Forsker: Skolereformen er Danmarks oversete revolution

KRONIK: Tusindvis af læringsmål og nidkær kommunal kontrol er resultatet af skolereformen fra 2013. Det blev et revolutionært klimaks, hvor Danmark blev omdannet fra at være et folkets land til at være statens land, skriver Brian Degn Mårtensson.

Af Brian Degn Mårtensson
Forfatter og ph.d.-studerende, Aarhus Universitet

Danmark har været udsat for en regulær revolution siden årtusindeskiftet. Ikke en dramatisk eller pludselig en af slagsen, men en snigende, konstant revolution, der har været til stor skade for landet.

Skolereformen af 2013 var det revolutionære klimaks, da det her blev statens opgave at skabe sig nogle – for den – egnede borgere. Dette skulle blandt andet ske ved hjælp af tusindvis af statslige læringsmål, nidkær kommunal kontrol og inddragelse af børnenes fritid.

Revolutionens forkæmpere var og er en uskøn blanding af folkevalgte, offentlige embedsmænd, radikaliserede forskere og organisationsledere. Denne revolutionsgarde har sat sig på de fleste centrale poster inden for undervisningssektoren og udnævner og supplerer hinanden på kryds og tværs. De anvendes også som primære kilder i medierne og forsikrer os kontinuerligt om, at alt er i skønneste orden.

I strid med Grundloven?
Af samme grund er revolutionen nærmest gået upåagtet hen i den brede offentlighed, selv om den åbenlyst var og er i strid med ånden i selveste Grundloven, hvis kapitel 8 indeholder en række helt centrale frihedsparagraffer, som den Grundlovsgivende Rigsforsamling gjorde meget ud af at formulere.

Paragrafferne har direkte til formål at begrænse statens magt over for borgerne, og er således en pejling af, hvor og hvornår lovgivning – samt offentlig myndighedsudøvelse – er legitim. Eksempelvis står der i kapitlets første paragraf: ”Den personlige frihed er ukrænkelig”.

I § 72 fastslås det, at boligen også er ukrænkelig, og i § 73 det samme om ejendomsretten generelt. I § 76 står der, at alle børn har krav på undervisning og oplysning, men at man ikke er pligtig til at følge en statslig eller kommunal en af slagsen. I de efterfølgende paragraffer 77 og 78 fastslås ytrings- og foreningsfriheden, hvilket ingenlunde er tilfældigt.

Staten skal ikke målstyre til bestemt adfærd
Enhver, der læser Grundloven, kan således ikke være i tvivl om, at Danmark er et land, hvor staten ikke ejer sine borgere. Disse må tro hvad de vil, tænke, hvad de vil, og forsamle, ytre og oplyse sig næsten uden begrænsninger. De er frie og tænksomme borgere, der skal danne sig en stat, og det er ikke staten, der skal danne sig nogle for den egnede borgere.

Det er ifølge Grundloven ikke statens sag, hvordan borgerne eksistentielt vælger at anskue tilværelsen. Altså skal borgerne ikke målstyres til en bestemt adfærd. Frem til revolutionen i 2013 evnede de fleste at administrere denne frihed ganske fornuftigt – og på oplyst vis.

Baggrunden for Grundlovens tankegang findes i oplysningstiden og romantikkens debatter om tro, videnskab, demokrati, kultur og eksistens. I Danmark havde tænkere som Kierkegaard og Grundtvig forinden stimuleret åndslivet på vældig kvalificeret vis, ligesom højskole- og andelsbevægelse efterfølgende bidrog markant til at udbrede demokratiets og samtalens praksis.

Vigtigst af alt var det måske, at vi fra start gjorde det til statens opgave at beskytte de oplyste borgeres frihed til at leve deres liv – og skabe sig den stat, de ønskede. For at understrege alvoren fik vores centrale institutioner med tiden også navne som folketing, folkekirke, folkeskole, folkebibliotek – her mødtes folket for at finde ud af, hvordan de ville leve deres liv.

Folkeskolen som dysfunktionelt finanspolitisk instrument
Hvad har vi fået med revolutionens mange reformer – ud over et opgør med ånden i vores Grundlov, som ellers afsluttes med ordene; ”så er da nu gældende ret, alle til ubrødelig efterlevelse”?

Ja, fakta er, at folkeskolen er blevet et dysfunktionelt finanspolitisk instrument, at søgningen til de frie skoler er stærkt stigende, at folkeskolen står med et enormt rekrutteringsproblem, at vi har oplevet en markant stigning i antallet af børn med stressrelaterede lidelser, samt at fagligheden falder over hele linjen – både i folkeskolen, på de gymnasiale uddannelser og på universitetet.

En hel generation er i færd med at lære, at hele livet handler om blindt at følge løsrevne læringsmål uden blik for sagen i sig selv. Derfor er det positivt, at regeringen er kommet med en række skolepolitiske forslag, der kan bidrage til en fornyet debat om, hvad vi som folk egentlig vil med os selv.

Forrige artikel Kronik: Danmark har brug for en ny reform af læreruddannelsen  Kronik: Danmark har brug for en ny reform af læreruddannelsen