Et tårn af udfordringer venter Dan Jørgensen. Især én opgave bliver svær, siger han

STRASBOURG: "Jeg har ikke svært ved at få øje på udfordringer."
Med disse ord beskriver EU’s kommende energikommissær Dan Jørgensen sit nye ansvarsområde.
Onsdag fik han sammen med sine 25 europæiske kolleger Europa-Parlamentets endelige godkendelse til at kunne indtage de poster, de har været indstillet til i over to måneder. Det betyder, at Dan Jørgensen i næste uge officielt indtager sit kommissærkontor i Bruxelles.
Hans nye chef, kommissionsformand Ursula von der Leyen, har bedt ham både skaffe europæerne både billig og ikke-russisk energi indenfor de næste fem år.
Det er den vedvarende energi, der skal bære den her omstilling
Dan Jørgensen (S)
EU-Kommissær for energi og bolig
Det er hverken en lille eller simpel opgave at løse. Alligevel peger Dan Jørgensen på én prioritet, der får særligt afgørende betydning.
"Vi kommer også til at løse denne udfordring, men det bliver nok den sværeste af dem alle: Hvordan får vi udrullet vedvarende energi nok, hurtigt nok?" fortæller han, da Altinget møder ham i Strasbourg.
I hans øjne er vedvarende energi nøglen til, at EU når sine andre mål om billige og konkurrencedygtige energipriser såvel som ressourceuafhængighed.
"Det er den vedvarende energi, der skal bære den her omstilling," siger han.
Svær balancegang
Udviklingen af den europæiske energisektor kræver, at Dan Jørgensen går en svær balancegang:
"Vi skal på den ene side sætte gang i langsigtede strukturelle forandringer, mens vi på den anden side formår at levere resultater på den korte bane," fortæller han.
Inden for de første 100 dage af den nye Kommissions levetid skal von der Leyen og hendes hold præsentere sin Clean Industrial Deal, der har for øje at både styrke den europæiske konkurrenceevne, samtidig med at man skubber på den grønne omstilling.
Energiområdet er en af planens grundpiller.
"Udover vedvarende energi kræver det mere og bedre energieffektivitet. Det kræver bedre og flere aftaler med aktører udenfor Europa, der kan levere specielt flydende gas til os. Og så handler det om at få det indre marked for energi til at fungere bedre," siger Dan Jørgensen.
Energimarkedet fungerer i dag sådan at priserne mellem elektricitet og gas er koblet op på hinanden og dermed følges ad.
Fitto virker som en meget kompetent politiker
Dan Jørgensen (S)
EU-Kommissær for energi og bolig
"Det er rigtig godt, når man står i en krise, fordi det betyder, at vi har forsyningssikkerhed," lyder det fra Dan Jørgensen.
"Men det er selvfølgelig også klart, at det godt kan betyde, at der så kommer utilsigtede, meget høje priser."
Forstår ikke Fitto-modstand
Det var ikke uden besvær, at Ursula von der Leyens nye hold opnåede det grønne lys fra Europas folkevalgte.
I løbet af høringerne gjorde de liberale i Renew-gruppen og partierne på Parlamentets venstrefløj det klart, at de ikke kunne acceptere, at Raffaele Fitto fra det højrenationale Italiens Brødre skulle have en fornem næstformandspost.
Det fik den store konservative gruppe, EPP, til at svare igen ved at tage sit eget gidsel, nemlig den spanske socialdemokrat Teresa Ribera, der er udset som næstkommanderende under von der Leyen med ansvar for konkurrence og grøn omstilling.
Efter en uges forhandlinger kom de tre centrale partier dog frem til en løsning, der de facto fredede samtlige kandidater.
Selvom Dan Jørgensen, der selv har været europaparlamentariker i ni år, forstår at de folkevalgte skal vise muskler og maksimere sin indflydelse, er der slagsmål, han gerne havde været foruden.
Den danske socialdemokrat fremhæver dog ikke modstanden mod sin partikammerat Teresa Ribera, men derimod den højreorienterede Raffale Fitto.
“Hele diskussion om den italienske kommissær har jeg måske været en lille smule uforstående over for. For det er nu engang sådan, at det er de respektive lande, der udpeger sin kommissær,” siger han og tilføjer:
“Jeg vil ovenikøbet sige, at jeg har nået at lære ham en smule at kende, og han virker som en meget kompetent politiker.”
“Alt i alt har forløbet været kaotisk – også mere kaotisk, end vi kunne have ønsket os,” afslutter han.
Omtalte personer
- Gymnasieelev: Mit nej til alkohol blev først accepteret, da jeg fik kræft
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Nina Smith: Unge uden uddannelse er en bunden opgave for kommende regering
- Børne- og uddannelsesorganisationer: Børn og unge trives bedre i fritidsklubber, men ikke alle har adgang til fællesskabet
- Lærer, højskoleforstander og pædagog: Sådan vil de nye folketingsmedlemmer bruge deres erfaring




























