Bliv abonnent
Annonce
Debat

Venstre til elever med autisme: Vi glemmer jer ikke. Støtten skal have en ny og bæredygtig form på epx

Vi ved, at ASF-klasser virker. Derfor har vi skrevet ind i aftalen om epx, at der skal gennemføres en kortlægning af særligt tilrettelagte forløb, herunder ASF-klasser, skriver Anni Matthiesen (V).
Vi ved, at ASF-klasser virker. Derfor har vi skrevet ind i aftalen om epx, at der skal gennemføres en kortlægning af særligt tilrettelagte forløb, herunder ASF-klasser, skriver Anni Matthiesen (V).Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
16. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er både rørende og tankevækkende at læse de unges kronik fra ASF-klassen på KVUC. Deres ord gør indtryk.

Jeg er oprigtigt glad for, at de har fundet et sted, hvor de trives – og ikke mindst, hvor de har fået mod på livet og drømme om uddannelse.

Lad mig slå én ting helt fast: Vi glemmer ikke de unge med autisme.

Jeg har selv i årevis arbejdet for, at netop denne gruppe unge får bedre støtte og bedre muligheder. Det gælder også nu, hvor vi er i gang med at gentænke ungdomsuddannelserne med den nye epx-reform.

Det arbejde handler ikke om at fjerne det, der virker – det handler om at bygge videre.

Læs også

Ny og bæredygtig form i epx

Vi ved, at ASF-klasser virker. Evalueringer viser, at flere gennemfører, flere kommer videre i uddannelse, og flere trives. Det tager jeg meget alvorligt.

Derfor har vi også skrevet direkte ind i aftalen om den nye epx-uddannelse, at der skal gennemføres en kortlægning af særligt tilrettelagte forløb – herunder ASF-klasser – med henblik på at finde en holdbar og fremtidssikret model.

ASF-klasserne, som vi kender dem i dag, er blandt andet koblet til den toårige HF. Men med reformen samler vi flere eksisterende spor i én stærkere, mere fleksibel gymnasial uddannelse.

Det betyder ikke, at vi vinker farvel til støtten til unge med autisme. Det betyder, at vi skal sikre, at den type støtte får en ny og bæredygtig form i epx.

Vi har allerede skrevet ind, at der skal være rolige områder på skolerne, at der skal være fleksible forløb, og at muligheder som ASF-klasser skal undersøges grundigt med henblik på at videreføres i en ny struktur.

Vi vinker farvel til støtten til unge med autisme. Vi skal sikre, at den type støtte får en ny og bæredygtig form i epx.

Anni Matthiesen (V)
Undervisningsordfører

For mig handler det her ikke om skemaer og systemer. Det handler om unge som dem, der skrev kronikken.

De fortjener ikke at være en parentes i en reform – de skal være en del af løsningen. Og det er også derfor, at vi nu afprøver ASF-klasser på erhvervsuddannelserne. For der er ingen grund til, at den gode støtte kun hører hjemme ét sted.

Samtidig er det vigtigt at understrege: Det er ikke alle unge med autisme, der har brug for det samme. Nogle har brug for ro, andre har brug for faglige udfordringer i et mindre fællesskab. Nogle har brug for en mentor, andre har brug for tid.

Derfor skal vi også sikre, at støtte fremover bliver mere fleksibel og tilpasset – ikke mindre.

Der skal oprettes flere ASF-klasser

Det gør indtryk, når 45 unge bliver afvist fra ASF-linjen, fordi der ikke er plads. Det er ikke godt nok. Det viser, at efterspørgslen er stor, og at vi har en opgave – også politisk – i at sikre bedre kapacitet og bedre spredning af tilbuddene.

Derfor har jeg også personligt været stor fortaler for, at der oprettes flere ASF-klasser rundt i landet. Og jeg vil fortsat kæmpe for, at erfaringerne herfra ikke går tabt – men bliver en del af fundamentet under fremtidens ungdomsuddannelser.

Mit håb er, at vi med epx skaber en uddannelse, hvor færre bliver tabt, og flere får fodfæste. Men det kræver, at vi ikke glemmer dem, der har særlige behov. Og det gør vi ikke.

Vi skal have blik for forskellighed. Vi skal insistere på rummelighed. Og vi skal gøre op med idéen om, at én model passer alle. Vi skylder de unge, at vi skaber rammer, hvor de kan lykkes – på deres egne præmisser.

For det er netop det, ASF-klasserne har vist os: At det kan lade sig gøre.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026