Debat

Alternativet: Bevar ngo’ernes økonomiske og innovative frihed

DEBAT: Ngo’ernes vigtige rolle som politikernes kompetente og kritiske samarbejdspartnere skal for alt i verden bevares i de nye partnerskabsaftaler, skriver Ulla Sandbæk, udviklingsordfører for Alternativet.

Bevar ngo'ers uafhængighed og frihed, skriver Ulla Sandbæk, Alternativet.<br>
Bevar ngo'ers uafhængighed og frihed, skriver Ulla Sandbæk, Alternativet.
Foto: Folketinget
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Sandbæk
Udviklingsordfører for Alternativet

I Alternativet mener vi, at ngo’ernes store erfaring og innovative tilgang til udvikling i høj grad skal værnes om, når vi skal lave nye partnerskabsaftaler.

Vi må sikre ngo’ernes politiske uafhængighed, så de fortsat kan være de konstruktive samarbejdspartnere, der kan informere os politikere og give os igen, når de mener, at vi er på afveje.

Udenrigsminister Kristian Jensen udtaler selv, at han ser civilsamfundet som en ”ufattelig vigtig” aktør for dansk udviklingsarbejde, som ”skaber innovation og når befolkningen i forhold til at skabe opbakning til dansk udviklingsbistand”.

Ngo’er er værdifulde sparringspartnere, fordi de gennem tiden har udfordret den politiske trummerum med kreativ nytænkning.

Ulla Sandbæk, udviklingspolitisk ordfører for Alternativet

Men når han samtidig taler om, at ngo’erne skal spille mere sammen med Danmarks ”overordnede udviklingspolitik”, kan jeg frygte, at han lægger op til, at ngo’erne i højere grad skal være den danske stats forlængede arm i det udviklingspolitiske arbejde.

Bevar samspillet
Udenrigsministeren må forstå, at ngo’ernes styrke netop ligger i, at de er politisk uafhængige – både i form af deres økonomiske råderum og i forhold til politiske interesser.

Det er netop, fordi al støtte til ngo’erne ikke er øremærket til særlige opgaver fra politisk side, at de har haft mulighed for at være innovative og eksperimentere med nye løsninger, samt at tænke meget mere langsigtet, end dansk udenrigspolitik ofte gør.

Den viden, ngo’erne opnår gennem dette arbejde, er helt uvurderligt for os som politikere, og det kan jeg godt blive nervøs for, at Kristian Jensen glemmer.

Hvis ngo’ernes økonomiske støtte kun kommer til at afhænge af, hvilke konkrete indsatser politikerne tilgodeser, frem for hvilke langsigtede resultater de skaber, så risikerer vi at få slukket noget af den nerve, der er i samarbejdet mellem politikere og ngo’er.

Uundværlig viden hos ngo'er
Ngo’erne er meget værdifulde sparringspartnere, fordi de gennem tiden har udfordret den politiske trommerum med kreativ nytænkning.

Samtidig er ngo’ernes viden om udviklingslandene uundværlig.

Politikere har ikke mulighed for at vide alt om alle verdens brændpunkter, og netop derfor er det så vigtigt, at ngo’erne, der netop har denne viden, bliver hørt og respekteret i deres uafhængige, forebyggende arbejde verden over.

Det er nemlig afgørende for, at mange landes konflikter ikke udvikler sig i den forkerte retning, som vil kræve en langt større økonomisk indsats. 

Folkelig opbakning
Ligeledes er det netop, fordi politiske interesser ikke dikterer de forskellige ngo'ers udviklingsarbejde, at ngo’erne har den folkelige opbakning, de har. Deres arbejde handler ikke om de kortsigtede politiske interesser, men de humanistiske langsigtede interesser.

Det er det, jeg er bange for, at udenrigsministeren glemmer, når hans ønske om, at ngo'erne skal ligge mere op ad den danske udviklingspolitiske linje. Det kan føre til, at ngo’ernes arbejde bliver mere strømlinet, hvis  de skal være med til opfylde de danske interesser i udviklingspolitikken.

For ja, vi skal samarbejde, sparre og udfordre hinanden. Og gerne på bedre måder, end det bliver gjort i dag. Derfor er vi også i Alternativet åbne for at lave de forestående partnerskabsaftaler. Men det må ikke gå ud over ngo'ernes økonomiske og innovative frihed.

Frihed til ngo'er
Derfor mener jeg, at det er afgørende, at ngo’erne er inddraget i udarbejdelsen af partnerskabsaftalerne, så det bliver de langsigtede humanistiske prioriteringer og ikke kun kortsigtede politiske prioriteringer, der er i højsædet, når vi skal diskutere principperne bag de nye partnerskabsaftaler og fordelingen af støtten.

Organisationerne skal vurderes ud fra deres langsigtede resultater og ikke specifikke, politiske interesser. Hvor kan støtten gøre den største forskel i verden? For verden?

Det er derfor vigtigt, at vi løbende i vores politiske dialog om de nye partnerskabsaftaler, tager et skridt tilbage og sikrer os, at vi rent faktisk skaber de rigtige rammer for, at ngo’erne fortsat kan være de kompetente og innovative samarbejdspartnere, som de er i dag.

Og det kan kun lade sig gøre, hvis vi bevarer deres økonomiske og innovative frihed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Sandbæk

Fhv. MF (ALT), fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen), pastor emerita (Birkerød 1974-2004)
cand.theol. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00