Folkekirkens Nødhjælp: Det er dansk at dele

Af Mulle Juul Korsholm
Kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp

For et par år siden blev danskerne kåret til verdens mest tillidsfulde folk, og det er alment kendt, at vi år efter år også tager prisen som verdens lykkeligste. Oveni hatten har vi et solidt velfærdssystem, vi kan leve trygt og sikkert fra alskens katastrofer, og man skulle tro, at alt det tilsammen ville være et godt fundament for, at vi kunne have både overskud og lyst til at hjælpe verdens fattigste.

Alligevel viser Danidas seneste undersøgelse, at danskernes tillid og støtte til udviklingsbistanden umiddelbart falder. Her er nogle bud på hvorfor, og om det alligevel er så slemt, som det lyder.

Tror mor på projektet?
Da danskerne i slutningen af sidste år blev bedt om at skrive det første ord, der faldt dem ind, når de tænkte på landets politikere, var det hyppigste ord ’utroværdige’. Hele 74% skrev et negativt ladet ord, mens de sølle resterende 26% var enten neutrale eller positive.

Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over, hvorvidt kritikken er berettiget eller uberettiget, men vil blot konstatere, at det selvfølgelig smitter af på alle områder, der smager af politik, herunder også udviklingsbistanden. Forvalter de nu også vores skattekroner godt nok? Har de overhovedet styr på, hvor de havner?

Forvirringen og usikkerheden fik endda et ekstra skub i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger. Fra en historisk bred opbakning til udviklingsbistand, begyndte korthuset at ryste, da det største oppositionsparti bebudede en markant reduktion, toppet op af regeringen, der under selve forhandlingerne kom med på vognen. For hvad betyder det, når ikke engang mor tror på projektet mere? Så kan man jo godt gå hen og blive lidt desillusioneret.

Virkeligheden er, at udviklingsbistanden har vist resultater. Men hvad nytter det, hvis danskernes opfattelse er, at de, der sidder for enden af trådene som Gepetto og styrer, hvor dukken skal danse, ikke har styr på det. Perception is reality. Forskning peger på, at mistillidstendensen bliver yderligere forstærket under økonomiske kriser, som den vi lige har været igennem. Og det leder mig straks til mit andet bud.

For hvad betyder det, når ikke engang mor tror på projektet mere? Så kan man jo godt gå hen og blive lidt desillusioneret.

Mulle Juul Korsholm
Kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp

De fattigste af de fattige
Den økonomiske krise har sikkert ikke gjort noget godt for danskernes lyst til at hjælpe uden for landets grænser. Mange har følt sig pressede, og det er for så vidt ikke så mærkeligt, at man i sådan en situation overvejer en ekstra gang, hvad pengene skal gå til. Og selvom der er flere indikatorer på, at krisepilen peger i den rigtige retning, tror over halvdelen af danskerne, at krisen ikke er slut.

I Folkekirkens Nødhjælp hjælper vi kun uden for Danmarks grænser, fordi vores mission er at styrke de fattigste af de fattige. Og de er - med al respekt for dette lands fattige - ikke at finde i Danmark. Vi arbejder helt derude, hvor ikke engang kragerne gider at vende, og hvor livet gør virkelig ondt. Hver gang vi kører kampagner, bliver vi på vores sociale platforme udfordret på, hvorfor vi dog hjælper ude i verden, når nu vi selv har brug for hjælp.

Der er mange, der synes, at de kender én, der er fattig, og som da godt kunne bruge en hånd. Og lige så meget som Perception is Reality, må jeg give Einstein ret i, at Everything is Relative. Så ja, der er helt sikkert mennesker, der har det dårligere end andre, også i Danmark. Men måske har de det trods alt knap så dårligt som verdens fattigste. Men det er nok desværre svært at se, hvis man selv føler, man sidder i en dansk kokasse til op over begge ører.

Alle er blevet eksperter
Som sagt, bliver vi i Folkekirkens Nødhjælp ofte mødt med kritiske spørgsmål på Facebook og Twitter. Ikke som sådan til vores organisation, men til det faktum om vi danskere overhovedet skal hjælpe uden for landets grænser. Og herfra udspringer min tredje tese.

Med den digitale revolution er alle blevet eksperter. Alle, uden en pind forstand på et givent emne, kan tage professor-hatten på. Og at området er komplekst, skræmmer ikke. Og den enes mening er lige så god som den andens. Pludselig skal vi tage stilling til, om det ikke er ’meget bedre at redde burhøns end mennesker i Afrika’. Eller vi skal lægge ører til en trist type, der mener, at det er ’godt ,når folk dør af sult, for så er der en mund mindre at mætte’.

Jeg er klar over, at det ikke er flertallet, der har det sådan, men disse stemmer fylder meget, og det er ofte de negative, der råber højst. Og det skal de og alle andre selvfølgelig have lov til. Det er bare ærgerligt, når studier viser, at dårligt trumfer godt. Hvis der er én negativ kommentar ud af 10, så vil vi sige, at kommentarsporet var overvejende negativt. Og det har selvfølgelig en betydning for vores holdning til emnet, ikke mindst udviklingsbistand, som nemt kan få de store følelser i kog.

Danskerne giver som aldrig før
I al den umiddelbare elendighed bliver jeg nødt til at afslutte med den gode historie. Danidas målinger er lavet på folks holdninger. Og ikke på folks handlinger. For kigger jeg på tallene i Folkekirkens Nødhjælp og de fleste andre større udviklingsorganisationer, giver danskerne som aldrig før.

Og giverviljen bekræfter, at på trods af uvilje mod politikere, krise og en generel råben højt om, hvad den enkelte synes er for dårligt eller for dumt, så har danskerne ikke glemt verdens fattigste eller det nødvendige langsigtede udviklingsarbejde.

Sidste år steg vores private donationer med 4 millioner kroner og kom op på 172,3 millioner, primært med udgangspunkt i flere faste månedlige donorer og et højere gennemsnitligt donationsbeløb. Og når vi måler vores troværdighed, hvilket selvfølgelig ikke er det samme som tillid, men måske en forudsætning, ligger den støt og flot højt. Ingen fald her, hverken i holdning eller handling.

Så jeg er fortrøstningsfuld. På vegne af den danske tradition for at hjælpe folk i nød. Og for den langsigtede udviklingshjælp uden for Danmarks grænser. Det er dansk at dele – også med verdens fattigste.