CEPOS: Lige nu har skolepolitikerne intet konstruktivt at bidrage med

Af Henrik Christoffersen
Forskningschef, CEPOS 

"Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø."

- Det Gamle Testamente, Prædikerens bog, Kapitel 3

Det er tid for reformers død 
De tankevækkende ord er nærliggende at få i erindring, også når tankerne mere konkret falder på grundskolens situation og politik.

Skolepolitikerne har skabt reformer med døden indbygget som et ufravigeligt vilkår, og ideologerne har bygget bastioner, som langsomt men sikkert synker sammen. 

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Vi har haft en tid til reformer, som fødes. Nu er det imidlertid tid for, at reformer dør. Vel at mærke de samme reformer. Jeg hører til dem, som lever ud fra, at det gamle testamentes ord udgør en kerne i danskeres dannelse.

I en ateistisk velfærdsstat er det imidlertid vanskeligt at forlige sig med døden. Derfor bliver det også vanskeligt at forlige sig med alt muligt andet.

Døden giver anledning til tale
Tænk på politikere, som bliver stillet over for fordringen længere fremme i kapitel 3 i Prædikerens bog: En tid til at tie, en tid til at tale.

Nu, hvor skolereformen er døende, viser det sig, at det paradoksalt nok er blevet til en tid til at tale. Men det er det jo selvfølgelig altid i vores tid – ikke mindst for politikere, som lever af det.

Og talen nu i dødsprocessen må nødvendigvis kredse om noget ligegyldigt og betydningsløst, som ikke påvirker virkelighedens verden.

Ingen ønsker skole unden dannelse 
Det er med andre ord tid til at tale om et emne som dannelse. For hvem ønsker en udannet skole? Svaret er indlysende: Ingen.

Desværre bliver talen altså her i årene for skolereformens dødskamp stærkt populistisk fra de politikere, som ellers ikke har noget at byde ind med.

Det er også nemt at gå efter friskoler, som vedkender sig islam. Selvfølgelig skal der sanktioneres, såfremt der begås ulovligheder.

Skolerne løfter jo fagligheden
Men ingen hæfter sig ved, at der er tale om skoler, som ifølge Undervisningsministeriets data for adskilliges vedkommende hører til de bedste i Danmark til at løfte eleverne i faglig henseende.

Og ingen interesserer sig for de elever, som nu skal flyttes til skoler, som er dårligere til at løfte dem i faglig henseende.

For der er ingen politiske point i at sætte fokus på folkeskoler, som er dårlige, eller på, at folkeskoler i det hele taget svigter de etniske minoriteter.

Ulovligheder skal ikke betyde lukning 
Folkeskoler skal selvfølgelig ikke lukkes, blot fordi de begår ulovligheder. I dagens diskussion er det helt gennemgående, at folkeskole indgår i bestemt form: Folkeskolen.

Folkeskolen er nemlig bare det rigtige, og alle folkeskoler er bare gode.

Kunne de dog ikke bare i denne hedenske tid opføre sig som gode kristne. Det er trods alt kristendommen, som udgør hele fundamentet under forestillingen om velfærdsstaten.

Det er tid til at tie 
Indse, at der gives en tid til at tie. Skolepolitikerne har i den nuværende situation intet konstruktivt at bidrage med. Og det gælder også de socialistiske verdensfjerne teoretikere, som længe har domineret skoleforskningen.

Døden burde kalde på ydmyghed og andægtighed. Selv har jeg bedt om at holde en pause fra klummeskrivningen her i Altinget, hvor jeg hidtil ikke mindst har skrevet om grundskolen.

Det er nemlig ude i skolerne, at slaget nu skal slås. Det er her – i virkelighedens verden – at vi har genopstandelsens håb.

Giv folkeskolerne plads
Giv dem dog fred og opmuntring. Men nok så væsentligt: Giv dem plads. Beskyt dem mod skolepolitikeres desperate klyngen sig til retten til at detailstyre skolen, og beskyt dem mod Danmarks Lærerforenings primitive magtmanifestationer.

Alting fordrer jo imidlertid en afbalancering. Med frihed må følge ansvarliggørelse.

De bedste af de nye skoleledere er aldeles klar på, at sådan er det selvfølgelig, og sådan er det i alle andre verdener, hvor ingen kunne finde på at stille spørgsmålstegn.

Magthavere skal ikke blande sig 
Men skoleverdenens traditionelle magthavere kæmper imod. De vil have magt og frihed, men vil ikke stilles til ansvar. De skal nok afgøre, om eleverne får noget ud af deres skolegang eller ej.

Det skal samfundet ikke blande sig i ved at afholde prøver og gennemføre tests.

Skolepolitikerne har skabt reformer med døden indbygget som et ufravigeligt vilkår, og ideologerne har bygget bastioner, som langsomt men sikkert synker sammen. Hvor ville det dog være vidunderligt med lidt erkendelse, som nødvendigvis så måtte blive fulgt op med indsigten, at her er det tid til at tie.