Debat

BRFkredit: Tag nu ansvar

DEBAT: Erhvervslivet bør fokusere på, hvad de enkelte virksomheder kan gøre for at bidrage til mere velfærd uden at tømme statskassen. Der skal nytænkning til, skriver BRFkredits CSR-chef og adm. direktør.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Hjorth og Sven A. Blomberg
CSR-chef og adm. direktør i BRFkredit

Statsministerens nytårstale får i disse dage blandet modtagelse. Blandt andet
efterlyser adm. direktører i hhv. DI og Dansk Erhverv Karsten Dybvad og Jens Klarskov, i Børsen 2. januar, at statsministeren havde fortalt danskerne, hvordan regeringen
ville skabe vækst og bedre rammebetingelser til at drive virksomhed i en krisetid.

Efterlysningen er relevant, når der skal skabes arbejdspladser og vækst, men som
virksomhed har vi også et ansvar inden for de kendte rammer. Vi bør stille os selv
spørgsmålet:

Hvordan kan vi som virksomhed bidrage til mere velfærd uden at få tømt den danske statskasse?

Nye metoder
I 2011 startede BRFkredit "projekt praktikpladser", hvor formålet var at skaffe unge,
ledige lærlinge en praktikplads.

Vores virksomhed er tæt forbundet med byggeriets partnere. Derfor var det oplagt at invitere bygherrer og byggevirksomheder til en dialog om, hvordan vi sammen kunne være med til at løse et stort samfundsproblem.

Et år efter var projektet mundet ud i ikke alene 34 praktikpladser, men hvad der er
langt vigtigere: En brugbar metode, der sikrer, at flere unge får mulighed for job og praktikpladser i fremtiden.

Projektet nævnes her, fordi det er et eksempel på, hvordan uløste samfundsproblemer kan løses ved at bruge nye metoder, når man i utraditionelle partnerskaber sætter hinanden stævne og tager et samfundsansvar.

Der er jo energier i samspillet mellem det offentlige, det private og civilsamfundet,
vi kan frigøre.

Ydende og nydende
'Det Sociale Enzym' kalder adm. direktør i boligselskabet KAB Jesper Nygård den faktor, der skal være drivkraften. I sin kerne handler det om, at de "ydende" i samfundet skal glæde sig over det overskud, de fører videre til de mindre heldigt stillede.

Alt imens de "nydende" bør værdsætte den samfundsmodel, der holder hånden under dem.

Det er jo helt rigtigt, at flertallet af os borgere, både de "ydende" og de "nydende",
i alt for mange år har trukket på skuldrene og forventet, at det offentlige løste alle
velfærdsopgaver. Når festtalerne holdtes, fik de frivillige i foreningslivet nogle
skulderklap, fordi de bidrog, og så forlod alle festen.

Den holdning dur ikke længere. Også erhvervslivet har en rolle at spille i denne
forbindelse. Som erhvervsliv har vi en klar interesse i at tjene penge, skabe
arbejdspladser og løsninger på de mange udfordringer, vores samfund har.

Jo mere velfungerende samfundet er, desto lettere får vi adgang til den rigtige arbejdskraft, altså medarbejdere, der med energi og kreativitet skaber værdi for virksomhederne og samfundet i bred forstand.

Derfor er debatten om velfærden og Det Sociale Enzym vigtig. Og vi er
taknemmelige for, at vi arbejder i en virksomhed med ressourcer, der gør os i stand til at bidrage. Vi er faktisk stolte af at bidrage. Ikke fordi vi har "for mange penge", men fordi det giver mening, også forretningsmæssigt, at bidrage.

Ikke kun økonomisk rigere
Bidrager vi med nytænkning, kreativitet og ressourcer til det rum, hvor
velfærdsmodellen raffineres, kan vi også forvente, at det offentlige vil "betale os
tilbage" for indsatsen ved at skaffe gode rammevilkår for virksomheder.

Vi vil samtidig dokumentere over for NGO'erne og civilsamfundet, at vi kan andet end at tjene penge og skabe arbejdspladser. Vi kan samarbejde, så alle bliver rigere i den brede forstand - og ikke kun på top- og bundlinje.

Ligningen 1 + 1 + 1 = 5 udtrykker ganske godt, hvad vi taler om. Hver søjle i
ligningen, altså det private, det offentlige og civilsamfundet, skal og bør udvikles og bidrage til resultatet. Vi får nemlig alle mere retur ved at være en del af ligningen. Meget ofte i partnerskaber og altid ved at gå nye veje.

Så lige så rigtigt det er at have forventninger om konkrete indsatser fra regeringen,
lige så vigtigt er det, at vi i erhvervslivet stiller os selv spørgsmålet: Hvad kan vi selv gøre?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sven A. Blomberg

Fhv. adm. direktør, BRFkredit (1995-2014), oberst af reserven
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1980), HD I afsætningsøkonomi (Handelshøjskolen i København 1983), program for Executiv Development (Schweiz 1983)

0:000:00