Debat: Ikke alle lærere er rustet til at inkludere børn i idrætsfaget

Af Bjørn Friis Neerfeldt og Søren Smedegaard
Henholdsvis generalsekretær i Dansk Skoleidræt og centerkoordinator i FIIBL (Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring)

Idræt er grundskolens tredjestørste fag og et fag, som går igen på alle klassetrin. Det betyder, at alle elever i deres skoletid møder idrætsfaget med alle dets muligheder for bevægelsesaktiviteter og -udfoldelser.

Det er dog ikke alle elever, som oplever at have lige adgang til og mulighed for deltagelse i idræt. Nogle elever er udfordrede af fysiske funktionsnedsættelser, kognitive udfordringer eller andre særlig behov.

Idrætslærerne står med den bundne opgave, at idrætsundervisningen skal tilrettelægges, så alle elever − uanset forudsætninger − kan deltage og bliver inkluderet. Men det er sværere sagt end gjort, og lærerne giver ofte udtryk for, at det ikke er en opgave, der er klare retningslinjer og arbejdsgange til at håndtere. Det kan skyldes manglende dialog med forældre og uafklarede forventninger til elevens deltagelse. Men det kan også have baggrund i lærerens egne manglende erfaring og viden på området.

Et forpligtende fællesskab
Selvom de bedste intentioner er til stede, er det de færreste lærere, der har erfaring med at inkludere elever med handicap i idrætsundervisningen. Det kræver en særlig viden, og at der tages individuelle hensyn til den pågældende elev. Det arbejde har Dansk Skoleidræt og FIIBL (Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring) med hvert deres projekt støttet af Undervisningsministeriet nu givet lærerne en hjælpende hånd til.

Det betyder, at der samlet set nu findes en række gennemarbejdede materialer, vejledninger, læringsmoduler og konkret inspiration til, hvordan man kan understøtte alle elevers deltagelse i idræt. Derfor skal det netop påbegyndte skoleår meget gerne markere en ny æra for børn med handicap og deres oplevelse af idrætsfaget. Dermed skulle elevers fritagelse fra idrætsfaget gerne være en saga blot, og det er der mange gode grunde til.

Selvom de bedste intentioner er til stede, er det de færreste lærere, der har erfaring med at inkludere elever med handicap i idrætsundervisningen. Det kræver en særlig viden, og at der tages individuelle hensyn til den pågældende elev.

Bjørn Friis Neerfeldt og Søren Smedegaard
Henholdsvis generalsekretær, Dansk Skoleidræt, og centerkoordinator, FIIBL

I 1994 tilsluttede Danmark sig Salamanca-erklæringen, der betoner, at alle elever har krav på at blive integreret i fællesskabet – og den erklæring er absolut lige så forpligtende og vigtig i dag, som den var for 25 år siden.

Hertil kommer ordlyden fra skolereformen fra 2014 om, at ”alle elever skal blive så dygtige, de kan, og alle elever skal trives”. I de nedskrevne formål for idrætsfaget står der blandt andet, at eleverne skal ”udvikle forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab”. Det eneste sted i rækken af fag, hvor det forpligtende fællesskab eksplicit er fremhævet, er i idrætsfagets formalia.

Det er ikke tilfældigt, for idrætsfaget tilbyder en arena i skoledagen, hvor leg og bevægelse under de rette omstændigheder blandt andet bidrager til at styrke elevernes sociale relationer og oplevelsen af fællesskab.  

Grundlægger gode bevægelsesvaner
Udfordringen med at få alle børn med i idrætsfaget er kun blevet mere aktuel og har fået yderligere opmærksomhed med Undervisningsministeriets skærpelse af lov om optag på ungdomsuddannelse. En skærpelse, som betyder, at alle elever i 9. klasse skal aflægge samtlige syv obligatoriske prøver, herunder idræt, hvis det bliver udtrukket, for at sikre optagelse på en ungdomsuddannelse. Den opgave skal løses, uden at det koster for meget af lærernes knappe forberedelsestid. Og det er netop her, Dansk Skoleidræt og FIIBL’s nye materialer kommer på banen.

Det er af vigtig samfundsmæssig betydning, at vi får løst problemstillingen. Vi skal undgå, at elever unødigt fritages fra idræt, men tværtimod får de oplevelser og kompetencer, som faget giver. Positive fællesoplevelser med bevægelse i barndommen giver mod på mere og grundlægger gode vaner for resten af livet − og det gælder selvfølgelig også for elever med handicap.