Debat

KEA-leder: Vi har brug for flere studerende på IT-uddannelserne

KLUMME: Der er mangel på IT-udviklere, men på trods af det er der begrænsninger på, hvor mange kvalificerede studerende, vi må optage, skriver Jesper Nordentoft, uddannelseschef, Københavns Erhvervsakademi, KEA.

Foto: Ritzau/Martin Lehmann
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Nordentoft
Uddannelseschef, Københavns Erhvervsakademi, KEA

Jeg læste for mange år siden Joseph Hellers fantastiske bog Catch 22.

Som uddannelseschef og i andre sammenhænge kan det nogle gange hjælpe lidt på humøret at tænke på denne fantastiske og meget morsomme bog.

Særligt husker jeg princippet om, at man kan blive hjemsendt fra krigen (Korea), hvis man er utilregnelig.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Men ethvert tilregneligt menneske vil jo søge om at blive hjemsendt fra en livsfarlig krig, så det er kun dem, der ikke søger om at blive hjemsendt, der kan blive hjemsendt, mens de, der søger om at blive hjemsendt, per definition ikke er utilregnelige og dermed ikke kan blive hjemsendt.

Hver dag får vi mange henvendelser fra virksomheder om praktikanter, studenterjobs og andre former for samarbejde på ”mine” fire IT-udviklingsuddannelser her på KEA – Datamatiker, Webudvikling, Softwareudvikling og den nyeste i IT-Sikkerhed.

Det er jo herligt, for det giver et godt input i forhold til fagligheden, og de studerende får et grundigt indtryk af, hvad det er for en virkelighed, de kommer ud i, når de bliver færdige med deres studie.

De mange henvendelser bekræfter også, at der er hårdt brug for IT-udviklere i det danske samfund. Det fremgår også af Erhvervsstyrelsens rapport om fremtidens IT-arbejdskraft, der forudser en mangel på op imod 19.000 IT-folk i 2030.

Selv oplever jeg det ved, at man ofte skal arbejde hårdt for at skaffe undervisere. I de seneste år har jeg været heldig at kunne rekruttere gode folk fra industrien og gøre dem til dygtige undervisere.

Tanken har været, at det var nemmere at lære dem at undervise end at give undervisere erfaring med IT-verdenen. De har nemlig den praksis med, som betyder så meget for erhvervsakademierne og de kompetencer, vores kandidater får.

Men kampen om medarbejdere er hård, og vi er oppe imod firmaer, der er villige til at betale særdeles høje lønninger. Så hvad gør en stakkels uddannelseschef? 

Man kan skære ned på antallet at undervisningslektioner, men det svarer til at save i grenen, man sidder på, og tænke ’det går nok’. 

Jeg har valgt en anden vej. 

Vi holder skarpt øje med dygtige studerende og tilbyder de bedst egnede at blive tutorer. Er de dygtige tutorer, tilbyder vi dem at blive timelærere ved siden af deres jobs i industrien.

Enkelte forsvinder, men som oftest får vi smittet dem med den farlige virus, der hedder undervisningitis.

De opdager, at det er fantastisk sjovt og givende at undervise, at se de studerendes ansigter lyse op, når pråsen går op for dem, eller være en vigtig brik i udfoldelsen af de exceptionelle talenter.  

Og hvad har det så med Joseph Hellers Catch 22 at gøre?

Jo, på trods af manglen på IT-udviklere, så er disse uddannelser dimensioneret. Der er simpelthen sat en grænse for, hvor mange kvalificerede studerende vi må optage.

Alle er enige om, at vi allerede mangler og i endnu højere grad kommer til at mangle IT-udviklere, men uddanne flere? Nej, det går ikke!

Ikke at jeg synes, at princippet bag dimensionering er forkert – erhvervsakademierne har en særlig forpligtigelse til at uddanne til jobs, og at uddannelserne er jobrelevante, men lige her, hvor IT og software er paradigmebærende for samfundet i samme grad, som dampmaskinerne var det under det industrielle gennembrud i slutningen af det 19. århundrede, forekommer det mig uforståeligt at begrænse antallet af studerende og dermed de kompetencer, som samfundet og virksomhederne har så hårdt brug for.

Godt, vi har nogle dygtige og engagerede studerende, som i nogle tilfælde også finder ud af, at det rent faktisk er super sjovt at undervise.

Dokumentation

TEMA – På besøg hos uddannelseslederne

De kommende måneder bringer vi på Altinget: uddannelse hver mandag morgen en klumme fra en leder på en uddannelsesinstitution.

Klummerne giver et indblik i dagligdagen på de enkelte uddannelser. Hvad fungerer, og hvad står i vejen for den gode undervisning, gode arbejdsdag eller gode ledelse?

De otte klummeskribenter kommer fra hele landet og er ledere på alt fra grundskolen til gymnasier og erhvervsskoler.  

Denne mandag er det Jesper Nordentoft, uddannelseschef på Københavns Erhvervsakademi, KEA, der skriver klummen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00