Hr-chef i byggebranchen: Der er ingen læring fra #MeToo, når lærlinge stadig står uden beskyttelse

DR-dokumentaren 'Bare en lortelærling' er næppe gået nogens næse forbi.

Selvom dokumentaren godt kan give et stigmatiserende indtryk af branchen, udstiller den alligevel en central problemstilling:

Systemets manglende evne til at håndtere de situationer, hvor lærlinge står i en udsat position. For systemet udfordres, når lærlinge udsættes for chikane og grænseoverskridende adfærd.

Jeg har arbejdet med hr og erhvervsuddannelser inden for byggebranchen de seneste 15 år og kan finde utallige virksomheder, hvor jeg trygt ville sende mine egne børn i lære.

For at dette ikke skal ramme alle de virksomheder og ansatte, der godt kan finde ud af det, så kræver det, at der bliver taget ansvar.

Selvom arbejdsmarkedsparterne og Børne- og Undervisningsministeren forsøger sig med et sympatisk budskab om, at ingen skal acceptere chikane, og at lærlinge opfordres til at søge hjælp hos de faglige udvalg, så ændrer det ikke ved problemstillingen.

Tillad mig at sammenligne med forløbet, der fulgte, efter Sofie Linde kickstartede #MeToo-bølgen i 2020.

Dengang blev der sat fokus på seksuel chikane i mediebranchen, de politiske partier og slutteligt på hele vores arbejdsmarked.

Det førte blandt andet til en skærpelse af ligebehandlingsloven, hvor arbejdsgiverne blev pålagt at sikre et chikanefrit miljø.

I stedet for blot at henvise til myndighederne, valgte regeringen – med samme regeringsleder som i dag – at revidere lovgivningen, så hvorfor er reaktionen i dag anderledes?

Min analyse er, at især regeringen står med tre problemstillinger, som de ikke ved, hvordan de skal løse:

Første problem: Bevisbyrden
Lærlinge skal i dag bevise, at de ikke selv er skyld i ophævelsen af en uddannelsesaftale.

Jeg undres over, at en praktikpladsgodkendelse næsten kan gøres på et glat ansigt.

Peter Bøgh Kjærulff
Hr-leder, Wolff Svendsen

Kan lærlingen ikke det, mister han / hun sit uddannelsesforløb og indkomst.

Dette stammer fra en tid, hvor konflikterne primært handlede om løn eller fyringer – ikke om chikane eller krænkende adfærd.

Konsekvensen af det system er, at lærlinge, som oplever uønsket adfærd og ikke kan dokumentere det sort på hvidt, i dag står overladt til sig selv.

Tør regeringen rykke ved bevisbyrden, uden at det forskyder balancen i almindelige sager?

Andet problem: Tilsynet
I dag føres tilsynet med lærepladserne af de faglige udvalg og skolerne, men ressourcerne er begrænsede, og derfor opdages problemerne i praksis først, hvis en lærling rejser en sag mod sin arbejdsgiver.

Noget DRs dokumentar også tydeligt illustrerer.

De faglige udvalg står også for godkendelse af uddannelsessteder, hvilket i praksis ofte sker mere eller mindre administrativt.

Derfor lykkes det ikke for de faglige udvalg at frasortere de brodne kar.

Jeg ønsker ikke flere rigide regler for virksomhederne, men jeg undres over, at det kræver et tre ugers kursus at få en vognmandsgodkendelse, mens en praktikpladsgodkendelse næsten kan gøres på et glat ansigt.

Spørgsmålet er så, om regeringen vil øge kvaliteten af tilsynet, og om de har midlerne til det?

Tredje problem: Manglende kendskab til systemet
Min erfaring fortæller mig i hvert fald, at de færreste kender mekanismerne bag erhvervsuddannelser den dag, de for første gang tager sikkerhedsskoene på.

Tilbage står, hvorfor man i 2020 valgte at revidere systemet, men i dag er mere tilbageholdende.

Peter Bøgh Kjærulff
Hr-leder, Wolff Svendsen

Det er derfor, de ikke har kendskab til, hvor de kan henvende sig, hvis problemer opstår. Tror du måske, at en dengang 17-årig Mattias Tesfaye (S) kendte sine rettigheder til fulde, da han mødte op første dag hos sin læremester i 1998. Jeg tvivler. 

Når nu ministeren mener, at systemet er korrekt indrettet, undrer det mig, at ministeren ikke har sat gang i et arbejde for at klæde folkeskoleelever bedre på til, hvad det kræver at tage en ungdomsuddannelse – ud over et karaktergennemsnit, selvfølgelig.

Uanset hvor mange gange ministeren og arbejdsmarkedsparter understreger, at ingen skal acceptere krænkelser, ændrer det ikke ved, at lærlingen i praksis står alene med bevisbyrden og uden et effektivt tilsyn i ryggen.

Tilbage står, hvorfor man i 2020 valgte at revidere systemet, men i dag er mere tilbageholdende.

Strukturer med skyklapper på  

Tør man ikke tage det næste skridt og erkende, at systemet for lærlinge kræver en tilsvarende revision?

Diskussionen handler nemlig ikke kun om enkelte tilfælde af dårlig adfærd i byggebranchen, men om systemiske strukturer med skyklapper på. Hvis systemet ikke kan håndtere de situationer, hvor lærlinge udsættes for overgreb eller chikane, risikerer vi at svigte dem, vi som branche hungrer efter.

De unge snakker også sammen, og branchens historier vandrer også blandt dem. Så når vi spørger os selv, hvorfor vi ikke får flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, kan svaret måske være gemt i vores stive system og passivitet.

Jeg ved naturligvis ikke, hvad der sker bag de lukkede døre, men hverken branchen eller de unge er tjent med flere lukkede døre.

Så længe der ikke handles, undergraves de seriøse virksomheder og branchens omdømme af de brodne kar, samtidig med at de udsatte lærlinge fastholdes i et system, der ikke giver dem en reel udvej. Det er ingen tjent med.

Trods dokumentarens mulige stigmatisering af branchen, hvor de mange gode historier overskygges af de dårlige, bærer især de ansvarlige politikere ansvaret for, hvor vi står i dag.

Enten tager vi dette seriøst, eller også overlades branchens ry til de brodne kar.