Alternativet: Hvorfor er ingen nysgerrige på hinanden?

Af Ulla Sandbæk
Udviklingsordfører for Alternativet

Hvis partnerskaber mellem civilsamfund, det offentlige og private skal være succesfulde, kræver det nytænkning og nysgerrighed. 

Det har været interessant at læse de forskellige stemmer i denne debat. I den forbindelse vil jeg gerne hejse flaget for, at vi er forsigtige med at snakke partnerskaberne op til at være den nye mirakelkur i udviklingspolitikken. Som flere i debatten også påpeger, har disse partnerskaber jo været prøvet før – og med blandet succes. 

Det betyder ikke, at der ikke er brug for partnerskaber civilsamfund, det offentlige og private imellem, hvis vi skal nå vores ambitiøse verdensmål, men vi bliver også nødt til at være ærlige om, at det ikke er nogen let vej, som vi har sat os for. 

Krav til samfundsansvar
Vi nåede et godt stykke med den fornyligt vedtagne udviklingspolitiske strategi, hvor vi fik slået fast, at vi ønsker en større involvering af den private sektor under forudsætning af, at det foregår inden for ordenlige rammer, hvor den private sektor udviser samfundsansvar.

Nu kommer den svære del, hvor vi rent faktisk skal få disse partnerskaber til at fungere. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så mener jeg ikke, at svaret ligger i, at vi fra politisk side skal udstikke en præcis model for, hvordan partnerskaberne skal udforme sig.

For at forskellige aktører kan spille hinanden gode, så kræver det i høj grad, at vi bliver nysgerrige på hinandens kompetencer, for uden nysgerrighed, mangler kreativiteten, og uden kreativiteten, kommer vi ikke videre med partnerskaberne. 

Ulla Sandbæk (ALT)
Udviklingsordfører

Jeg tror derimod, at det, som vil gøre forskellen denne gang, er, at den private sektors samfundsansvar nu er noget, som vi fra samfundets side aktivt stiller krav til.

Det er nemlig ikke længere nok, at virksomhederne og pensionskasser generer et overskud for kunderne og investorer, hvis ikke det er blevet til på en ansvarlig måde. Partnerskaber skal ikke bare skabe vækst for vækstens skyld, men bæredygtig og inkluderende vækst og fremgang, som ikke skal være til for de få men for de mange, og som ikke går på kompromis med menneskerettighederne, klimahensyn og bæredygtig udvikling. 

Ingen nysgerrighed, ingen succes
Det er jo netop i den bæredygtige udvikling, at den private sektor, det offentlige og NGO’er skal finde fælles fodslag. I mit sidste indlæg slog jeg på tromme for, at civilsamfundet og den private sektor skal spille hinanden gode, hvis det fornyede fokus på partnerskaber skal lykkedes denne gang.

For at forskellige aktører kan spille hinanden gode, så kræver det i høj grad, at vi bliver nysgerrige på hinandens kompetencer, for uden nysgerrighed mangler kreativiteten, og uden kreativiteten kommer vi ikke videre med partnerskaberne. 

Da jeg læste indlæggene i denne debat, havde jeg svært ved at se denne nysgerrighed fra både civilsamfundets og den private sektors side.

Det kan lyde banalt, og det er det i og for sig også, men det er også grundstenen til et hvert frugtbart samarbejde, og derfor skal vi have nysgerrigheden på banen fra os alle, hvis vi skal have bakket succesraten op for partnerskaberne for udvikling.