Debat

2015-mål var et startskud - ikke et pletskud

DEBAT: Få konfliktramte og fattige lande forventes at opfylde udviklingsmålene i 2015. Det kvantitative har fyldt for meget i kapløbet for at nå i mål, mener Charlotte Flindt Pedersen fra Institut for Menneskerettigheder.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Charlotte Flindt Pedersen
Vicedirektør og international chef på Institut for Menneskerettigheder

Før vi kaster os ud i at definere nye udviklingsmål, bør vi tage et godt kig i bakspejlet. Opnåede vi det, vi havde sat os for, eller druknede nogle af de gode intentioner i kapløbet for at nå i mål?

Da verdens ledere for 13 år siden udformede 2015-målene, skrev de verdenshistorie. Aldrig før havde verdenssamfundet sat så ambitiøse mål for at komme ekstrem fattigdom til livs. Som et led i den ideologiske kamp under den kolde krig havde der dannet sig en global uenighed om, hvordan man bedst kunne definere og fremme et lands udvikling og et menneskeværdigt liv.

Konflikten havde dannet en kløft mellem sociale og økonomiske rettigheder på den ene side og civile og politiske rettigheder på den anden side som politiske redskaber i kampen mellem Øst og Vest. Millennium-erklæringen, der introducerede 2015-målene, afspejler derimod en ny konsensus, der tog form efter den kolde krigs afslutning.

Fakta

Altinget | Udvikling sætter post-2015-dagsordenen til debat i april måned for at forfølge processen mod nye globale udviklingsmål. Til det formål har vi inviteret politikere, eksperter og NGO'er til at give deres meninger til kende. Mød debatpanelet.

Alle er velkomne til at deltage i debatten. Skriv til [email protected].

Millennium-erkæring: Fattigdom som menneskeretligt anliggende
Med Millennium-erklæringen og 2015-målene blev der bygget bro mellem de to sider, og ønsket om en global udryddelse af fattigdom blev forankret i ønsket om at fremme demokrati og menneskerettigheder:  

"Vi vil gøre alt for at fremme demokratiet og styrke retsstaten samt respekten for alle internationalt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder retten til udvikling." FN's Millennium-erklæring fra 2000.

Selvom man globalt set er nået langt i at nå målene, havde intet skrøbeligt eller konfliktramt lavindkomstland i 2011 opfyldt et eneste millenniumudviklingsmål, og få forventes at have opfyldt nogen af målene i 2015.

Charlotte Flint Pedersen
International chef, Institut for Menneskerettigheder

Med Millennium-erklæringen fik ekstrem fattigdom anerkendelse som et menneskeretligt anliggende. Fattigdom blev anset som en hindring for at skabe samfund, hvor menneskerettighederne kunne nydes af alle. Millennium-erklæringen giver ligeledes anerkendelse til en forståelse af fattigdom og de grundlæggende årsager til fattigdom funderet i strukturel diskrimination og marginalisering, umyndiggørelse, væbnet konflikt, svage regeringsstrukturer og mangel på offentlig deltagelse og ansvarlighed over for borgerne. 

Men båndet mellem udviklingsmålene og menneskerettigheder er blevet løsere og løsere i takt med det praktiske arbejde for nå i mål. Den kendte menneskerettighedsforsker Philip Alston beskriver de to globale dagsordener som "to skibe, der passerer hinanden i natten".

Resultaterne skal ikke stå alene
2015-målene adskilte sig fra tidligere målsætninger ved, at de var klare, tidsbestemte og målbare. Set i bagspejlet kan det se ud, som om balancen mellem de kvantitative mål og hensynet til kvaliteten af den forandring, man ønskede i 2000, gik i vasken. Fordelen ved at opstille de konkrete målsætninger var, at det gav et boost i form af politisk fokus på fattigdom, en forøgelse af ressourcer og lokal og international mobilisering.

Ulempen var en tendens til at henlede opmærksomheden alene på de kvantitative resultater. Så selvom man globalt set er nået langt i at nå målene, havde intet skrøbeligt eller konfliktramt lavindkomstland i 2011 opfyldt et eneste millenniumudviklingsmål, og få forventes at have opfyldt nogen af målene i 2015.

Mens 2015-målene opgør succes i, hvor mange der er indskrevet i grundskolen, siger resultatet i sig selv ikke noget om kvaliteten af og adgangen til undervisningen. Menneskerettighederne som målestok ville derimod måle på, om uddannelsen var gratis, obligatorisk, og om undervisningen var af en vis kvalitet, der giver mulighed for at benytte uddannelsen i et videre livsforløb.

Vigtigt med kritisk tilbageblik
I yderste konsekvens kan et enøjet fokus på kvantitative resultater skabe udviklingen for nogen på bekostning af andre. Derfor bør man stille nogle kritiske spørgsmål til de resultater, man har nået, før man sætter nye mål. Hvem er vinderne, og er der tabere? Har vi myndiggjort individer, så de fremover kan kræve deres ret og realisere deres potentiale? Har indsatsen igangsat en positiv udvikling af love, regler og institutioner, som kan sikre, at indsatsen er forankret i samfundsmæssig bæredygtig sammenhæng? Er der et nationalt ejerskab og ansvar for målene, og hvordan er det forankret og rodfæstet?    

Vi skal og kan ikke forklejne den saltvandindsprøjtning, 2015-målene har været i kampen mod fattigdom verden over. 2015-målene har givet et fælles fodslag, og denne styrke skal vi bygge videre på. Men det er vigtigt, at vi kaster et kritisk blik på resultaterne af 2015-målsætningen for at sikre, at de nye mål af hensyn til en bæredygtig forankring af resultaterne/indsatsen integrerer den kvalitative, normative og etiske dimension ved menneskerettighederne i bekæmpelsen af fattigdom.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Flindt Pedersen

Direktør, Det Udenrigspolitiske Selskab 2015-
cand.mag. i østeuropastudier og samfundsfag (Københavns Uni. 1994)

0:000:00