Specialklasselærer til V og K: En voksen er ikke det samme som en lærer

En voksen er ikke en lærer

Intentionen om tidlig forebyggelse er både legitim og nødvendig, men når den omsættes til kompensatoriske individløsninger frem for til udvikling af undervisningen, forskydes ressourceforbruget sig væk fra kerneopgaven.

Opmærksomheden rettes mod elevens vanskeligheder, mens udviklingen af undervisningens deltagelsesbetingelser halter, og behovet for individuelle indsatser vokser i takt med, at almenklassens bæreevne ikke styrkes tilsvarende.

Netop denne dynamik problematiseres i de to centrale forskningsoversigter fra DPU om henholdsvis mellemformer og samarbejdet mellem PPR og skole.

Hvis investeringerne primært kanaliseres i udbygning af støttefunktioner ved siden af undervisningen, risikerer man at konsolidere en struktur, som er utilstrækkelig i forhold til at håndtere inklusionsudfordringerne bæredygtigt.

Jonas Guldbæk
Specialklasselærer og fagpolitisk debattør

Begge peger på, at hvis almenområdets inklusionsevne skal styrkes, kræver det inddragelse af situeret specialpædagogik, hvilket betyder, at den specialpædagogiske viden ikke bør organiseres som et supplement ved siden af undervisningen, men indlejres i arbejdet med at analysere og justere de barrierer for deltagelse, som kan findes i undervisningen.

Derfor er det naturligvis helt afgørende, om de politiske investeringer målrettes den profession, som har nøglen til at bryde udviklingen, eller om investeringens eneste kvalitetskrav er, at der ansættes personer, som er fyldt atten.

Det er i undervisningen, at deltagelsesmuligheder skabes, og det er gennem lærerens didaktiske dømmekraft og handlemuligheder, at de kan udvides.

Forebyggelse med langsigtet effekt forudsætter derfor en målrettet styrkelse af den professionelle kapacitet i almenklassen, hvilket betyder ansættelse af lærere og styrkelse af deres arbejdsvilkår.

Fra individuel kompensation til didaktisk fleksibilitet

Hvis investeringerne primært kanaliseres i udbygning af støttefunktioner ved siden af undervisningen, risikerer man at konsolidere en struktur, som forskningen netop peger på som utilstrækkelig i forhold til at håndtere inklusionsudfordringerne bæredygtigt.

Det betyder ikke, at læreren skal stå alene. Tværtimod spiller PPR og andre understøttende funktioner en afgørende rolle, når deres specialiserede viden fungerer som byggesten i undervisningens arkitektur frem for at etablere varige parallelforløb for enkeltelever.

Ved at flytte fokus fra individuel kompensation til didaktisk fleksibilitet sikrer vi, at de tværfaglige kræfter styrker almenklassens samlede kapacitet i stedet for blot at dokumentere dens utilstrækkelighed.

Uden en sådan forskydning vil intentionerne om forebyggelse risikere at blive endnu et lag oven på en struktur, der i sig selv producerer nye behov for kompensation.

Derfor betyder det virkelig noget, om man investerer i voksne eller lærere.