Lars Qvortrup: Frederiksen og Tesfaye udviser manglende respekt for forskningen

Forskere inden for digital pædagogik vil der blive lyttet mindre til end før, slog han fast. Naturligvis skal politik ikke ”baseres” på forskning, men hvis ikke politikerne lader sig informere af forskningen, er det betænkeligt. I så fald er politik alene et resultat af ideologiske forestillinger og mavefornemmelser.

Endnu mere betænkeligt er det imidlertid, at der anlægges et perspektiv baseret på frygt. Formlen er, at frygt skaber afmagt, og afmagt kalder på adfærdsregulering og forbud.

Som Christian Bennike skriver i sin aktuelle bog 'Engang troede vi på fremtiden', er der sket et skift fra optimisme til sortsyn. Ja, selv Svend Brinkmann, som i mange år har tordnet mod fremskridtet og anbefalet, at vi alle skiftede ja-hatten ud med en nej-hat, kan se at tidsånden har ændret sig.

I forhold til børn og unge kan man pege på tre eksempler: Coronakrisen, mistrivselsbølgen og nu kritikken af de digitale medier. Alle tre er de præget af frygt. I alle tilfælde anlægges der en sygdomsmetafor. Og for alle tres vedkommende er resultatet adfærdsregulering og forbud.

Hvad angår coronakrisen var det for så vidt forståeligt: Covid-19 var en pandemi, som vi ikke havde kendskab til. Derfor var reaktionen massive og øjeblikkelige børnehave- og skolelukninger begrundet i frygt.

Hvis blot frygten er stor nok, er der ikke grænser for, hvad staten kan blande sig i

Lars Qvortrup

Pludselig var børne- og ungdomslivet præget af regulering og forbud, som mange unge paradoksalt nok håndterede ved hjælp af digitale medier.

Problemet er, at det ikke alene skabte en stemning af sygdomsrelateret frygt blandt de unge, men at det også viste sig at være en effektiv politisk styringsmekanisme. Hvis blot frygten er stor nok, er der ikke grænser for, hvad staten kan blande sig i.

Denne fortælling genfandt man i mistrivselsdebatten, som kulminerede under valgkampen i 2022: Det fremstod hurtigt som en fastslået kendsgerning, at cirka halvdelen af alle børn og unge var udsat for mistrivsel.

Konsekvensen var, at mange unge oplever sig som skrøbelige og sårbare. Og når man selv er hjælpeløs, beder man om diagnoser og hjælp udefra.

Det er denne fortælling, der nu er genopstået i forhold til de digitale medier. Smartphonen er smittefarlig og skal låses inde. Kigger man på skærmen, er man fortabt.

Ikke mindst børn og unge er i farezonen, og derfor må vi – de voksne i almindelighed og staten i særdeleshed – passe på dem med forbud og adfærdsregulering.

Heroverfor står en pædagogik, der orienterer sig mod handlekompetencer. Vi skal tage udgangspunkt i de unges brug af smartphones, der, som blandt andet VIVE har slået fast, både bruges til at hente viden, til at skabe og opretholde sociale fællesskaber, til sjov og underholdning – men som også kan være stressende og afhængighedsskabende.

Vi skal sammen med dem blive enige om, hvordan man bruger smartphones på en fornuftig måde, og hvornår man skal lægge dem til side, ja, eventuelt slukke dem, så de ikke distraherer.

Vi skal bruge dem i undervisningen, når det giver mening, fordi det er kompetenceskabende at kende de digitale hjælpemidler og deres begrænsninger.

Vi skal prioritere teknologiforståelse, enten som et element i andre fag eller som et selvstændigt fag, for at få et nuanceret og kompetent forhold til fordele og ulemper, og for at udvikle digital dannelse. Og alt dette skal naturligvis suppleres med, at man adfærdsregulerer de store digitale udbydere.

Børn og unge bliver ikke sikre i trafikken, hvis man forbyder dem at gå over vejen. Men samtidig med at vi hjælpe dem med at blive trafikkompetente, skal vi naturligvis lave fartregulering på skolevejen. Det samme gælder for de digitale medier.

Drop sygdoms-, frygt- og forbudsfortællingen. Sæt fokus på at udvikle digitale kompetencer sammen med alle de andre sociale og faglige kompetencer, børn og unge skal have, hvis de skal begå sig i et samfund, der med garanti ikke er blevet mindre digitalt, når de forlader skolen.