsigtet ”masterplan” en tiltrængt klarhed hos virksomheder og kommuner om kommende statslige investeringer på vej og bane.  

Afslutningsvis vil jeg pege på følgende ordlyd fra det nuværende regeringsgrundlag:

”Regeringen vil øge brugen af offentlige-private partnerskaber (OPP) i forbindelse med offentlige bygge- og anlægsprojekter.”

I en tid med knaphed på offentlige investeringskroner er det oplagt, at der ved udvalgte projekter inddrages private investorer såsom pensionsfonde m.fl. Ikke alle projekter er OPP egnede og vi skal altid vurdere betydningen for samfundsøkonomien.

 Men her findes givetvis et potentiale for en ”win-win-situation”. Hvor der er vilje, er der vej!