Debat

Dansk Erhverv: Lad os føre VEU ind i den digitale tidsalder

DEBAT: VEU-tilbuddene skal tilpasses en ny virkelighed, og det er tid til at skille hele puslespillet ad og sætte brikkerne sammen på en komplet ny måde, skriver Dansk Erhvervs direktør, Laurits Rønn.

<span>Den digitale udvikling og nutidens krav om omstillingsparathed stiller nye og ekstra store krav til vores VEU-system. Dem bliver vi nødt til at tage højde for, skriver Laurits Rønn, direktør for Dansk Erhverv Arbejdsgiver.</span>
Den digitale udvikling og nutidens krav om omstillingsparathed stiller nye og ekstra store krav til vores VEU-system. Dem bliver vi nødt til at tage højde for, skriver Laurits Rønn, direktør for Dansk Erhverv Arbejdsgiver.Foto: Pressefoto
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laurits Rønn
Direktør for Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Det er ikke mere end et par dage siden, at de seneste tal for den samlede aktivitet på hele AMU-området for 2015 blev offentliggjort. Og endnu engang viser tallene, at virksomhederne på en lang række områder i stigende grad fravælger AMU. 

Siden 2009 er antallet af kursister på AMU mere end halveret fra godt én million kursister i 2009 til under halvdelen i 2015. Virksomhederne vælger andre udbydere end de traditionelle AMU-udbydere, og de vælger oftere selv at arrangere og tilrettelægge efteruddannelse i stedet for at tage fra hylderne i AMU-systemet.

Virksomhederne vil have kurser, der er skræddersyet i tid, sted og indhold, så de passer lige præcis til den enkelte virksomhed, og på præcis det niveau, den enkelte medarbejder og/eller gruppe har brug for. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlægt til [email protected].

Indsatsen skal gøres klar til en ny tid
Det er ikke første gang, at AMU-statistikkerne ser sådan ud og spørgsmålet er, om tiden efterhånden ikke er moden til at kigge ikke bare AMU efter i sømmene, men derimod at se på, om ikke hele voksen-og efteruddannelsesområdet skal have en ny arkitektur?

VEU-området er som bekendt en bekostelig affære, men bestemt pengene værd, hvis de forvaltes forsvarligt og leverer et tidssvarende udbud af efter- og videreuddannelse.

Vi skal tænke større og bredere – vi må nytænke hele VEU-området og geare det til den virkelighed, som virksomhederne er en del af i dag.

Laurits Rønn
Direktør for Dansk Erhverv Arbejdsgiver

Derfor ligger der en opgave forude med at gøre AMU og resten af VEU-indsatsen klar til den virkelighed, som vi er midt i.

Vi ser brancher blive udfordret af spillere, der ikke har branchekendskab. Da vi sidste år spurgte vores medlemmer, om konkurrencen de seneste år kom fra nye spillere, så svarede 54 procent ”ja”.

Vi ser globale virksomheder kæmpe med konkurrence fra nye fronter, fordi krydsning af data og teknologi gør deres produkt tilgængeligt på en ny måde og til en billigere pris.

Det er de omstillingsparate, der klarer sig i dag. Og det stiller ekstra store krav til vores VEU-system. Omstilling er mere aktuelt end længe.

Der må nytænkning til
Der er allerede igangsat en lang række initiativer, der skal forbedre og modernisere AMU. Det sker som konsekvens af både serviceeftersyn og regelsanering sammen med udmøntningen af den del af VEU-milliarden fra Vækstplan i 2014, der blev afsat til den erhvervsrettede del af VEU.

Initiativerne rummer både forbedringer og udvikling af de tekniske og administrative løsninger, der er fundament for AMU-systemet, ligesom der arbejdes med et mere moderne og brugervenligt beskrivelsessystem og udbudsstyring af AMU.

Vi skal uden tvivl fortsætte med at iværksætte og gennemføre disse initiativer, men det er derudover også vigtigt at se videre end justering, modernisering og tilpasning af AMU alene. 

Vi skal tænke større og bredere – vi må nytænke hele VEU-området og geare det til den virkelighed, som virksomhederne er en del af i dag.

Vi skal følge VEU ind i den digitale tidsalder.

Når vi taler om en ny arkitektur til VEU, så er det vigtigt, at vi fremadrettet tænker i et sammenhængende VEU-system og udbud, hvor det er tydeligt for virksomhederne, hvor de skal henvende sig for at få lige præcis det uddannelsestilbud, de har brug for. 

VEU-systemet skal tage udgangspunkt i en vækstdagsorden i et arbejdsmarked, der har sit fundament i et globalt og digitalt service og videnssamfund.

Virksomhederne har en åbenlys interesse i, at medarbejdernes kompetencer løbende udvikles og opkvalificeres. Det er hjørnestenen og nøglen at sikre den viden og de kompetencer, der kan udvikle konkurrenceevnen i virksomhederne, og konkurrenceevnen er en afgørende og væsentlig faktor i at sikre vækst og velstand i Danmark.

Læring er et livslangt projekt
Og i takt med at vi skal blive på arbejdsmarkedet i længere tid og flere år og samtidig også skifter både job og fagområde flere gange i løbet af et arbejdsliv, stilles der store krav til medarbejdernes fleksibilitet, mobilitet og omstillingsparathed. 

Derfor er medarbejdernes motivation for efter- og videreuddannelse også bydende nødvendigt. Medarbejderne skal også selv tage ansvar for deres livslange læring. 

Udviklingen i digitale læringsplatforme og læringsmidler, herunder mulighederne for øget brug af fjernundervisning, så læringen foregår, når og hvor det passer den enkelte, må udnyttes til fordel for alle parter. Og det er en selvskreven ingrediens, når vi skal følge VEU ind i den digitale tidsalder.

Så lad os få kulegravet og nytænkt ikke blot AMU, men hele det samlede voksen- og efteruddannelsesudbud, så vi kan tilbyde virksomheder og medarbejdere et uddannelsesudbud, der er sammenhængende, gennemsigtigt, let tilgængeligt og i konstant udvikling og tilpasset udviklingen i det globale marked, virksomhederne konkurrerer i.

Det kræver, at alle parter, politikere, udbydere, institutioner, faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer, er indstillet på at vende alle brikker i VEU-puslespillet og sætte dem sammen på en moderne og tidssvarende måde, der matcher efterspørgslen i markedet, og som har sit fundament i det digitale service- og videnbaserede arbejdsmarked, der er en realitet i dag. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laurits Rønn

Viceadministrerende direktør, Dansk Erhverv
cand.jur. (Københavns Uni. 1991)

0:000:00