Debat

Studerende: Ligestil internationale studerende med danske

DEBAT: Hvis vi skal tiltrække den udenlandske arbejdskraft, som Danmark har brug for, er første skridt at afskaffe brugerbetalingen for internationale studerende og ligestille dem med danske, skriver Danske Studerendes Fællesråds forkvinde, Sana Mahin Doost.

"Afskaffelse af brugerbetaling ville være et nemt tiltag, som ikke kræver, at man rører ved skatten, og som ikke skaber mere forskelsbehandling, tværtimod mere lige vilkår," skriver Sana Mahin Doost.
"Afskaffelse af brugerbetaling ville være et nemt tiltag, som ikke kræver, at man rører ved skatten, og som ikke skaber mere forskelsbehandling, tværtimod mere lige vilkår," skriver Sana Mahin Doost.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sana Mahin Doost
Forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd

“(...) problemet er, at nogle selv skal medfinansiere deres uddannelse i modsætning til danskerne,” siger økonomisk vismand Torben Tranæs i Børsen 27. december. Her argumenterer vismændene for at give skatterabatter til udlændinge for at tiltrække den udenlandske arbejdskraft, som Danmark har brug for.

DF afviser blankt med henvisning til, at det er et dårligt signal at gøre forskel på skatterne. I Venstre anerkender man målsætningen om at tiltrække flere udlændinge, men vurderer det ikke politisk gangbart at bruge skatten til det.

Afskaf brugerbetalingen 
Men hvad nu hvis man startede med at afskaffe brugerbetalingen for internationale studerende og ligestillede dem med danske? Studie efter studie viser, at internationale studerende bidrager positivt til dansk økonomi, for slet ikke at nævne hvor meget de beriger vores studiemiljøer med internationalt udsyn.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Brugerbetalingen for ikke-EU-borgere blev indført i 2005 og har medført et markant fald i andelen af studerende fra ikke-EU-lande. Det er en skam, både fordi vi studerende får rigtig meget ud af at have medstuderende fra alle dele af verden, men også fordi en gennemsnitlig international studerende giver hele 779.000 kroner til den danske samfundsøkonomi, fordi en vis andel bliver på det danske arbejdsmarked.

Afskaffelse af brugerbetaling ville være et nemt tiltag, som ikke kræver, at man rører ved skatten, og som ikke skaber mere forskelsbehandling, tværtimod mere lige vilkår. Det ville være en relativt billig investering, som betaler sig hurtigt hjem, og som sender et klart signal til verden om, at alle nationaliteter er velkomne på vores uddannelser og arbejdsmarked.

Men hvad nu hvis man startede med at afskaffe brugerbetalingen for internationale studerende og ligestillede dem med danske? Studie efter studie viser, at internationale studerende bidrager positivt til dansk økonomi, for slet ikke at nævne hvor meget de beriger vores studiemiljøer med internationalt udsyn.

Sana Mahin Doost
Forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd

Det ville sende signalet, at i Danmark værdsætter vi internationalt bidrag og betragter ikke udelukkende internationale studerende som cash cows. En yderligere positiv effekt af at afskaffe brugerbetalingen vil være, at vi kan tiltrække en mere mangfoldig gruppe af studerende – ikke kun dem med de rigeste forældre.

Internationalt udsyn skaber værdi
Selv hvis vores internationale medstuderende ikke gav så stort økonomisk overskud, så bør vi værdsætte dem. Det er nemlig kvalitet, når studie- og forskningsmiljøer får nye inputs. Internationalt udsyn skaber værdi for undervisningen, forskningen og senere arbejdsmarkedet.

Desværre er der dog en række områder, hvor de ikke har lige så gode vilkår som andre studerende. Ud over brugerbetalingen har de dårligere økonomiske vilkår, fordi de kun kan få adgang til SU, hvis de er fra et EU-land og har tid til at arbejde en vis mængde timer ved siden af studiet. Hvis de kommer til at arbejde for meget eller blot fordeler deres arbejdstimer forkert hen over året, risikerer nogle endda at blive smidt ud af landet.

De har sværere ved at finde en studiebolig og højere risiko for at blive udsat for svindel. Og dette er blot et par eksempler på udfordringer, de internationale studerende skal navigere i samtidigt med det, de egentlig kom her for – at tage en god uddannelse, lære om dansk kultur, få et netværk i Danmark og måske endda lyst til at blive og arbejde her.

Internationale studerende skaber enorm værdi for vores uddannelser og samfundet. Derfor bør vi gøre endnu mere for, at de har ordentlige vilkår samt bedre muligheder for at bosætte sig i Danmark, når deres uddannelse er slut. Ligestilling med danske studerende er første skridt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sana Mahin Doost

Bestyrelsesmedlem, Fonden Ungdomsøen og Oxfam Ibis, områdechef for SoMe og Debat og fhv. forkvinde, Danske Studerendes Fællesråd
stud.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00