Lars Qvortrup takker af efter 49 år: Vi er ikke gode nok til at vise den nytte, vi bidrager med som forskere

Nysgerrig uenighed

Mange af mine bøger er blevet til i et samarbejde med akademiske kolleger.

Et stort projekt fra omkring årtusindskiftet om Virtual Reality var baseret på et fællesskab af ingeniører, dataloger, sprogforskere, semiotikere og dramaturger. Sammen udviklede vi virtual reality scenografier med fascinerende scenerum og intelligente avatarer i et fantastisk laboratorium på Aalborg Universitet. Resultatet var blandt andet en serie på fire bøger på Springer Publishers i London med fællestitlen "Virtual Inhabited 3D Worlds".

Senest – i 2022 – redigerede jeg sammen med en kollega på DPU bogen 'Kausalitet og effektfuldhed'. Den blev til i et to-årigt forløb med en gruppe ældre og yngre kolleger. Sammen dykkede vi ned i et mysterium: Hvad er kausalitet, eller måske rettere: Hvordan iagttager vi det, vi kalder kausalitet, og hvordan omsættes kausalitet til statistiske formler, der sikrer, at når vi taler om kausalitet, gør vi det med så høj en grad af sikkerhed som muligt?

Tænk, at kausalitet i en idehistorisk belysning har betydet vidt forskellige ting, og at den mekaniske forestilling om årsag og virkning for længst er lagt bagude.

I disse og i masser af andre bøger gentager historien sig fra mit fællesskab med studerende på Aalborg Universitet, nemlig at grundlaget for det akademiske liv er nysgerrig uenighed. Derfor lyder min anden anbefaling: Understøt de akademiske fællesskaber. Det er dem, der har været grundelementet i mit lange, videnskabelige liv.

Det må vi sørge for på og på tværs af vores institutter og afdelinger, sammen med de ph.d.-studerende, som alt for ofte arbejder alene, og når vi skriver bøger og artikler.

Ja-hatten er, med Svend Brinkmanns ord, blevet udskiftet med en nej-hat

Lars Qvortrup
Professor emeritus, DPU

Fra professorvælde til resultatkontrakter

En tredje, grundlæggende erfaring er, at verden forandrer sig.

Da jeg startede min akademiske karriere, poppede universiteterne op som paddehatte: Odense Universitet i 1964, RUC i 1972 og Aalborg Universitet i 1974. Andelen af en ungdomsårgang, der starter på en lang, videregående uddannelse er blevet mangedoblet. Forskningsbudgetterne er steget – ikke mindst indtægterne fra eksterne midler.

I kølvandet af denne vækst er der sket afgørende forandringer i måden, universiteterne ledes og styres på. I mine 49 år har jeg oplevet en overgang fra professorvælde til rundkredsdemokrati i 1970, som var meget sympatisk, men også umådelig ineffektivt og, undertiden, inkompetent, til den nuværende enstrengede styringsmodel, der baserer sig på resultatkontrakter med inspiration fra New Public Management.

Højdepunktet, både på godt og ondt, var nok Globaliseringsrådet, der blev nedsat i 2005 med den opgave at "rådgive regeringen om en samlet strategi, som skal ruste Danmark til at blive et førende vækst-, viden- og iværksættersamfund”.

Rådet samlede fremtrædende repræsentanter fra regeringen med fagforeninger, erhvervsorganisationer og personer fra uddannelses- og forskningsverdenen. Det bidrog i høj grad til forestillingerne om et videnssamfund, samtidig med at det styrkede en NPM-orienteret styring af universiteterne og skabte grundlag for de omfattende fusioner i 2007.

Her blev 12 universitetsinstitutioner og 13 sektorforskningsinstitutioner reduceret til 11 institutioner ud fra en såkaldt "win-win" idé om, at sektorforskningsinstitutionerne blev styrket ved at blive fusioneret ind på universiteterne, samtidig med at universiteternes kontakt til den praktiske omverden af samme årsag voksede – elfenbenstårnet skulle åbne sig.

I dag må man gnide sig i øjnene: Tænk, at der for mindre end 20 år siden var enighed blandt politikere, fagforeninger og erhvervsorganisationer om, at forskning og uddannelse var nøglen til succes og skulle styrkes på alle tænkelige måder.

I dag, hvor kandidatuddannelser forkortes, optaget til lange videregående uddannelser reduceres i de store byer, og hvor der generelt hersker en mistro til, at forskning og uddannelse er et ubetinget gode, fristes man til at tilslutte sig den tyske sociolog Andreas Reckwitzs tidsdiagnose om "illusionernes undergang". Reformer udfordres af reaktion, ja-hatten er, med Svend Brinkmanns ord, blevet udskiftet med en nej-hat.

Hele denne historie har lært mig, at vi naturligvis gerne vil have væksten og fremgangen, men at vi også er nødt til at arbejde med hensigtsmæssige styringsparadigmer og demonstrere, at vi lever op til meget forståelige relevans-forventninger.

Jeg er bange for, at vi ikke har været gode nok til at forvalte fremgangen og demonstrere, at den gør gavn og skaber glæde. Derfor oplever vi i dag en kombineret rationalitets- og legitimitetskrise: Vi lever ikke altid op til de opskruede forventninger om at levere viden, der kan bruges. Derfor falder den samfundsmæssige og politiske opbakning.

Resultatet er udflytninger af uddannelser, offentlige spørgsmålstegn ved om væksten i lange, videregående uddannelser kan fortsætte og en stigende brug af private konsulentvirksomheder, når der skal leveres viden og evalueringer.

Derfor er den tredje konklusion, at vi skal gøre os umage med at vise, at vi som skattefinansierede forskere gør nytte, skaber glæde og gør os alle klogere. Vi har efter min mening i dag brug for en ny kontrakt mellem politik, samfund og videnskab.

Naturligvis skal vi være effektive og gøre nytte, men det må aldrig overskygge, at kernen i det akademiske liv er at skabe ny viden og stille nye spørgsmål

Lars Qvortrup
Professor emeritus, DPU

Videnskabelig nysgerrighed

I forbindelse med lanceringen af bogen om moderne videnskab 'Når vi ikke længere forstår verden' udtalte den chilenske forfatter og videnskabshistoriker Benjamin Labatut sidste år til Politiken, at "videnskabsfolk er forelsket i mysterier, og hver gang de opklarer et mysterium, opdager de endnu flere! Pointen er, at videnskaben ikke er i færd med at fjerne verdens mysterier og undere; det er det modsatte, der sker!"

Han er med andre ord kritisk over for den tyske sociolog Max Webers klassiske teori om affortryllelse. Labatut fortsætter: "Hvis man fordyber sig fuldstændigt i videnskabens verden, vil man opdage en endeløs strøm af spørgsmål. De mysterier, videnskaben opdager, er som regel større end de gåder, den besvarer."

Vi kan strømline arbejdet på universiteterne. Vi kan øge antallet af videnskabelige artikler. Vi kan effektivisere uddannelserne. Vi kan konkurrere, søge om eksterne bevillinger og undgå unødigt bureaukrati. Men der er også grænser for, hvor langt vi kan gå, før effekten er kontraproduktiv.

Naturligvis skal vi være effektive og gøre nytte, men det må aldrig overskygge, at kernen i det akademiske liv er at skabe ny viden og stille nye spørgsmål. Det gør man ifølge mine erfaringer sammen med andre, ikke mindst sammen med den imaginære læser, som man gerne vil forstå og erkende noget sammen med.

Ikke alene skal man erkende noget, man skal erkende noget på en sådan måde, at den imaginære anden, som man skriver bogen til og sammen med, kan nikke og sige: Ja, sådan må det hænge sammen. Derfor vil jeg fortsætte min karriere med at skrive bøger og tilfredsstille min nysgerrighed; nu med god samvittighed, for gennem 49 år har jeg sparet pension sammen til fuldstændig frit at udforske alt det, jeg ikke var klar over, at jeg ikke vidste – og forhåbentlig dele denne viden med andre.

Dette er derfor min fjerde og vigtigste anbefaling: Giv forskerne mulighed for at dyrke den videnskabelige nysgerrighed – også selv om de endnu ikke er gået på pension.