Trivselsanbefalingerne kommer næppe til at hjælpe dem, der ikke allerede har en plads i fællesskabet

Man skal kunne sætte sine egne behov til side, fortsætte, når det bliver hårdt, og insistere på egne evner. Det er jo heller ikke helt forkert, men på den anden side er det heller ikke helt rigtigt.

Præmissen for, at karakterdannelsen i den udformning vil fungere for de unge, er, at der faktisk er et fælleskab, hvori de er velkomne, og at samfundet som sådan faktisk er designet på en måde, hvor de reelt har en chance.

Måske er de unges fremmedgørelse over for den verden, vi har skabt, og deres manglende tro på, at de kan passe ind, ikke et spørgsmål om, at der er noget galt med dem.

Når de føler, at der ikke er plads til dem, så kunne det jo også skyldes, at der faktisk ikke er plads til dem. Måske er problemet ikke bare, at de forstår verden forkert, men at verden er forkert.

Der er ellers rigtigt gode takter i afsnittet om karakterdannelse. Her tænker jeg på, at der anbefales en række skridt, som skal sikre, at flere unge kommer på efterskole eller på højskole.

En ny højskoleelev er værdifuld, fordi vedkommende eksisterer. I håndboldhallen er du kun noget, hvis du er dygtig.

Asser Amdisen

Set fra min helt subjektive position i verden, så kunne man her passende også have anbefalet, at flere unge kunne komme med på et togt med et skoleskib, men det er nok bare mig.

Men det er jo en fremragende ide at åbne mulighederne for at komme på skoleskib eller høj- og efterskole, men faktisk så handler det ikke så meget om karakterdannelse, som om dannelse i det hele taget.

Når højskolerne og efterskolerne (og skoleskibene) virker så godt til at mægtiggøre unge mennesker til at kunne indgå i forpligtende fællesskaber, så skyldes det ikke, at de unge, som kommer der, er selvregulerende, vedholdende og selvsikre.

Det skyldes, at den ramme, de mødes af, er inkluderende, helhedsorienteret og ikke fokuseret på den enkelte og den enkeltes evner.

Kernen i et kostskoleophold er naturligt, at man skal kunne tilpasse sig. Ellers kommer det ikke til at fungere. Men det handler også om, at skoleformen er grundlæggende rummelig.

Det handler ikke om, hvad du kan, men om at du er.

Helt banalt er en ny højskoleelev værdifuld, fordi vedkommende eksisterer. I håndboldhallen er du kun noget, hvis du er dygtig, og hvis du ikke er, så kan du få lov til at stå på sidelinjen og se på fællesskabet (nej - jeg er ikke spor bitter).

Deri ligger grundproblemet i kommissionens udspil, for de har jo på en måde ret.

Hvis man som ungt menneske kan selvregulere, er vedholdende og har tiltro til egne evner og møder et fælleskab, som er inkluderende og tilkender dig værdi uanset økonomisk baggrund, social status eller fysiske egenskaber med videre, så er der en virkelig god sandsynlighed for, at de unge kommer til at trives. Men begge sider skal være til stede.

Et samfund, som handler om produktivitet, performance, effektivitet, ressourcestyring, optimering og succes vil afspejle sig i daginstitutioner, skoler og ungeliv og på daglig basis bidrage til at underminere det selvværd, som er forudsætningen for Trivselskommissionens forståelse af karakter og karakterdannelse.

Måske man skulle overveje ikke bare at sende de unge på skole, men at flytte kostskolernes værdier ud i samfundet.

Asser Amdisen

Ikke alle kanøfles af den type samfund for nogle er jo dygtige, stærke og effektive, men de klarer sig faktisk ganske glimrende allerede, hvilket kommissionen også gør opmærksom på.

Men de unge som i dag falder igennem og aldrig rigtig kommer i gang, dem som føler sig fremmede i verden og aldrig finder ind i fællesskaberne, de kommer kun til at få en chance, hvis vi ikke bare fordrer, at de sørger for at styrke deres karakter, men også åbner plads til dem i vores fællesskab.

Skal de også med, så kræver det, at vi grundlæggende ændrer på samfundet og fortællingen om, hvordan vi ser hinanden, måler hinanden og tillægger hinanden værdi. Det kræver, at vi ikke bare fordrer karakterdannelse.

Forudsætningen er, at vi også selv tager os sammen og skaber rammer og muligheder, så det ikke kun er de dygtige, kloge og smukke (på sportsbanen, i fysiklokalet eller på dansegulvet), som føler sig inkluderede og velkomne.

Og det er det højskole, efterskoler og skoleskibe faktisk er så dygtige til. Så måske skulle man overveje ikke bare at sende de unge på skole, men at flytte kostskolernes værdier ud i samfundet – for så ville vi for alvor få gjort noget ved trivslen for unge – og måske også for alle os andre.