Professor: Regeringen har genindført bunden bistand

DEBAT: Bunden bistand var almindelig for 30 år siden. Men med konstant reference til partnerskaber med danske virksomheder og organisationer, er det lykkedes at genindføre den, skriver John Rand, professor i udviklingsøkonomi ved KU.

Af John Rand
Professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet

Regeringens udviklingspolitiske tiltag, der skal styrke den private sektors rolle i udviklingssamarbejdet, har genåbnet en gammel traver omkring bunden udviklingsbistand.

Specifikt tænker jeg på den del af udviklingsbistanden, som bindes op på samarbejde med donorlandets virksomheder, ngo'er eller forskere.

Med de seneste politiske udmeldinger, hvor der konstant refereres til partnerskaber med danske virksomheder og organisationer, må størstedelen af udviklingsbistanden allokeret gennem partnerskabstilgangen betegnes som bunden bistand. 

Bunden bistand giver lav værdi
Brugen af bunden bistand var almindelig for cirka 30 år siden. Her udgjorde den omkring 40 procent af den samlede danske udviklingsbistand. Til sammenligning repræsenterede denne form for udviklingsbistand i omegnen af fem procent, da den siddende regering for overtog magten.

Centralt for denne reduktion gennem de sidste tre årtier har været hensigtserklæringen i 2001 mellem de traditionelle donorer om, at bunden udviklingsbistand burde fjernes.

Den anbefaling kom som følge af en række studier, der viste, at bunden udviklingsbistand reducerer værdien set fra modtagerlandets synsvinkel, sammenlignet med tilsvarende ikke-bundne aftaler.

I 2009 opsummerede OECD studierne og konkluderede, at de kontraktmæssige opsætninger i bundne partnerskaber kan reducere værdien af aftalerne for modtagerlandene med helt op til 30 procent.

Leverer danskerne bedst?
At dette er tilfældet bør i og for sig ikke overraske. Ved at binde modtagerlandenes virksomheder til danske udbydere af en eller anden form for service, ydelse, produkt, eller ”partnerskabspakke”, begrænses leverandørkonkurrencen og værdien af projektet for modtagerlandenes virksomheder reduceres, alt andet lige, sammenlignet med en situation, hvor modtagerlandene kan vælge deres partnerskaber frit.

Det er simpelthen ikke givet, at danske virksomheder og organisationer er de bedst egnede til at levere de varer eller services, som modtagerlandenes virksomheder efterspørger. Denne problemstilling er velkendt og allerede indirekte debatteret i tidligere oplæg. Men at dette politisk set kan være en svær nød at knække er oplagt.  

Hånd om de gode afledte effekter 
Et relateret område, som partnerskabsprogrammet bør forholde sig til, uanset om problemstillingen omkring bunden bistand negligeres, er, hvorledes man sikrer, at eventuelle partnerskaber bedst skabes inden for rammerne af de allerede etablerede erhvervspolitiske strategier i modtagerlandene.

Og hvorfor er dette vigtigt?

Forskning har gennem det seneste årti fremhævet dynamiske og koordinerede erhvervspolitiske initiativer som et vigtigt element for en succesful udviklingsstrategi.

Et centralt element i en sådan erhvervspolitik har vist sig at være evnen blandt interessenterne til at sortere i foreslåede partnerskabsaktiviteter og sikre støtte til dem, som ud over at sikre intern partnerskabssucces, har potentialet til at skabe de størst mulige positive og bæredygtige afledte effekter til andre dele af erhvervssektoren.

Dette er i og for sig oplagt, men hidtil har det implementeringsteknisk været svært at finde en analytisk ramme, som kunne hjælpe beslutningstagerne til at identificere de partnerskaber med de største synergier. 

Se på modtagerlandenes strategi
Inden for de seneste år har ”Big Data” dog muliggjort sammenkobling og analyse af data, som vi ikke kunne tidligere.

Dette har været specielt interessant inden for forskellige typer af netværksanalyser, som blandt andet har været med til at kunne give landespecifikke overblik over industriers indbyrdes afhængighed samt deres respektive afsmittende effekter på andre erhvervsområder (se for eksempel analyser af økonomisk kompleksitet).

Dette betyder, at man i designet af de landespecifikke partnerskabsprogrammer med de rette forberedende analyser kan skabe et overblik over, hvor sandsynligheden for afledte effekter af de enkelte partnerskabsprogrammer er størst.

Donorer og regeringer bør derfor – udover deres reguleringsmæssige ansvar – tage førertrøjen på og sikre, at partnerskabsstøtten gives inden for rammerne af en veldefineret erhvervspolitisk strategi i modtagerlandet.

Forrige artikel CARE: Småbønder er en god investering CARE: Småbønder er en god investering Næste artikel Verdens Skove: Virksomheder skal se andet end en bundlinje Verdens Skove: Virksomheder skal se andet end en bundlinje
Minister ser positivt på en pulje til studieture

Minister ser positivt på en pulje til studieture

PULJE: Mellemfolkeligt Samvirke foreslår regeringen at lave en særlig pulje til studieture, som skoler kan søge. ”Spændende forslag,” siger udviklingsministeren. Flere partier vil diskutere forslaget under forhandlinger om et prisloft på studieture.