Debat

LOS: Nye socialpædagoger bliver ikke klædt på til at møde kompleks praksis

DEBAT: Vi er nødt til at styrke den socialpædagogiske uddannelse, hvis vi skal stå på mål for en høj faglighed, der matcher det behandlingsbehov, som borgerne har brug for, mener LOS.

Laust Westtoft fra LOS opfordrer til, at der holdes fokus på et bedre samspil mellem praksis og de akademiske kompetencer i socialpædagoguddannelsen.
Laust Westtoft fra LOS opfordrer til, at der holdes fokus på et bedre samspil mellem praksis og de akademiske kompetencer i socialpædagoguddannelsen.Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laust Westtoft
Strategisk og politisk chef, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Socialpædagogerne, LOS, Socialt Lederforum, og Fadd har i samarbejde med Epinion netop gennemført en undersøgelse blandt ledere på sociale tilbud med det formål at styrke den socialpædagogiske uddannelse. 

Undersøgelsens resultater taler for sig selv, og det står bøjet i neon, at vi er nødt til at opprioritere styrkelsen af den socialpædagogiske uddannelse, hvis vi skal kunne stå på mål for en høj faglighed, der matcher virkeligheden, og det behandlingsbehov, borgerne har brug for.

Det specialiserede socialområde har mere end nogensinde brug for at kunne rekruttere og fastholde højt specialiserede pædagogiske kompetencer. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egne holdninger.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Støttebehovet blandt borgerne på de sociale tilbud er større, og ofte ser vi, at kommunerne enten sætter for sent ind med en anbringelse eller den rette behandlingsindsats på det rette tidspunkt. 

Det stiller nye og øgede krav til personalet. På de sociale tilbud er en af kerneopgaverne i dag dialogen med kommunerne, og der er fortsat nye krav til dokumentation og flere formelle lovkrav. 

Det er på samme tid prisværdigt og paradoksalt, at de enkelte sociale tilbud tager et socialt ansvar og efteruddanner nyuddannet personale.

Laust Westtoft
Strategisk og politisk chef, LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Det fordrer, at socialpædagogen generelt set opnår en større forståelse for – og indsigt i offentlig forvaltning.

Uddannes til efteruddannelse
I LOS oplever vi endvidere, at mange tendenser fra virkeligheden presser sig på i de sociale tilbud og stiller øgede krav til personalet. Flere borgere modarbejder behandlingsindsatsen, og der er stigende udfordringer med hensyn til misbrug, vold og overgreb blandt borgerne og personalet. 

Derfor har socialpædagogerne et behov for et større kendskab til for eksempel voksenansvarsloven, forebyggelse af magtanvendelser og konfliktnedtrapning.

Samtidig byder virkeligheden på helt andre problemstillinger, der fordrer indsigt, og som også skal håndteres i den socialpædagogiske praksis blandt andet seksuelt bekymrende adfærd, en stigende udfordring med kropsidealer, der medfører motionsdoping, ulovlige slankeprodukter og misbrug, radikalisering og gråzoneprostitution.

Desværre ser vi i stigende grad, at nyuddannede pædagoger bliver uddannet til eftervidereuddannelse, og de først efter endt uddannelse kan tone deres uddannelse i den retning, der er brug for. 

De nyuddannede socialpædagoger er ganske enkelt ikke klædt på til at møde den komplekse praksis, som de træder ind i. Flere af vores medlemsvirksomheder har oprettet selvstændige uddannelsesenheder, som tilvejebringer de nødvendige kompetencer blandt det socialpædagogiske personale. 

Det er på samme tid prisværdigt og paradoksalt, at de enkelte sociale tilbud tager et socialt ansvar og efteruddanner nyuddannet personale, men det er i selv et vidnesbyrd på, at vi er nødt til at justere det socialpædagogiske professionsideal.

Akademisering er ikke lig med kvalitetssikring
LOS opfordrer til, at der holdes fokus på et bedre samspil mellem praksis og de akademiske kompetencer i socialpædagoguddannelsen.

Det er et styrket samspil mellem studie og praksis gennem for eksempel trainee- eller uddannelsesstillinger, hvor den studerende møder virkeligheden og ikke mindst borgeren, som til enhver tid bør være i centrum for det socialpædagogiske professionsideal.

LOS vil på det kraftigste anmode om et politisk fokus fra centralt hold til at opprioritere ressourcerne til uddannelse og efteruddannelse af nogle af velfærdssamfundets væsentligste nøglemedarbejdere, så vi kan løfte velfærdsopgaven med at tage os af de svageste borgere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00