Rektor: Politikerne sætter grundlaget for en fornuftig samfundsudvikling på spil

Af Sven Gaardbo
Rektor, Rønde Gymnasium

Det er til enhver tid politikernes privilegium – og opgave – at fordele de midler, samfundet har til rådighed i vores fælles pengekasse.

Vi stemmer de politikere ind, som vi mener bredest muligt vil varetage de holdninger, som hver enkelt af os har.

Derfor har det politiske flertal ret. I al fald ret til at disponere og prioritere.

Vi skal diskutere NPM-paradigmet
Det er af samme grund helt legitimt, at et flertal i Folketinget med vælgerne i ryggen beslutter, at skattelettelser og afgiftsnedsættelser har højere prioritet end midler til fordeling blandt de mange grene af institutioner, der er afhængige af det offentliges tilskud.

Der skal derfor ikke lyde beklagelse herfra over, at vores demokrati fungerer. Ej heller over, at jeg som rektor på et offentligt gymnasium er underlagt de styringsmekanismer, som et politisk system nødvendigvis består af.

Vi leverer selvfølgelig varen. Det skal vi jo. Men politikerne skal være klar over, at det nu er metal mod metal.

Sven Gaardbo
Rektor, Rønde Gymnasium

Det er imidlertid helt nødvendigt nu at diskutere det New Public Management-paradigme, som siden 90’erne har været styrende for landets finanspolitik. Som før er indgangen ikke at anfægte, at offentlige institutioner skal overveje ganske nøje, hvordan de fælles midler forvaltes.

På gymnasieområdet har det betydet to procent mindre årligt i finansårene 2016-19, hertil en finansiering af EUD-sektoren i 2017 på 3,7 procent, i alt en reduktion af midlerne på lidt mere end 11,5 procent. Altså en niendedel af bevillingerne fjernet, uden aktivitetsnedgang.

På et gymnasium er omkring 80 procent af udgifterne lagt i løn til medarbejderne, og da bygningsdrift, inventar, almindelig drift med videre aldrig har været kørt med løs hånd, betyder det, at stort set hele besparelsen skal findes på lønbudgettet.

Usikkerhed om lærernes ansættelse
På Rønde Gymnasium har det betydet nedsættelse af lærernes forberedelsestid med 20 minutter per modul (1½ time) og fem procent mindre tid til at rette skriftlige opgaver. Hertil kommer mindre vikardækning, lavere efteruddannelseskvote, færre fælles møder til pædagogisk udviklingsarbejde.

Man kan godt anskue de enkelte dele og tænke, at det jo nok skal gå, men man skal ikke undervurdere betydningen af det begrænsede bevægelsesrum for den enkelte lærer, forstærket af usikkerhed om ens ansættelse.

På de årlige budgetmøder bliver vedligeholdelsesprojekter udskudt. Det er jo ikke noget, skolen falder sammen af, men det er heller ikke noget, den bliver stående af.

Ligesom på andre offentlige områder – sygehuse, politi, daginstitutioner, folkeskoler – er der tilsyneladende i det politiske miljø en opfattelse af, at kvaliteten ikke hænger sammen med størrelsen på bevillingerne.

Der er da også den sandhed i det synspunkt, at kvalitet og bevilling ikke hænger sammen krone for krone, og at de enkelte bevillinger er historiske og ikke naturgivne.

Det er dog også indlysende, at man ikke kan opretholde et aktivitetsniveau i en sektor, der er båret af personaleressourcer, med så markante besparelser.

Samfundets udvikling er sat på spil
Der er et politisk ønske om mere elev-lærer-kontakt. Der er også en forventning i tiden om, at vi kan være mere omkring en støt voksende gruppe af elever, der har personlige udfordringer.

Der er krav om højere tal for gennemførsel, for hævelse af laveste karakterer, for hævelse af andelen af unge, der (hurtigt) kommer i gang med en videregående uddannelse. Alt sammen noget, der kræver personale, med engagement og indsigt.

I mine øjne er vi ved at sætte grundlaget for en fornuftig udvikling i samfundet på spil.

De unge bliver pressede og reagerer med resignation og psykiske følgevirkninger. Systemet, som skal gøre dem parat til at træde ind i arbejdsstyrken, bliver presset til at forringe ydelsen og dermed også den støtte, de forventes at give.

Det hele for at få skattelettelser og billigere biler.

Vi leverer selvfølgelig varen. Det skal vi jo. Men politikerne skal være klar over, at det nu er metal mod metal.

Det er stadig helt legitimt at foretage den prioritering. Men politikerne skal stå ved den beslutning med alt, hvad den indebærer.