Debat

SkillsDenmark: Vi bør afskaffe begrebet "erhvervsuddannelse"

Der er behov for et opgør med den måde, vi fortæller om erhvervsuddannelserne på. Vi bør helt afskaffe begrebet "erhvervsuddannelse" og kun tale om at blive udlært i et bestemt fag, skriver Søren Heisel og Michael Boas Pedersen.

Det er vigtigt at vise fagene frem, så de unge kan visualisere deres fremtid i dem, skriver Søren Heisel og Michael Boas Pedersen. 
Det er vigtigt at vise fagene frem, så de unge kan visualisere deres fremtid i dem, skriver Søren Heisel og Michael Boas Pedersen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark mangler kloge faglærte hænder nu – og især i fremtiden. Det er efterhånden slået fast i utallige analyser og fremskrivninger.

Hvis Danmark skal have vækst i økonomien, og den grønne omstilling skal gennemføres, så kræver det, at vi uddanner op imod 100.000 flere faglærte over de kommende år.

Det er der enighed om blandt både arbejdsgivere, lønmodtagere og regering. Hvis vi kan overføre den enighed til en samlet indsats for at løse udfordringerne, har vi også en chance.

Men det kræver, at vi gør op med en række forældede dogmer og skaber mere stolthed om de enkelte fag. Det kræver, at vi begynder at tale om erhvervsuddannelserne på en ny måde.

Vi skal vise job, identitet og karriere frem for de unge, i stedet for at tale om at ”tage en erhvervsuddannelse.” 

Søren Heisel og Michael Boas Pedersen
Hhv. formand og næstformand, SkillsDenmark

Ny fortælling om erhvervsuddannelserne
Det spændende ved en erhvervsuddannelse er, at de er en læreplads med et attraktivt job for enden med gode videreuddannelsesmuligheder og grundlag for at skabe sin egen virksomhed.

Ikke blot en ungdomsuddannelse. Og det skal vi være bedre til at fortælle og vise de unge.

Vi skal vise job, identitet og karriere frem for de unge i stedet for at tale om at "tage en erhvervsuddannelse".

Der findes ingen unge, der drømmer om "at tage en erhvervsuddannelse". Men der findes unge, der drømmer om at blive tømrer, elektriker, kok, frisør, social- og sundhedsassistent eller snedker.

Derfor er der behov for et opgør med den måde, vi fortæller om erhvervsuddannelserne på i dag. Faktisk burde vi afskaffe begrebet "erhvervsuddannelse" og kun tale om at blive udlært i et bestemt fag. 

Selvfølgelig er der stadig brug for de dygtige erhvervsskoler og faglærere, vi har i Danmark. Og selvfølgelig er den teoretiske undervisning afgørende for at sikre, at et svendebrev er lig med de rette kompetencer.

Vi har fremragende og professionelle erhvervsskoler i Danmark. Men det er bare ikke dét, der sælger en erhvervsuddannelse. Det er ikke dét at gå på en erhvervsskole, der får de unge til at vælge den faglærte vej frem for gymnasiet.

Det er jobbet for enden af uddannelsen: Det er identiteten som elektriker, flymekaniker eller landmand.

Det er ikke dét at gå på en erhvervsskole, der får de unge til at vælge den faglærte vej frem for gymnasiet. Det er jobbet for enden af uddannelsen.

Søren Heisel og Michael Boas Pedersen
Hhv. formand og næstformand, SkillsDenmark

Vi skal ikke tale om hoved- og grundforløb
I SkillsDenmark har vi fokus på at vise fagene frem. Og gennem Danmarksmesterskaberne og vores Skills-landshold viser de dygtigste lærlinge og unge faglærte stolt deres fag og faglige kunnen frem for andre unge.

Det virker, fordi det skaber billeder hos den enkelte. Pludselig kan man se en industritekniker for sig, og man kan huske, at VVS’eren arbejder med grønne løsninger, når man har set og mærket faget.

Derfor arbejder vi også på at komme endnu længere ud med vores Skills-aktiviteter, og vi lancerer inden længe en onlineversion af det store 'DM i Skills', hvor vi i mindre grad taler om skolebænken, men derimod om den identitet, det giver at være udlært i et bestemt fag. Og vi vil gerne invitere både arbejdsgivere, lønmodtagere og regeringen til at være med.

Fordi det er afgørende, at vi bliver bedre til at tale liv og job end grundforløb og hovedforløb, når vi skal få flere unge til at interessere sig i at blive faglært i fremtiden. Fordi det er det, der virker.

Vi skaber interesse, når vi viser, hvad det enkelte fag kan. Når vi viser, at en struktør er med til at bygge broen over Femern Bælt og giver plads til stoltheden, så har vi en chance for at få flere unge til at interessere sig for faget. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Heisel

Forbundssekretær, 3F, formand, SkillsDenmark
Tømrer (1984)

Michael Boas Pedersen

Chefkonsulent, Dansk Industri, næstformand, SkillsDenmark
cand.mag. i historie og medievidenskab (Aarhus Uni. 2001), cand.mag. i samfundsfag (SDU 2007)

0:000:00