13 organisationer: Det var en stor skuffelse, at EU ikke trådte i karakter på COP30

Man kan ikke kæmpe for temperaturmålet uden også at kæmpe for den finansiering, der kan sikre, at klimaudsatte lande kan nå klimamålene, og at de har penge nok til tilpasning og de klimarelaterede tab og skader, de oplever for fuldt blus.

I sommer slog Den Internationale Domstol netop fast, at både temperaturmålet, udfasningsplaner og finansiering er folkeretlige forpligtelser, men alligevel gik de rige lande i det globale nord til COP30 med en tilgang, hvor kun en del af forpligtelserne fik fokus.

Vrager Paris-aftalen

Som civilsamfund synes vi, det er ærgerligt, hvis man på denne måde begynder at vælge og vrage i Parisaftalen og kun fokuserer på enkelte dele af den.

Det gør det svært at tro på en fælles retning. For klimakrisen rammer lige nu og her, og derfor skal reduktioner, tilpasning og støtte til tab og skader gå uløseligt hånd i hånd.

Alligevel hørte vi fra EU og det danske formandskab, at det var en solidarisk handling fra deres side at fokusere på at følge op på det alvorlige reduktionsgab i de nuværende klimaplaner – de såkaldte NDC’er (nationally determined contributions, red.).

Men det er ikke op til EU, hvad solidaritet er på et tidspunkt, hvor udviklingslandene rammes af vores historiske udledninger.

Det er ikke op til EU, hvad solidaritet er, på et tidspunkt hvor udviklingslandene rammes af vores historiske udledninger.

Mette Müller Kristensen, Britta Riis med flere

Det klinger derfor hult, når klimaministeren i sin opsummering af COP30 skriver at, “EU er med i aftalen, fordi vi står skulder ved skulder med nogle af de mest udsatte lande i verden.”

Røde linjer i stedet for fælles løsninger

Et lyspunkt var, at man på COP30 blev enige om et forpligtende globalt samarbejde for at sikre en retfærdig grøn omstilling, det som på engelsk kaldes just transition, der kan skabe jobsikkerhed og beskyttelse af udsatte befolkningsgrupper.

Det er en brændende platform for både oprindelige folk, arbejdere, kvinder og børn verden over, som lige nu oplever ikke blot konsekvenserne af klimakrisen, men også konsekvenserne af energiprojekter og udvinding af kritiske mineraler der krænker deres ret til blandt andet land, sundhed, ligestilling og en anstændig llevestandard.

Men COP-aftalen er samlet set en udvanding af de rettighedsforpligtelser, som befolkninger gennem årtier har tilkæmpet sig, og som Den Internationale Domstol også har slået fast, er folkeretslige forpligtelser i klimakrisen.

Det ses blandt andet i den handleplan for ligestilling, som blev vedtaget, men som slet ikke refererer til menneskerettigheder.

Det er skuffende, at EU ikke har formået at forsvare et stærkt menneskerettighedssprog, og det rammer både befolkninger i det globale syd og nord.

For os civilsamfundsaktører, der var til stede i Belém var det en stor skuffelse ikke at se EU træde i karakter som klimadiplomatisk brobygger.

Der var røde linjer i stedet for forsøg på at finde fælles løsninger.

Nu er der behov for, at Danmark griber beslutningerne fra COP30, og bidrager til at genetablere tillid det kommende år og sikre fremdrift.

Det vil kræve en stor klimadiplomatisk indsats at sikre, at der snarest muligt vedtages retfærdige og finansierede køreplaner for fossil udfasning og stop for afskovning.

Vi opfordrer kraftigt Danmark til at bidrage ambitiøst til den indsats. Samtidig har både Danmark og EU i slipstrømmen efter COP30 en opgave med at genopbygge tilliden til at klimastøtte til tilpasning og tab og skader i syd fortsat er en reel politisk prioritet.