Vognmænd: Postvæsenet har for længst aftjent sin værnepligt

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL - Danske Vognmænd

Postvæsenet – med kongekrone, truthorn, gule cykler og røde uniformer har længe været under pres, og bedre er det ikke blevet med overgangen til svenskblå og stiliserede piktogrammer.

Seriøst, og med erhvervsmæssig fokus på fremtiden i en tid, hvor virus bestemmer menneskets opholdssted mere end mennesket selv, og det private erhvervsliv kæmper en hidtil uset kamp for også at holde samfundet som helhed oppe, så må jeg melde pas: Postvæsenet har overlevet sig selv.

Væsenet skal nedlægges og ydelserne sættes i udbud. Og jeg skal gerne begrunde hvorfor:

Statslig sutteflaske 
Med det danske postvæsens såkaldte ”befordringspligt” er danske politikere i nu årevis blevet holdt hen i en eller anden tåget forvisning om, at denne pligt – at sende det mindste brev til det yderste hus hos Maren i Kæret – er selve væsenets eksistensberettigelse.

Som så åbenbart berettiger til, at væsenet samtidig skal have statslig sutteflaske indeholdende skatteborgeres midler, så de passende samtidig kan modtage også pakker og paller i det ganske land i et omfang, som intet har med befordringspligt at gøre.

Med det danske postvæsens såkaldte ”befordringspligt” er danske politikere i nu årevis blevet holdt hen i en eller anden tåget forvisning om, at denne pligt – at sende det mindste brev til det yderste hus hos Maren i Kæret – er selve væsenets eksistensberettigelse.  

Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL - Danske Vognmænd

Må jeg som en historisk parallel fremhæve en anden af statens kongekronede institutioner: DSB Busser blev i 1997 omdannet til Combus – senere solgt til Arriva, DSB Rederi blev til Scandlines og i 2007 solgt til et par kapitalfonde, og DSB Gods blev i 2001 delt op og solgt til hhv. Danske Fragtmænd og til Railion Denmark, det nuværende DB Cargo Scandinavia. Voilá.

Men tilbage til Posten: At det i dag skal tage fem dage for en almindelig brevforsendelse at nå frem til sin modtager – sådan nogenlunde den tid, det måtte have taget i år 1624 under Christian den Fjerde for diligencen at nå til Sønderborg, og at taksterne i det seneste årti er mangedoblet – må i sig selv bekræfte mange private aktørers påstand om, at udbringning af post og pakker ikke længere kan og bør være et statsligt anbringende.

Øjet på bolden 
For hvad er egentlig statens opgaver?

Det er efter min opfattelse blandt andet at sikre statens og rigets sikkerhed samt i den forbindelse at sørge for opretholdelsen af en ”kritisk infrastruktur”.

Det absolut nødvendige.

Med vore dages elektroniske post, der siden guldåret i 2000 har medført et fald på langt over 90 procent i normale brevforsendelser, kan der ikke længere være tale om kommunikationsmæssig ”kritisk infrastruktur” i de røde postkasser.

Det kan derimod de elektroniske netværk, som i dag er udsat for både cyberangreb og diverse staters hackning fra alle sider. Det er her, at de mange millioner, som indtil videre er kastet efter Posten, kan gøre betydeligt mere gavn.

Må jeg igen fremhæve lidt historie: Danmarks Tekniske Universitet begik i forrige årti en rapport om det danske telemarkeds udvikling 1998 til 2007 Rapporten var en oversigt over det danske telemarkeds udvikling siden liberaliseringen i 1995 til 1996 samt en analyse af effekterne især på markedet for serviceydelser.

Det indebar, at daværende Tele Danmarks monopol på at levere teleydelser blev afløst af et marked med andre aktører. Med denne markedsåbning fulgte også en regulering, som bl.a. skulle sikre alternative operatørers adgang til Tele Danmarks net.

Konklusionen var, at liberaliseringspolitikken i Danmark var gennemført med succes og fik realiseret de målsætninger, som oprindelig var sat.

Liberalisering af postvæsenet nu 
Danmark er i dag måske ikke bedst og billigst på alle områder, men er dog blandt de bedste og billigste på de fleste områder.

Hvad så med dækningsområder hos Maren i Kæret? Tja, det er jo noget, som forbrugerne må ordne med udbyderne, siger politikerne i stigende omfang.

Nej, sammenfattende er det da tankevækkende, at både store dele af færgefarten og jernbanerne samt den elektroniske kommunikation fra det hedengangne Post- og Telegrafvæsen blev liberaliseret allerede for 25 år siden.

Imens sidder vi i dag og, bogstavelig talt, poster hundrede af millioner af skatteborgeres kroner i et postsystem fra 1624, hvor befordringspligten har udlevet sig selv, og både pakker og stykgods kan leveres på markedsvilkår af private aktører.

Der vil være rig lejlighed til at tage de mere principielle standpunkter om et fortsat PostNord, når forestående postlovsforhandlinger, går i gang.

Efter at have været skubbet gang på gang, og hver gang med hundrede af millioner fra staten til den fortsatte drift, er det på tide at få stoppet det kunstige åndedræt.