Bliv abonnent
Annonce

Tidligere topdiplomat: Det viser situationens alvor, at Løkke selv indkalder USA's ambassadør

Lars Løkke Rasmussen har indkaldt den amerikanske ambassadør til samtale efter avisartikel, der beskrev, hvordan USA vil skrue op for spionagen mod Grønland.
Lars Løkke Rasmussen har indkaldt den amerikanske ambassadør til samtale efter avisartikel, der beskrev, hvordan USA vil skrue op for spionagen mod Grønland.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den står formentlig på en større alvorssnak, når USA's ambassadør i den kommende fremtid tropper op i Udenrigsministeriet. 

For i kølvandet på The Wall Street Journals artikel om, at USA planlægger at skrue op for spionagen mod Grønland, indkaldte Lars Løkke Rasmussen nemlig personligt USA's ambassadør "for at se, om vi kan få afkræftet de her oplysninger, som er noget urovækkende". 

Og det er en tydelig diplomatisk markering, at det netop er Lars Løkke Rasmussen selv, der indkalder til samtale, siger tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen til Politiken

"Det kunne have været en kontorchef eller departementschefen i Udenrigsministeriet, der kunne have indkaldt ambassadøren til et møde, og det ville stadig have været alvorligt. Men det er Lars Løkke Rasmussen selv, og det er værd at bemærke. Det er usædvanligt, og det viser situationens alvor," siger Friis Arne Petersen til Politiken.

Læs også

Udenrigsministeriet har endnu ikke meldt ud, hvornår mødet vil finde sted. 

"En fjendtlig handling"

The Wall Street Journal beskriver – på baggrund af to anonyme kilder med kendskab til planerne – blandt andet, hvordan efterretningstjenesterne har fået besked på at identificere personer i Danmark og Grønland, som potentielt vil kunne støtte Donald Trumps ønske om at få kontrol over Grønland. 

"Det er meget bekymrende, hvis man har den tilgang, at man nu skal indhente efterretninger i Danmark og i Grønland øjensynligt med det formål at se, om der er kiler, der kan drives ind," lød reaktionen onsdag eftermiddag fra Lars Løkke Rasmussen:

"Det er ikke det samarbejde, vi skal have, så det er noget, jeg ser på med ret stor alvor," sagde udenrigsministeren til Ritzau.

Torsdag oplyser Udenrigsministeriet dog til TV 2, at det ikke er Lars Løkke Rasmussen, men en direktør fra ministeriet, der skal mødes med ambassadøren. 

Nyheden nåede også til Bruxelles, hvor Henrik Dahl, der sidder i Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, til Berlingske kaldte det for et kæmpe problem, at USA opfører sig på en fjendtlig måde. 

"Det er en fjendtlig handling at spionere for at finde nogle kollaboratører, der vil samarbejde med USA om at lave grønlandsk statsretlig status om," sagde Henrik Dahl til Berlingske

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026