Institutleder: Fremtidens dagtilbud skal være seriøst sjove

Af Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Torsdag 24. maj vedtog alle folketingets partier minus Enhedslisten ”Lov om ændring af dagtilbudsloven og lov om folkeskolen” (Styrket kvalitet i dagtilbud, øget fleksibilitet og frit valg for forældre).

Bag den lidt anonyme lovtitel gemmer sig en milepæl, hvis rækkevidde kan måles i årtier. Yderligere gemmer offentlighedens modtagelse af lovpakken på en misforståelse, som det er værd at imødegå for at forstå politikernes ønsker til pædagogernes arbejde med børnene rigtigt.

Rækkevidden først.

Lovrevisionen trækker tråde helt tilbage til tiden før årtusindeskiftet, hvor børns frie leg var idealet i sig selv, og børnenes egne naturlige indfald og lege var – ideelt set – omdrejningspunktet for en lykkelig hverdag i dagtilbud. Det er det, vi over en bred kam kalder for reformpædagogik.

Det blev der gjort markant op med i 2004 med ”Lov om pædagogiske læreplaner”. Leg og læring blev gjort til modsætninger – og læring kom først. Børnene skulle ikke bare hygge sig og lege i daginstitutionerne uden noget større formål. De skulle systematisk lære noget, og det skulle måles og dokumenteres, om de gjorde det.

I fremtiden skal pædagoger uddannes til at være eksperter i leg – eksperter i vejledt legepædagogik, hvor pædagogen tager udgangspunkt i barnets frie leg, aktivitet og perspektiv, også når pædagogen leger med eller stiller sig til rådighed med nysgerrighed, gode spørgsmål og krav.

Claus Holm
Institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Læring afhængig af legen
Parallelt med den udvikling har der kørt en debat om, hvorvidt det nu også var klogt. Spørgsmålet har været, hvor tidligt børns læring skulle sættes i system.

Kritikere af læreplanerne mente, at læreplanernes fokus på læring gjorde dagtilbuddene skoleagtige og truede det gode børne- og legeliv. Tilhængere mente, at læreplaner betød en mere struktureret tilgang til læring, der især kom udsatte børn til gode.

Fronten er med tiden blevet blødt op, og der er indgået kompromisser. I dag er der etableret både politisk enighed om og evidens for den legende tilgang til børns udvikling. Leg som tilgang til læring er opstået. Det hedder i dag for eksempel legende læring eller bredere formuleret ’legende samspil’.

Alt det er det nu lykkedes at samle sig om og samle op i lovændringen, der blev vedtaget 24. maj. Her er den legende tilgang – reformpædagogikkens tilgang – til læring og udvikling skrevet tydeligt ind. Læring er ikke skrevet ud, men gjort afhængig af legen.

I loven står blandt andet, at ”dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.”

Det er heromkring, at misforståelsen er opstået.

Lovændringen og forarbejdet er nemlig blevet udlagt som et opgør med læringsmålene fra 2004 – som den totale kursændring, hvor dagtilbuddene igen bliver små beskyttede oaser af ro, leg og lykke midt i en verden af febrilsk søgen efter læringsudbytte.

Det er en fejl, hvis man har den opfattelse af situationen, af loven og af den pædagogiske opgave anno 2018.

Større krav til pædagogerne
Faktisk har forventningerne til, hvad leg kan og skal fremme af andre formål end legen i sig selv, aldrig været så store som nu.

Med den nye lov bliver leg både set som en værdi i sig selv og som et middel til at fremme andre mål.

Så nullernes ”læring før leg” er ganske vist slået hjem. Men læring er fortsat et mål – ja, faktisk blot ét af flere, som skal fremmes.

Forventningen er nu, at leg fremmer hele fire forhold – trivsel, læring, udvikling og dannelse – for børn og ikke mindst udsatte børn.

Det betyder for det første, at det skal være sjovt at være i vuggestue eller børnehave. Det er nemlig legens præmis. Børn leger, så længe det er sjovt nok til, at legen er god. Børns leg ophører, hvis legen ud fra et børneperspektiv ikke er sjov (nok).

For det andet skal der være en mening med alt det sjove. Den pædagogiske opgave er ikke blot at gøre legen sjov og til en værdi i sig selv – det klarer børnene faktisk i stort omfang selv.

Opgaven for pædagogerne er at blive endnu skarpere på at tilrettelægge livet i institutionerne, så legene optimalt fremmer trivsel, læring, udvikling og dannelse. Vi kommer ikke alene til at tale om legende læring, men også legende trivsel, legende udvikling og legende dannelse.

Dermed bliver det vigtigt, at pædagoger kan fremme forskellige former for lege med forskellige formål.

Den rette "sjov-balance"
Med inspiration fra professor emeritus ved universitetet i Calgary Robert A. Stebbins kan man eksempelvis skelne mellem seriøse lege og spontane lege.

Seriøse lege er karakteriseret ved systematisk at forfølge en legeaktivitet, som er meningsfuld, interessant og tilfredsstillende for børn, når de gennem et vedholdende engagement i legen tilegner sig færdigheder, viden og den erfaring, der knytter sig til legeaktiviteten. Det kan for eksempel være sport og kappestridslege, hvor udøvelse selv på begynderniveau ofte er forbundet med både lyst og et krav om at udvikle sine kompetencer.

Spontane lege ’falder naturligt’, er umiddelbart realiserbare og tilfredsstillende. De giver en relativt kortvarig og umiddelbart glædesskabende legeaktivitet, der betyder, at børn kan udøve dem umiddelbart og uden at udvikle specielle færdigheder. Det kunne for eksempel være at plaske i vandpytter, lave sandkager i sandkassen, mærke suset i rutsjebanen eller dagdrømme i gyngen.

Forskellen mellem legeformerne er vigtige, selvom overgangene mellem dem er glidende. Og helt afgørende, så er begge former lystbetonede og sjove – også selvom nogle af legene og legestederne trækker læring med sig. Der er altså i dag konsensus om den legende tilgang til børns udvikling. Men det er stadig lige så vigtigt, at en leg ”bare” er sjov”. Børn er ret ligeglade med, hvad formålet med legen er, så længe den er sjov (nok).

Netop det med sjov – og modsætningen kedsomhed – er også en balance, som pædagogerne skal ramme. 

Legen skal være passende sjov. Bliver legen for sjov, kan det fjerne opmærksomheden fra læringsmålene.

Og omvendt – hvis læringsmålene dominerer for meget, så bliver det måske for kedeligt, og så ryger motivationen og lysten til at lege legen.

Opgaven for pædagogerne bliver dermed at fremme forskellige kombinationer af spontane og seriøse lege med den rette "sjov-balance". De seriøse lege kræver, at pædagogerne kan motivere til at fortsætte en leg, der måske kun bliver (rigtig) sjov, hvis børnene gennem anstrengelser og vedholdenhed overkommer forhindringer. Den type motivation kan også være vigtig for at bruge leg til at skabe større lighed.

Samlet set bliver den pædagogiske opgave mere krævende.

En krævende prøve for legeidealet
For det første i den forstand, at pædagoger i fremtiden skal uddannes til at være eksperter i leg – eksperter i vejledt legepædagogik, hvor pædagogen tager udgangspunkt i barnets frie leg, aktivitet og perspektiv, også når pædagogen leger med eller stiller sig til rådighed med nysgerrighed, gode spørgsmål og krav.

For det andet i den forstand, at den pædagogiske forskning skal bidrage med flere undersøgelser om, hvad børn opfatter som sjovt, der samtidig kan fremme bestemte former for udvikling og læring. Så der ligger store opgaver for pædagoger, pædagoguddannelserne og den pædagogiske forskning i forlængelse af den nye lov.

Med ”Lov om ændring af dagtilbudsloven” er et par årtiers bølgen frem og tilbage på kamppladsen om legens formål og berettigelse landet et fornuftigt sted. Men det er forkert at sige, at "opgøret med reformpædagogikken er sat på pause". Tværtimod er reformpædagogikkens legeideal sat på en krævende ny opgave.

Den ser vi frem til.