Gode daginstitutioner har vi glæde af hele livet

Af Mogens Nygaard Christoffersen

Seniorforsker, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Næsten alle børn i Danmark tilbringer en stor del af deres tidlige liv i offentlig dagpasning. Sådan var det ikke tidligere. En lang række forskningsprojekter har beskæftiget sig med, hvad det har betydet, at langt flere børn verden over er kommet i offentlige daginstitutioner, og hvilke parametre der er afgørende for kvaliteten i disse institutioner.

Gennem mere end 75 års international forskning ved vi, at har man gået i en god daginstitution, er det sandsynligt, at man får fx bedre uddannelse, bliver mindre kriminel, får bedre jobs og færre ender på overførselsindkomster. De gode institutioner er til særlig gavn for udsatte børn.

Ifølge forskningen er gode læringsaktiviteter og pædagogernes faglighed, normeringer samt inddragelse af forældrene afgørende parametre for kvaliteten.

Mogens Nygaard Chrsistoffersen
Seniorforsker, SFI

Men hvad er en god daginstitution? Ifølge forskningen er gode læringsaktiviteter og pædagogernes faglighed, normeringer samt inddragelse af forældrene afgørende parametre for kvaliteten. De gode læringsaktiviteter skal være alderssvarende og understøtte barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling.

En berømt økonom og Nobelprismodtager, James Heckman, har prøvet at sætte nogle af disse forskningsresultater på en matematisk formel.

Afkast ved investering i human kapital, givet at man investerer det samme i alle aldersgrupper.
Kilde: Cunha m.fl., 2006; Heckman, 2006; Heckman & Masterov, 2007a.

På modellen er barnets alder markeret ud af den vandrette akse. Lad os antage, at vi investerede det samme beløb hvert år i barnets undervisning og uddannelse. Kurven viser det afkast, man får ved denne investering. Afkastet er meget større i starten af barnets liv, sammenlignet med det udbytte, man får på et senere tidspunkt. Heckman kom frem til dette ved at læse nogle eksperimentelle undersøgelser om børn og unge menneskers udvikling. Hans påstand er, at de investeringer, man gør tidligt, giver et højt afkast, hvorimod utilstrækkelige investeringer i den tidlige barndom får ganske store omkostninger.

Denne teori passer sammen med nyere hjerneforskning. Den nyfødte babys hjerne er uudviklet, og udviklingen er fuldstændig afhængig af kvaliteten af kommunikationen med de voksne i de første år.
Et helt ekstremt eksempel var en dreng, der blev udsat for ekstrem vanrøgt. Bruce Perry og Maia Szalavitz har skrevet bogen The Boy Who Was Raised As A Dog. Bogen er interessant, fordi den beskriver, hvor meget ekstreme opvækstbetingelser kan påvirke hjernens udvikling.

Dr. Bruce Perry mødte drengen Justin, da han var seks år gammel i 1995. Han opholdt sig på en intensiv pædiatrisk afdeling. Han sad i et bur og rokkede frem og tilbage i sit eget møg. Han led af lungebetændelse. Han skreg og hylede og smed ting efter personalet.

Perry undersøgte drengens forhistorie. Justins mor var 15 år, da hun fik ham. Hun forlod ham for altid, da han var to måneder og overlod ham til hans bedstemor. Bedstemoren forgudede Justin, men hun havde desværre et dårligt helbred og døde efter kort tids sygdom, da Justin var 11 måneder gammel. Bedstemorens ven Arthur passede Justin under hendes sygdom. Han havde ikke selv børn og var noget af en enspænder. Han var mentalt dårligt rustet til at kunne tage sig af et spædbarn - han vidste kun noget om hundeopdræt. Han henvendte sig derfor til myndighederne for at få Justin anbragt hos en plejefamilie. Men de tog ikke sagen alvorligt, og glemte barnet. Da Arthur ikke hørte noget, passede han barnet, ligesom de hunde han opdrættede. Han talte næsten ikke med Justin.

En hjernescanning viste, at Justins hjerne var af mindre omfang end andre børns på samme alder – hjernen var skrumpet på samme måde, som man finder hos folk med Alzheimer. Drengen kunne ikke gå eller tale, da han var seks år gammel. Lægerne troede, at det var en genetisk defekt eller en ukendt sygdom, som havde forårsaget denne påvirkning af drengen. De havde ikke kunnet forestille sig, at en ydre miljøpåvirkning kunne afstedkomme disse skader.

Efter en intensiv taleterapi og motorisk træning med en fysioterapeut kunne Justin lære at tale og gå. Han gjorde fremskridt, som ingen dengang havde troet mulige. Efter seks måneder kunne han komme i en plejefamilie. Da Justin var 8 år, kunne han begynde i børnehave.

I 1960’erne iværksatte man i USA nogle forsøg med børnehaver. Baggrunden var, at man havde iagttaget en kumulativ og progressiv reduktion i intellektuel og social udvikling hos børn, som kom fra fattige områder. Forskerne antog, at den mangelfulde sproglige udvikling og manglende motivation for at lære var begrundet i børnenes belastede opvækstvilkår. Blandt forskerne var der forskellige opfattelser af, hvad det var, der skabte den registrerede reduktion i børnenes IQ. Noget man næsten udelukkende fandt hos børn, der levede i fattigdom. Nogle mente, at det var den sociale og kulturelle deprivation, som var knyttet til fattigdommen i de lokalsamfund, hvor børnene voksede op. Andre var af den opfattelse, at børnenes mentale retardering skyldtes opvækst i familier, hvor mødrene selv var retarderede.

Forskerne antog, at en højkvalitetsbørnehave kunne kompensere for dette. Man gennemførte derfor et projekt, hvor man gennem lodtrækning udtog to grupper af børn fra et sådant højrisiko miljø.

Børnene i dette projekt blev udvalgt fra særligt udsatte familier, som var fattige, og de var oftest børn af enlige mødre, hvor mødrene havde fået en ringe skoleuddannelse. Kun mødre med en relativ lav IQ (mindre end 75) var blevet udtaget til såvel eksperimentgruppen som kontrolgruppen. Grunden til, at man havde valgt disse børn specielt ud, var, at man ville undersøge, hvor meget man kunne hjælpe børnene ved at give dem mulighed for at komme i en børnehave af høj kvalitet. Fra tidligere undersøgelser vidste man, at der var en meget høj risiko for, at disse børn ville blive mentalt retarderede, hvis man intet foretog sig for at støtte børnene og deres familier.

Forskerne etablerede et modelforsøg, kaldet ’The Milwaukee Project’, for at finde ud af, om børnenes retardering skyldtes den mangelfulde stimulation i hjemmet, og om børnene kunne støttes i en heldagsbørnehave, fra de var helt små, således at de kunne klare sig på linje med deres jævnaldrende, når de skulle begynde i skolen.

’The Milwaukee Project’ havde gode normeringer. Mens barnet var 3-10 måneder, var der én voksen til ét barn. Afhængig af barnets udvikling blev normeringen gradvist ændret fra 1:1, 1:2 og 1:3, indtil barnet var 24 måneder. Der var et tilsvarende intensivt stimulationsprogram, som efterhånden, som barnet udviklede sig, ændredes til det højkvalitets-børnehaveprogram, som man også havde i de øvrige modelforsøg på dette tidspunkt. I ’The Milwaukee Project’ indgik også et forældretræningsprogram og et program, der skulle støtte forældrene i at få en erhvervsmæssig uddannelse. I gennemsnit fik disse børn øget deres IQ med 27,6 point og fik samme IQ i gennemsnit som deres jævnaldrende.

Undersøgelserne dokumenterede såvel kortvarige kognitive effekter, fx på børnenes IQ, men også deres sociale, adfærdsmæssige og emotionelle udvikling var forbedret ved skolestart. Ligesom deres uddannelsesresultater senere i skolen blev bedre, de undgik specialundervisning, og færre måtte gå en klasse om.

Som led i kampen mod fattigdommen i USA gennemførte man en række forsøg for at belyse højkvalitetsbørnehavens betydning for børnenes udvikling.

Ser man på alle disse undersøgelser under et, viser vores analyse, at børn, der kommer i en højkvalitetsbørnehave, kan forvente en forøget IQ med omkring 11 point i gennemsnit. Man ser også, at hele gevinsten ved en højkvalitetsbørnehave afhænger af kvaliteten i alternativet (kontrolgruppen). Den store gevinst, vi ser ved Milwaukee-projektet, skyldes jo også de meget ringe vilkår, der ellers var for disse børn.

I de undersøgelser, der fulgte børnene i længere tid, kunne forskerne observere, at børnehavebørnene klarede sig efterfølgende bedre på arbejdsmarkedet, flere fik en erhvervsmæssig uddannelse og bedre indkomst, færre blev kriminelle, færre røg hash og færre levede af overførselsindkomster. Og færre af pigerne blev teenagemødre - antagelig fordi flere af dem fik mulighed for en skoleuddannelse og ungdomsuddannelse.

Men hvad er en højkvalitetsbørnehave?
Legene og aktiviteterne er både sat i gang af pædagogerne og af børnene. Ud fra teoretiske overvejelser antages det, at barnet lærer mest af at være aktiv initiativtager, mens pædagogerne i disse børnehaver mere har rollen af at introducere nye aktiviteter og stille faciliteter til rette for de aktiviteter, som passer til børnenes behov og interesser.

Legeaktiviteterne, der blev kaldt ’learning games’, er velbeskrevet, umiddelbart anvendelige, let forståelige, og de kan bruges af såvel pædagoger, besøgende og forældre. Legeaktiviteterne dækker et stort spektrum af aktiviteter, der udvikler sociale, følelsesmæssige, kognitive og kreative færdigheder. Der var også særlig opmærksomhed på sprogudviklingen hos børnene, hvor man forsøgte at øge mængden af samtale mellem barn og voksen.

Beskrivelsen af aktiviteterne indeholder, dels hvordan legen leges, og dels hvad formålet er - altså hvilke færdigheder, legen søger at udvikle. Pædagogen bliver derved opmærksom på, at der kan være individuelle forskelle, mellem hvilke lege det enkelte barn har mest udviklingsmæssig glæde af. Legeaktiviteterne er ikke kun noget, der finder sted i afmålte tidsrum. Man forsøger også at integrere det i alle aktiviteter i dagligdagen, fx i rutinerne med at tage tøj af og på, spisning, osv.

Endelig var et karakteristikum, at legeaktiviteterne foregik i en cyklus, der indeholdt en observationsperiode, en iscenesættelse af en legeaktivitet samt en evalueringsperiode, hvor pædagogerne og det øvrige personale indhøstede erfaringer.

Man lagde i disse tidlige modelforsøg også vægt på, at personalet havde en specialiseret uddannelse som pædagog eller deltog i et uddannelsesforløb, der gav dem mulighed for at vurdere og forstå børnenes behov og udvikling. Man lagde også vægt på personalets mulighed for supervision, hvor de kunne konsultere mere erfarne pædagoger.

Der blev for en del år siden fremsat en bemærkelsesværdig hypotese af den danske børneforsker Agnete Diderichsen. Hun havde i en undersøgelse udtaget tre børnehaver. Ved en tilfældighed viste det sig, at der var store forskelle i kvaliteten. Det afgørende nye var, at børnene reagerede forskelligt på disse kvalitetsforskelle. Hendes iagttagelser viste, at de trygge børn havde en basal selvfølelse og viljestyrke, som satte dem i stand til at insistere på kontakt med de voksne. Ængstelige børn var derimod usikre og forsigtige i deres kontaktforsøg. De havde en svagere selvfølelse, og selvom de gjorde adskillige forsøg på kontakt, betød en dårlig kvalitet – hvor børnene mødtes med ligegyldighed og manglende nærvær – at de svage børn blev overhørt eller ignoreret med det resultat, at de opgav eller reagerede med resignation.

Agnete Diderichsen konkluderede, at det synes at være ængstelige børn, der er særligt udsatte i den dårlige institution. De ressourcefulde og stærke børn bekræftes i deres styrke og kompetence, således at institutioner med lav sensibilitet forstærker de eksisterende forskelle mellem børn.

Det er efterhånden anerkendt, at kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn er den mest betydningsfulde enkeltfaktor i børneinstitutionen for barnets udvikling. De voksne er i stand til at tilføre flere uddannelsesaktiviteter, mere samtale mellem voksne og børn, samt tilføre flere udfordrende lege. I udforskningen af dette har man især hæftet sig ved de voksnes evne til at reagere på og være sensitive overfor børnenes ytringer.

Hvis de voksne reagerer prompte og jævnbyrdigt på børnenes signaler, hvis de voksne bidrager med udviklende alderstilpassede aktiviteter, hvis de uddyber og udvikler barnets sprog og lege, og hvis de voksne er sensitive overfor børnenes følelser, så understøttes barnets kognitive, sociale og følelsesmæssige udvikling.

Mulighederne for at gennemføre højkvalitetsprogrammer påvirkes af de strukturelle parametre som fx normeringer, gruppestørrelse og personalets uddannelse. Mindre grupper med højere normeringer, hvor gruppen er ledet af en pædagog med en relevant uddannelse medfører en højere inklusion af de sårbare børn.

Normeringerne viser sig at have stor betydning for den mellemmenneskelige kontakt i børnehaven. En svensk undersøgelse af 2½-4½-årige børn understøtter resultatet om sammenhængen mellem normeringer og stress. Forskerne havde målt øgede mængder af stresshormoner, adrenalin og noradrenalin i børnenes urin efter en ændret normering med ansættelse af en pædagogmedhjælper. Den ændrede normering mindskede forekomsten af adfærdsforstyrrelser og konflikter og resulterede i en forbedret trivsel. Ændringer i personaletætheden havde særligt betydning for ængstelige og hæmmede børn. Den ændrede normering gav samtidig en halvering af personalets sygefravær.

Videreuddannelse kan ændre personalets adfærd, således at de bliver mere stimulerende og støttende, bedre til at igangsætte alderssvarende aktiviteter samt bedre til at omsætte viden til praksis. Dette har vist sig at have en effekt på barnets sociale og følelsesmæssige og kognitive udvikling.

Hvis man tager udgangspunkt i de tidligere undersøgelser på området, er der derfor antagelig store samfundsøkonomiske gevinster ved en højkvalitetsbørnehave. Dagpasning af høj kvalitet kan fx være med til at muliggøre mødrenes deltagelse på arbejdsmarkedet, mindske omfanget af børnenes sygdom, med de konsekvenser dette måtte have både for børnenes helbred og forældrenes fravær. Forskerne fandt også, at en højkvalitetsbørnehave mindskede børnenes fremtidige kriminalitet, forbedrede deres senere uddannelsesniveau og øgede deres senere job- og indtjeningsmuligheder, og dermed deres sundhed på lang sigt.

Endelig er det ikke kun generationen, der bliver passet, som får glæde og udbytte af et dagpasningstilbud af høj kvalitet, men også de fremtidige generationer på grund af den medfølgende positive sociale arv.