Børnefonden: Vi har brug for et nybrud

Af Bolette Christensen
CEO, Børnefonden
Posen skal rystes, og der skal være bedre sammenhæng mellem de danske udviklingspolitiske prioriteter og de indsatser, der leveres gennem civilsamfundet. Sådan lyder det fra regeringen og Kristian Jensen, og i Børnefonden er vi helt enige. Der sker store forandringer i Afrika i disse år.

De voksende ungdomsårgange og det store antal unge uden job er en af kontinentets største udfordringer. Med udfordringer som fattigdom, radikalisering og migration kan de mange arbejdsløse unge blive en enorm udfordring for samfundene.

Vi har længe peget på behovet for et nybrud i dansk bistand. Børnefonden er en af Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer, men vi modtager ikke penge under nuværende rammeaftaler. Vi ser derfor det hele lidt ’udefra’, og for os giver det god mening at sammentænke de nye udviklingspolitiske prioriteter bedre med civilsamfundsindsatsen for at sikre mest mulig udvikling for pengene og nå bedst i mål.

Brug for fleksibilitet og innovation
Hvis posen reelt skal rystes, er der brug for, at det ikke blot bliver en øvelse, hvor pengene flyttes lidt rundt og fordeles anderledes til de samme aktører. Hvis der skal ske et nybrud, er der også brug for en ny og innovativ tilgang, og der er behov for, at flere aktører involverer sig i udviklingspolitikken. Kravene til administration i de nye partnerskabsaftaler skal derfor være mere fleksible, så der bliver større mulighed for innovation.

Børnefonden har eksempelvis fremsat forslag om at bruge 10% af alle bevillinger til en risikopulje til forretningsudvikling med fokus på at skabe lokal beskæftigelse. Der er et kæmpe behov for at få skabt job, men vi kommer ikke i nærheden af at få skabt de job, der er behov for, hvis vi ikke tænker helt anderledes og gør tingene på en ny måde.

Unges rettigheder på skoleskemaet
Den nye udviklingspolitiske strategi lægger op til et større tematisk og geografisk fokus. Hvis prioriteterne skal nås, kræver det implementering igennem NGO’er, som har muskler og en vis operativ kapacitet. Det kræver NGO’er, som har erfaring og er specialister i de lande, hvor de opererer. For BØRNEfonden er det en uundværlig del af vores arbejde, at vi er en lokal aktør i vores programlande, og at vi har en stor rækkevidde til øvrige partnere og myndigheder.

Hvis der skal ske et nybrud, er der også brug for en ny og innovativ tilgang, og der er behov for, at flere aktører involverer sig i udviklingspolitikken. Kravene til administration i de nye partnerskabsaftaler skal derfor være mere fleksible, så der bliver større mulighed for innovation. 

Bolette Christensen
CEO, BØRNEfonden

I Mali, hvor Børnefonden arbejder, er børn og unges rettigheder kommet på skoleskemaet. Det er sket på baggrund af Børnefondens projekt, hvor 9000 unge de seneste to år er blevet undervist i demokrati og rettigheder.

Fra projektets start har Børnefonden inddraget familier og lokalsamfund og været i tæt dialog med Undervisningsministeriet i Mali. Det er på baggrund af projektets positive resultater, at ministeriet nu har besluttet at gøre faget obligatorisk til gavn for alle landets unge. Det er et vigtigt resultat og ret bemærkelsesværdigt i et land, hvor børn og unges rettigheder traditionelt fylder meget lidt, men hvor der i høj grad er brug for de unge som forandringsagenter for at skabe en positiv fremtid i det meget skrøbelige land.

Langsigtet indsats
For Børnefonden har dette kun været muligt på grund af vores støtter, som er en stor del af vores daglige arbejde, som det er for mange danske NGO’er.

Støtterne og medlemmerne sikrer den folkelige forankring af udviklingsarbejdet – et krav som ikke ser ud til at ændre sig med de nye partnerskabsaftaler. Det er positivt, for det er her, civilsamfundet har sin særlige egenskab. Men for Børnefonden betyder støtten fra vores sponsorer også, at vi kan lave langsigtet udviklingsarbejde – det lange seje træk – og at projekter med øvrige fundingkilder spiller sammen med vores langsigtede arbejde og derigennem får en langvarig effekt.

I udviklingspolitikken og partnerskabsaftalerne med NGO’er bør der også ses på, hvordan den langsigtede bistand får størst mulig effekt og når ud til flest muligt.