Frafald eller udstødning?

Af Mogens Andersen og Anna Dahlquist
Hhv. formand og projektleder for Videnscenter om Fastholdelse og Frafald (VOFF)

Vi ved rigtig meget om, hvem det er der falder fra ungdomsuddannelserne.

Frafaldstruede er, ifølge en amerikansk undersøgelse foretaget af Lucy Hood på vegne af Carnegie Corporation i New York, 2004, elever fra hjem, hvor forældrene er ufaglærte med løs tilknytning til arbejdsmarkedet, unge med anden etnisk baggrund og børn af enlige forældre. Og drenge falder oftere fra end piger.

Hvem der har ansvaret for at dæmme op for dette, afhænger af om man anlægger en personorienteret vinkel, eller en mere systemorienteret vinkel. Alt afhængig af hvordan man vælger at anskue problemerne, vælger man også ansvarsplaceringen.

Vi er nødt til at arbejde efter en national strategi, så vi kan sige at alle frafaldstruede elever, får et reelt uddannelsestilbud.

Mogens Andersen
Formand Videnscenter om Fastholdelse og Frafald (VOFF)

Ulla Højmark Jensen, Danmarks Pædagogiske Universitet, taler i sin artikel om begreber som frafald eller udstødning. Højmark siger:

"Det ses som afgørende i forhold til, hvor man søger efter årsager til, at de unge afbryder deres uddannelse, hvilke løsningsmodeller man vil anvende til at fastholde flere, samt hvem der har ansvaret for, at flere unge gennemfører." (Ulla Højmark Jensen, VejlederForum, 2009 nr. 1).

Elever forstår ikke sproget
Frafaldsperspektivet giver de unge selv ansvaret for problemet. Nogle af problemerne for elever med uddannelsesfremmed baggrund er bl.a. deres førfaglige ordforråd; de forstår ikke det sprog, der tales i skolerne.

Dermed er problemansvaret elevens, det er eleven, der har et problem, og han må tage sig sammen. Skolen kan "tilbyde" at hjælpe eleven, men det fordrer, at de økonomiske ressourcer er til stede. Derfor er man nødt til at analysere de regionale forskelle og gøre op med en taxametertankegang, der behandler skolerne ens, når deres rammebetingelser for at kunne modvirke frafald er så regionalt forskellig som de aktuelle undersøgelser fra UNI-C viste.

Pushoutperspektivet giver systemet ansvaret for problemerne. Man kan her begynde at tale om, at systemet er med til at skabe og fastholde problemerne, da problemet ikke ligger i eleven, men i uddannelsessystemet. Ansvaret for at løse det, er derved ikke elevens, men alles, som uddannelsessystem?

At der, hvor der er mange elever med ovenstående problemer, så er det naturligt, at vi ved hvorfor, og frem for alt er det naturligt, at vi erkender det.

National handlingsplan ønskes, tak
Udfra denne systemorienterede vinkel er det et ansvar lovgivere må tage på sig, både strategisk og økonomisk? Behovet for en National handlingsplan melder sig. Ville det ud fra tanken om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal tage en ungdomsuddannelse ikke give mening at have en handlingsplan for, hvordan man tackler disse udfordringer?

Vi er nødt til at arbejde efter en national strategi, så vi kan sige at alle frafaldstruede elever, får et reelt uddannelsestilbud. Vi kan som uddannelsessystem ikke have det på os, at vi producerer pushouts, og slet ikke med regeringens målsætning in mente.

Det er åbenbart, at der kan komme et større fokus på systemansvaret, såfremt vi tør tale om det og anerkende det som en del af den samlede frafaldsproblematik.

Som ovenfor anført er vi nødt til at arbejde på systemniveau for at kunne tilbyde langsigtede løsninger.