Akkari: Grønland har ikke magtet at lave en sammenhængende skolepolitik

Af Ahmed Akkari
Forfatter og folkeskolelærer

Jeg har en del års arbejde bag mig i den grønlandske folkeskole – både som lærer og som projektleder for implementering af iPad som redskab for lærings metodikker, tillige en overgang som fungerende viceleder. Det er mit synspunkt, at den grønlandske folkeskole fungerer bedre, end hvad man kan forvente af den.

Samtidig har den i forhold til investeringerne leveret langt dårligere resultater end forventet.

Blandt de dyreste i verden
Fordi den grønlandske folkeskole er blandt de dyreste i verden med cirka 80.000 kroner per elev på et budgetår, forventer politikere og samfund, at den leverer topresultater. Det har den desværre ikke gjort.

Den står med massive problemer i at klæde børn og unge på til at klare livets mange brydninger. Elever kommer ikke bare ud med lave gennemsnit; en del af dem står uden evner til at gå videre i arbejdslivet eller uddannelsessystemet, hvilket har vist sig i et frafald på op mod hver tredje elev på videregående studier.

Men det er også en folkeskole, der kæmper med meget store dønninger af sociale udfordringer, der hiver den ned i en tung fremdrift.

Fordi den grønlandske folkeskole er blandt de dyreste i verden med cirka 80.000 kroner per elev på et budgetår, forventer politikere og samfund, at den leverer topresultater. Det har den desværre ikke gjort.

Ahmed Akkari
Forfatter og folkeskolelærer

Løfter tunge sociale opgaver
Det antages nemlig ifølge børnerettighedsinstitutionen MIO, at op mod 25 procent af de grønlandske børn enten har oplevet krænkelse, svigt eller overgreb i et eller andet omfang. Blandt forældre er der et overvejende stort misbrug af enten alkohol eller lettere stoffer, og skolerne mærker en udbredt dysfunktionalitet i hjemmene.

Mens skolerne af naturlige årsager bliver draget ind i de tunge sager, fordi de i kraft af deres rolle i børnenes liv bliver ansvarlige for elevernes trivsel og velvære, så står de også magtesløse overfor at kurere de sociale problemer.

I samarbejde med sociale myndigheder, med støttepædagoger og psykologer, forsøger skolernes lærere at løfte den byrde at undervise og sikre trivsel.

Mangler uddannet arbejdskraft
Oven i det kæmper den grønlandske folkeskole med et stort fravær af uddannede lærere til at bringe den stabilitet og kvalitet, som er nødvendig.

Det er ikke uden grund, at lærerfaget er en lang videregående uddannelse, der kræver både træning i pædagogisk fremføring, og at fagligheden er i orden. Derfor er det yderligere en byrde for den grønlandske folkeskole, at op mod 45 procent af dens lærerstab ikke er læreruddannede (i større byer er tallet mindre højt, kun 25 procent) eller personale med kun en decentral uddannelse, der bliver sat til at undervise.

I forlængelse af det synes ledernes kapacitet til at løfte skolen også at vise tegn på enorm træghed. Flere steder er der konstant lederskift eller slidende konflikter.

Man kan forestille sig, hvad det gør ved børns læring, at lederne ikke er klædt på til deres udfordringer eller får den rette støtte, at lærerne slæber et tungt læs, at eleverne har sociale problemer at kæmpe med, og at politikerne alt for hastigt ændrer kurs for skolens virke og målsætninger.

Politikere magter ikke skolepolitikken
Hvis jeg kort skal sige noget om den overordnede skolepolitiske situation, så viser den, at politikere, både lokalt og centralt, har svært ved at skabe en sammenhængende skolepolitik, der gør forskel. Jo tak, de flotte reformfloskler og eksperimenterende tilgange er der rigeligt af. Det er grønlandske politikere dygtige til.

Snart ser man mod Hawaii, snart mod Island for inspiration, men sjovt nok forbliver de samtidig alt for bundet til den metodik, der herskede i danske skoler i 1970'ernes og 1990'ernes reformskole. En underlig krydring.

Grønlandske politikere tænker ikke originalt nok for at komme ud af den dybe gryde, som folkeskolen i Grønland umiskendeligt er havnet på bunden af. Desuden har de kun få dygtige og kreative embedsfolk, der har hjertet det rigtige sted og hjernen skruet godt nok sammen til opgaven.

Det er endt som en kogende gryde, der snart flyder over med flere uparate skoleunger, større flugt fra folkeskolens verden og bundresultater.  

Viljen i folkeskolen fejler ikke noget
Men til trods for alt det nævnte, så har den grønlandske folkeskole holdt hovedet oven vande og bevaret en kultur, det er muligt at bygge videre på. Den har ikke tabt slaget eller opgivet at nå nye højder.

Den grønlandske folkeskole har, i kraft af sin indbyggede vilje til at ville verden og i sin evne til at tænke nyt, formået at kæmpe imod overgivelse. Skolerne kan også producere viden, læring, kreativitet og sende elever ud i samfundet med en ballast, der ikke er alt for ringe.

Viljen, synes jeg ikke fejler noget, men hovederne gør. Og med hovederne, så mener jeg de politikere og eksperter, der har formet og former folkeskolens vej og færd i Grønland.