En ny migrationskrise vil ramme Europa, og både højre- og venstrefløjen er bange for at tale om den

Jeg ankom til Bruxelles i praktik den sidste dag i januar. Mens en dansker brokkede sig i toget over lukningen af Irma, læste jeg en artikel om hvordan tusind asylansøgere bor i Bruxelles i et syvetagers hus, begravet i skidt, vold og elendighed - for at sige det rent ud.

Flygtninge- og migrationskrisen er ikke kun voldsom i EUs hovedstad, hvor tusindvis fryser på gaden og på togstationerne. En stemning af panik breder sig i hele Europa, hvor frygten for endnu en 2015-menneskestrøm ulmer. Lige nu er Europa som en søvngænger, der hellere vil lade flygtninge drukne end at vågne op og - sådan for alvor - anerkende problemerne.

I Danmark vil vi - måske - undgå de største migrationsbølger. Men vi bør ikke være fri for at lære. Alle politiske fløje ignorerer nemlig hver deres del af den politiske vold, som krisen afføder. Vi kan ikke finde de svære svar, hvis vi ikke tør erkende et par bitre sandheder, så lad mig udpensle, hvor både højre- og venstrefløjen tit går galt i byen.

Højrefløjen lukker øjne og slår i blinde
Den første sandhed: Den nationalistiske højrefløj har ret i at hjælp til nærområderne er nødvendigt - selvom de ikke selv tror på det.

I årevis har de sagt det som et tomt nødsvar, en desperat affejen af kritik. De kommer aldrig til selv at presse på for mere bistandshjælp. Men hvis vi ikke styrker verdens fattigste lande med massiv hjælp, så vil problemet kun vokse sig større. Voldelige push-backs fra kystvagten er en løsning på lånt tid, og højrefløjen har, ironisk nok, helt ret i, at langsigtede, reelle løsninger kræver langt mere konkret hjælp og udviklingsbistand i verdens brændpunkter.

For det andet: Højrefløjen ignorerer, at også et europæisk opgør med ulighed og fattigdom ville løse flere af krisens udfordringer. Stigende ulighed leder til mere kriminalitet og utryghed, mens mere lighed omvendt kan forebygge ekstremisme og vold. Alligevel tolkes lighedsskabende politik ofte bare som tegn på et slags moralsk fordærv. Skal vi håndtere migrationen, så bør vi erkende, at Europa har et ulighedsproblem, og handle derefter.

Konsekvenserne af status quo er tydelige: Det brutale liv, som flygtninge og papirløse migranter lever, når de bliver tvunget ud i lortejobs, kriminalitet eller må leve på gaden, er bare endnu en vold, som helst skal glemmes og gemmes hos højrefløjen.

For dem er det aldrig synd for en ung mand, der bliver dræbt i en konflikt, en kvinde på asylcenter, som strider imod at rejse hjem til islamisterne, eller et barn, som drukner i Middelhavet. De valgte det jo selv, lyder logikken, og på den måde bliver vi jo belejligt fri fra at løse problemerne.

Det brutale liv, som flygtninge og papirløse migranter lever, når de bliver tvunget ud i lortejobs, kriminalitet eller må leve på gaden, er bare endnu en vold, som helst skal glemmes og gemmes hos højrefløjen

Emil Samaras

Venstrefløjen lægger sig fladt ned
Nogle røde benægter omvendt, at der overhovedet skulle være problemer, ud over når stater og EU bygger hegn og mur. De lukker tit øjnene for volden i udsatte boligområder, som er under pres fra migrationen, og nogle få prædiker endda åbne grænser: Et umuligt scenarie, som ville føre til massiv løndumping, total højredrejning og potentiel borgerkrig med et snuptag.

Det burde ellers være lige til højrebenet for os røde, at flygtningepres og migration ikke automatisk er en gevinst. For var vi ikke netop enige om, at mennesker bliver presset af fattigdom, religiøs ekstremisme, konservativt kvindesyn og alt derimellem? Hvis vi ikke vil anerkende det, så svigter vi alle dem, som lever med presset og volden hver eneste dag. Venstrefløjens analyse af ulighed og volds destruktive effekt er korrekt - så lad os erkende, at der er brug for den.

Netop derfor bør venstrefløjen altid forsvare de friheder, som trues af religiøse ekstremister, kultursammenstød og konservative kræfter. Man skal ikke lede længe for at finde dem, som ønsker at udelukke og ensrette mennesker - men kvindefrigørelse, LGBT-rettigheder og demokratiet er dyrtkøbte sejre, som vi aldrig må give køb på. Hverken i tolerancens eller intolerancens navn.

Skal vi imødekomme migrationskrisen, må vi først se den i øjnene. At drømme om åbne grænser eller migration helt uden udfordringer er feberdrømme, så vi sover bedre om natten

Emil Samaras

Åbne øjne, Europa
Højrefløjen puster altså til ilden og volden, mens venstrefløjen lægger sig fladt ned.

Et godt eksempel er, når Rasmus Paludan på bizar vis hjælper Erdogan med at vinde det tyrkiske valg, når Paludan brænder koranen. Her ser vi et spøjst samarbejde mellem højrefløjen og islamisterne, hvor de spiller hinanden gode. Omvendt ser vi venstrefløjen lægge sig ned og spille fallit, når de foreslår at fjerne Paludans politistøtte. Den strategi er en sikker billet til halshugning, martyrdom og moralsk forfald fra frihedsværdier, vi ellers anså som ukrænkelige.

Skal vi imødekomme migrationskrisen, må vi først se den i øjnene. At drømme om åbne grænser eller migration helt uden udfordringer er feberdrømme, så vi sover bedre om natten. Måske tør vi ikke vågne til volden, hvis det er os selv, som svinger staven? Og måske kan vi blive ved med at benægte løsningerne, hvis vi kan putte al skyld på ‘de andre’?

Problemet er, at der ikke er andre. Der er kun ‘vi’. ‘Vi’ har brug for større international støtte og store investeringer i forebyggelse af social kontrol og vold. ’Vi’ skal forpligte EU-lande på at dele ansvaret for migrationsstrømmene. ’Vi’ skal åbne øjnene, før presset vokser sig kæmpestort. For også vejen derhen bliver lang og smertefuld, hvis vi ikke tør handle nu.