Social mobilitet i Danmark og USA – hvad er forskellen?

KRONIK: Social mobilitet i Danmark versus USA har været diskuteret livligt både i hjemlige og amerikanske medier. Nu er det også et emne i regeringsgrundlaget, men præcis hvad er udfordringerne, og hvilke landvindinger er gjort? SFI’s forskningsdirektør ser på sagen.

Af Torben Tranæs
Forskningsdirektør i SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – og økonomisk vismand

Danmark får ikke noget ud af sin indsats på skole- og socialområdet; den høje sociale mobilitet i Danmark er blot noget, der bliver klaret via de offentlige finanser. 

Det er nogenlunde det budskab, der står tilbage efter sommerens diskussion – ikke mindst i de amerikanske medier – af et nyt studie af Rasmus Landersø fra Rockwool Fonden og James Heckman fra University of Chicago, som sammenligner den sociale mobilitet i Danmark og USA: Børn af lavindkomstfamilier bliver selv lavindkomst-personer som voksne, og der er reelt ikke tale om egentlige sociale resultater af de omfattende skattefinansierede programmer i Danmark.

Washington Post udlagde for eksempel teksten sådan, at når lavindkomstbørn i langt højere grad kan se frem til et økonomisk trygt liv i Danmark, end de kan i USA, så er det, fordi der venter dem en check fra det offentlige, ikke fordi de har et vellønnet middelklassejob at se frem til. Nej, ganske som i USA er de ikke blevet dygtige nok i skole og uddannelsessystemet til at få et arbejde, der giver en fornuftig løn.

Dette er imidlertid ikke korrekt. Det er en spændende og vigtig diskussion, hvorvidt Danmark får nok ud af sin investering på skole- og socialområdet, men afkastet er langt fra nul. 

Der er penge at hente
I Danmark kommer børn fra lavindkomstfamilier faktisk også i arbejde, og de får endda et rimelig velbetalt et af slagsen. Det er ikke typisk et middelklassejob, når man ser på hvilken uddannelse, jobbet kræver, men lønmæssigt er det ofte et middelklassejob. 

Lønmobiliteten er nemlig høj i Danmark og markant højere end i USA. Og dem, som forbliver i typiske ufaglærte job i Danmark, får også en, i international sammenligning, høj løn. 

Mindstesatserne i de danske overenskomster ligger omkring 110-120 kroner, mens den føderale mindsteløn i USA blot er på 53 kroner (købekraftkorrigeret), som dog i nogle stater hæves til nogen og tres kroner i timen og i enkelte stater højere.

Når lønnen i Danmark er højere, kunne man forvente, at færre så til gengæld var i beskæftigelse, men sådan forholder det sig ikke. Der er faktisk lidt flere i job i Danmark end i USA. I 2015 var henholdsvis 77 procent og 69 procent af alle danske mænd i den arbejdsdygtige alder og alle danske ufaglærte mænd i arbejde, mod henholdsvis 74 procent og 66 procent af alle amerikanske henholdsvis ufaglærte amerikanske mænd. For kvinder generelt er forskellen endnu større: 70 procent i Danmark generelt mod 63 procent i USA, hvilket må formodes at være understøttet af den måde skatteindtægterne bruges på i Danmark.

Velfærden gøder job-ambitionerne
Det usædvanlige træk ved det danske samfund er kombinationen af høje mindstelønninger og høj beskæftigelse. Man kunne have forventet, at det generøse danske velfærdssystem ville sænke arbejdsmarkedsdeltagelsen i forhold til USA, men det er ikke sket. Hvorfor ikke?

Det er et komplekst spørgsmål, men navnlig ét forhold påkalder sig opmærksomhed, når man vil forklare, at Danmark har en høj beskæftigelsesgrad for ufaglærte på trods af høje ydelser og høje skatter. 

Selv om den store danske investering i gratis uddannelse og førskoleprogrammer ikke resulterer i, at alle de ufaglærtes børn får en videregående uddannelse, så er effekten af investeringen langt fra nul. De kognitive evner hos børn fra lavindkomstfamilier bliver tilsyneladende styrket af det danske system: Børn fra de nederste samfundslag i Danmark klarer sig klart bedre i internationale tests i matematik og læsning end tilsvarende amerikanske børn, hvilket Landersø og Heckman også påpeger i deres artikel. 

Dette løft til udsatte børn er et af de helt afgørende elementer i at få enderne i den danske model til at mødes. Børn med bedre færdigheder er i stand til at tjene flere penge, når de engang kommer ud på arbejdsmarkedet, og mange af dem kommer til at tjene betydeligt flere penge ved at arbejde, end de kan få i ydelse fra det offentlige, hvilket er afgørende for at opnå en høj beskæftigelsesgrad.

Gode skolekundskaber kan enten bruges til at læse videre og opnå en lang uddannelse, eller de kan bruges til at få et vellønnet ufaglært job her og nu, eventuelt med mulighed for løbende opkvalificering og fortsat god lønudvikling. 

I Danmark er lønforskellene ikke så store som i USA, og derfor er der mange fra lave kår, set i forhold til hvor godt de klarer sig, som vælger det vellønnede ufaglærte job frem for at bruge deres gode skolefærdigheder til at læse videre.      

Omfordeling er ikke gratis
Høj løn og høj beskæftigelse i den lave ende af arbejdsmarkedet er stærkt medvirkende til, at der er en udstrakt grad af lige muligheder for forbrug i Danmark sammenlignet med USA, jævnfør John Roemer fra University of Yale og kollegaers sammenlignende studier for nogle år siden. 

Spørgsmålet er, om det er et problem, at de lige muligheder ikke er opnået via en høj deltagelse på de videregående uddannelser, men i stedet er opnået via vellønnede ufaglærte jobs og skattefinansierede programmer inklusiv et højt socialt sikkerhedsnet.

Ja, det er i det mindste potentielt et problem, ikke mindst på sigt. Omfordeling er ikke gratis. 

Høje skatter og generøse velfærdsydelser reducerer incitamenterne til at arbejde, og samtidig er incitamentet til at tage en uddannelse lavere, fordi en længere uddannelse ikke betyder så meget mere i lønningsposen.

Om den pris, der betales for en i international sammenhæng høj grad af lige muligheder, er for høj i forhold til gevinsten afhænger helt af det politiske perspektiv, man har på verden. 

Uudnyttede potentialer
Fordelen ved systemet er, at danske børn fra lavindkomstfamilier er bedre forsikret mod en usikker fremtid på stort set alle områder, end for eksempel amerikanske børn med fattige forældre er det. 

Samtidig er levestandarden for den typiske (median-)borger på nogenlunde det samme niveau i USA og Danmark (selv uden værdien af offentlig service).

Den langsigtede udfordring er, at de lige muligheder i Danmark ikke i udstrakt grad udmønter sig i, at børn fra lavindkomstfamilier uddannelsesmæssigt rykker op i samfundet. Det kan betyde, at vi ikke får hævet det generelle kvalifikationsniveau så meget, som vi kunne, forudsat at vi har relevante uddannelser af høj kvalitet at tilbyde personer, som ellers ville forblive ufaglærte. 

Danmark får derfor en svagere produktivitets- og dermed velstandsudvikling end ellers. Det vil kunne gøre det svært for Danmark at fastholde positionen blandt verdens rigeste lande, og det er mindre attraktivt for et land at være meget lige, hvis landet ikke også er meget rigt.

 

Forrige artikel AE: En sejlivet myte at studenterhue fører til høj løn og sikkert job AE: En sejlivet myte at studenterhue fører til høj løn og sikkert job Næste artikel Lærling: Vores løn er ikke for høj Lærling: Vores løn er ikke for høj
Her er de ekspertgrupper, Rosenkrantz-Theil overvejer at droppe

Her er de ekspertgrupper, Rosenkrantz-Theil overvejer at droppe

OVERBLIK: Undervisningsministeren skal tage stilling til fremtiden for 11 uafsluttede ekspertgrupper, råd og følgegrupper. Blandt andet er fremtiden for ekspertgruppen, der skal se på udfordringerne med de etnisk opdelte gymnasier, fortsat uvist. Få hele overblikket her.