DIIS-forskere: Det vil undergrave dansk sikkerhed at skære på klima- og udviklingsstøtte til fordel for militære investeringer

Storbritannien har allerede drastisk beskåret deres udviklingsbistand – hvorfra meget af deres klimastøtte kommer – for at finansiere oprustning.

Den logik er lige så kortsigtet, som når Trump fortæller sine vælgere, at krigen i Europa ikke er USA's problem. Der er jo, som han siger, et stort smukt hav imellem os. Den slags forældede forestillinger om sikkerhed må vi ud over.

Klima og sikkerhed hænger sammen

Hvis der er noget, vi burde have lært af pandemien, klimaforandringerne, finanskrisen, flygtningekrisen, terrorismen og de seneste års krige og konflikter, er det, at de globale udfordringer hænger sammen på kryds og tværs. Man kan ikke udvælge nogle få og være fri for de andre. 

En omstrukturering af den globale klimafinans vil kunne sikre flere og mere stabile finansieringskilder.

Mikkel Funder m.fl.
Seniorforsker, DIIS

Danmarks og Europas sikkerhed anno 2025 bør derfor ikke handle om et ensidigt fokus på militæroprustning, men om en sammenhængende indsats på flere fronter samtidig, både herhjemme og ude i verden.

Det gælder også Danmarks internationale klimastøtte og dens rolle i den kommende udviklingspolitiske strategi.

Klimastøtte, når den bruges fornuftigt, er jo også til gavn for Danmark selv.

Dels er den et led i dansk klimadiplomati og internationalt samarbejde i en tid, hvor vi har brug for alle de venner, vi kan få. Dels hjælper støtte til grøn energi og omstilling ude i verden med at forebygge yderligere klimaforandringer – også dem, der rammer os herhjemme.

Sidst, men ikke mindst, bidrager vores klimafinansiering til, at klimaforandringerne ikke undergraver de fattige landes økonomier og øger den globale ustabilitet yderligere ved at understøtte disse samfund i at tilpasse sig klimaændringernes konsekvenser.

Læg klimastøtten om

Så vi skal fastholde klimafinansieringen og udviklingssamarbejdet. Desværre er det så ikke nok i sig selv: Klimabehovene vokser, statsbudgetterne er pressede, og der er langt til de 300 milliarder dollars. Derfor er der brug for at tænke i nye tilgange.

En omstrukturering af den globale klimafinans vil kunne sikre flere og mere stabile finansieringskilder.

Klimafinans vil derved blive mindre afhængig af bistandsmidler og mere modstandsdygtig over for geopolitisk ustabilitet – det vil betyde mindre hvem, der sidder i det Hvide Hus eller andre magtfulde lande. 

At bryde det fastlåste forhold mellem bistandsmidler og klimafinans er også blevet efterlyst af stemmer fra det globale syd i årevis. Og der er reelle alternativer, der ikke blot gør os afhængige af frivillige privatsektorengagement. 

Her kan European Capacity Building Initiative og Global Solidarity Levies Taskforce nævnes, hvoraf Danmark allerede har tilsluttet sig sidstnævnte.

Denne taskforce undersøger afgiftsmuligheder på alt fra privatfly til finansielle transaktioner i forbindelse med aktiehandel. Dette kan omforme global klimafinansiering og generere varige midler til klima- og udviklingsindsatser. 

Lokalt ledet klimatilpasning

Samtidigt kan vi øge effektiviteten af de penge, der er til rådighed – især til klimatilpasningsindsatser, der kan forbedre klimaudfald i udviklingslande.

Dette kræver en stærkere og mere samordnet styring af klimatilpasning i Danmarks klimafinansiering med særlig vægt på decentraliseret og lokalt ledet tilpasning.

Svaret på det øgede pres på internationalt samarbejde er ikke mindre samarbejde, men mere samarbejde.

Mikkel Funder m.fl.
Seniorforsker, DIIS

Den seneste evaluering af Danmarks klimabistand viser nemlig, at subnational styring er en vigtig faktor for succes.

En decentraliseret tilgang bygger på 'Locally Led Adaptation' (LLA-principperne), som Danmarks udenrigsministerium allerede har anerkendt.

LLA-principperne lægger vægt på de unikke behov, viden og kapaciteter, som lokale befolkninger og myndigheder besidder, og sikrer, at tilpasningstiltag er kontekstspecifikke og bæredygtige.

Principperne understreger også vigtigheden af vedvarende støtte frem for lejlighedsvise indsatser.

Dette kan bedre understøtte lokale partnere i at opbygge bæredygtige kompetencer og indsatser og kan gøres ved at stille finansielle ressourcer, teknisk assistance og kapacitetsopbygningsstøtte til rådighed.

Det kan virke tillokkende at skære på klima- og udviklingsstøtte til fordel for militære investeringer. Men det undergraver blot vores sikkerhed endnu mere.

Svaret på det øgede pres på internationalt samarbejde er ikke mindre samarbejde, men mere samarbejde. Det gælder også på klimafronten. Vi skal undgå prioriteringsfælden, fastholde klimafinansieringen, støtte nye finansieringsmodeller og bygge på det, der virker.