Rektor: Man smadrer vigtige værdier, hvis man tvangsflytter elever

DEBAT: Gymnasierne er selvejende institutioner, der prioriterer og sammensætter indholdet forskelligt. Men hvis man tvangsflytter eleverne, fjerner man incitamentet til at udbyde den bedst mulige ungdomsuddannelse, mener rektor.

Jens Boe Nielsen
Rektor Nørre Gymnasium

Rektor Mette Trangbæk fra Greve Gymnasium gør i en artikel i Altinget opmærksom på, at politikerne bør fokusere på, hvad det er, man gør godt på de gymnasier, hvor elevfordelingen er for eksempel 80 procent etnisk danske elever og 20 procent etnisk fremmede.

I deres iver for at løse ”problemerne” med for mange tosprogede elever og for få danske elever på nogle få gymnasier, for eksempel ved at tvangsflytte elever eller ved at lave distrikter, risikerer politikerne at smadre vigtige værdier i ungdomsuddannelserne. Og risikoen er, at det ikke virker.

Problemet er nok etnisk, men især adfærdsmæssigt. For det gælder både danske elever og etnisk fremmede, at nogle af dem kommer med svage faglige og kulturelle forudsætninger, med en utilstrækkelig arbejdsmoral og dermed en manglende lyst til at yde det nødvendige for at blive en del af kulturen og den faglige ambition.

Og sjovt nok finder de dygtige og motiverede gerne sammen, ligesom de udygtige og umotiverede ofte finder sammen og dyrker deres fælles udgangspunkt.

Tvangsflytning virker ikke efter hensigten
På gymnasierne, hvor antallet af motiverede elever er i overtal, sker der i bedste fald det, at de mindre dygtige faktisk bliver motiveret af de andre. For rigtig mange svage elever (og herunder rigtig mange med anden etnisk herkomst) ønsker faktisk at blive dygtigere.

I værste fald ”drukner” de forudsætningssvage i mængden af dygtige elever, og enten ryger de ud undervejs eller også slæber de sig igennem med en ringe studentereksamen. Cirka 15 procent af alle elever, som ved indgangen er erklæret parate til at tage en studentereksamen kommer alligevel aldrig igennem.

På gymnasier, hvor de fagligt og kulturelt svage er i overtal, er det selvsagt særlig vanskeligt at skabe det vigtige motiverende og fagligt udviklende miljø.

Distriktsdannelser, tvangsflytninger og påtvunget reduktion af enkelte gymnasiers kapacitet (så eleverne af den grund tvinges over på ellers underansøgte gymnasier) risikerer imidlertid at ødelægge vigtige værdier på gymnasierne.

En studentereksamen er naturligvis en studentereksamen – uanset hvor den tages fra. Undervisningen og de faglige krav er som udgangspunkt de samme, uanset hvilket gymnasium man går på. Men gymnasierne adskiller sig alligevel på mange felter.

Det kan være forskelle i udbud og oprettelse af fag: Nogle har særlig vægt på idræt, andre på musik, nogle har studieretninger med klassiske sprog, nogle har fransk, andre ikke, nogle lægger vægt på, at studierejserne er udvekslingsrejser, andre gør ikke, nogle har særlige talentaktiviteter, nogle deltager i mange faglige konkurrencer og så videre.

Så selv om man kan få de gængse studieretninger på alle gymnasier, er der store variationer i forhold til, hvad de enkelte gymnasier udbyder.

Forskellige profiler
Især er der store forskelle på, hvad gymnasierne udbyder af frivillige aktiviteter: kor, bigband, musical, frivillig idræt, frivillig billedkunst, Operation Dagsværk, elevdemokratiet og så videre. Disse ting understøttes på meget forskellige måder på de forskellige gymnasier og skaber derved også meget forskellige kulturer.

Når unge vælger gymnasium (hvor der er flere at vælge imellem), betyder afstanden til gymnasiet meget, men stemningen, kulturen og aktiviteterne på gymnasiet har også en særlig vægt.

Dermed har de enkelte gymnasier også deres helt egne profiler og tiltrækker naturligvis elever, som gerne vil være en del heraf.

Hvis eleverne ikke længere får denne mulighed, udviskes disse profiler. Og allerværst: Gymnasierne har ikke incitamenter til at arbejde for at styrke netop disse særlige kendetegn. Afskaffer vi disse særlige, attraktive tiltag på gymnasierne, gør vi dem til samme surdej.

Laveste fællesnævner
Hvorfor bruge krudt på at dyrke en særlig kultur, hvis politikerne i virkeligheden synes, at det skal være lige meget, hvilket gymnasium man går på?

Rigtig mange ressourcer går til at skabe disse attraktive og dannelsesskabende tilbud på gymnasierne. Men skal vi alle udbyde præcis det samme, og er disse aktiviteter helt ligegyldige, så bliver det nemt med laveste fællesnævner. Ingenting.

Politikerne skal gøre to ting for at udbedre situationen. De må sørge for at harmonisere den samlede kapacitet med behovet og søgningen. Der er for mange ledige pladser på gymnasierne især i Region Hovedstaden. Det betyder, at man må overveje at lukke et eller to udbud, som der reelt ikke er behov for.

Det andet er, at man må hjælpe de gymnasier, som har en skæv fordeling af elever, så de bliver attraktive for ressourcestærke og motiverede elever. I dag får en række gymnasier med mange ressourcesvage elever et socialt taxameter. Det bruges naturligvis til at understøtte netop de ressourcesvage.

Og det er godt og nødvendigt. Men der er behov for at disse skoler også får midler til at investere i en kultur, som gør dem attraktive, så de tiltrækker de elever, som faktisk bor i deres nærområde, og som vil være en gevinst for gymnasiets kultur. Og vi taler om, at højst 10 gymnasier ud af cirka 125 skal have tilført ekstra midler i en periode, så de får skabt et andet ry.

Forrige artikel Rektor om etnisk elevsammensætning: Fokuser på det, der virker Rektor om etnisk elevsammensætning: Fokuser på det, der virker Næste artikel BUPL og DSE: Lad pædagoger hjælpe med den svære seksualundervisning BUPL og DSE: Lad pædagoger hjælpe med den svære seksualundervisning