Giv børnene udviklingsbistanden ind med skolemælken

Det er ikke uden grund, at Handels- og Udviklingsministeriet er blevet lagt sammen.

Mulle Juul Korsholm
Kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp

Af Mulle Juul Korsholm
Kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp

I mit indlæg om danskernes faldende tillid til udviklingsbistanden forrige uge, kom jeg med nogle bud på, hvorfor det er gået, som det er, og om det virkelig er så slet, som Danidas seneste undersøgelse umiddelbart viser. Det er selvfølgelig vigtigt at forstå baggrunden for den faldende tillid, men bliver man der, kommer man selvsagt ingen vegne.

Vigtigst af alt må være at kigge på, hvordan vi kan få knækket kurven. Og det er uafhængigt af, hvor niveauet på udviklingsbistanden ender, når valget er ovre, og retningen skal besluttes. Så jeg vil i det følgende komme med nogle forskelligrettede tanker om, hvordan politikerne, erhvervslivet og vi i organisationerne kan være med til at styrke danskernes tillid og opbakning til den langsigtede udviklingshjælp.

Ind med skolemælken
Min ældste søn skiftede til en international skole i København for snart 2 år siden, hvor han begyndte i 7. klasse. Og her fik jeg øjnene op for en helt anden tilgang til velgørenhed, end jeg nogensinde som barn selv var eksponeret for. Eller i øvrigt har mødt andre steder i en almindelig dansk hverdag og i mit voksenliv.

Her er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt man gider at hjælpe eller ej. Her er det simpelthen en del af pensum og en integreret del af skolens kultur. Børnene skal lave frivilligt arbejde – og gerne op til 90 timer om året! – og skolen har deres egen Charity Club. Der er ikke en ugestatus fra skolen uden en opfordring til at donere små sæber, shampooflasker eller andre personlig pleje-sager, der så gives videre til Danmarks hjemløse.

Børn og forældre kan deltage i The Peru Walk i skoven, hvor man for hver kilometer donerer lidt penge til den skole, som skolen hjælper i Peru. Eller man kan som forældre og elever støtte skolens ernærings- og mikrolånsprojekter i Ngleshi Amanfro i Ghana. Lige nu er der en af pigerne fra 9. klasse, der har klippet sit lange hår af. Håret bliver givet videre til børn med cancer, der har brug for en paryk, og samtidig fundraiser hun til de fattige kvinder i Ghana. Sådan. To fluer med et smæk.

Og jeg må indrømme, at selvom jeg lige skulle vænne mig til al den godgørenhed, så er det virkelig stærkt, at børnene får det ind med skolemælken og lærer, at tage vare på andre end sig selv. Både indenfor og udenfor landets grænser. Det synes jeg faktisk, vi i det danske skolesystem godt kunne lade os inspirere af. Lære børnene om vigtigheden af at hjælpe de mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, give dem en bedre forståelse for udviklingslandene og motivere dem til at slippe deres online liv for en stund og udføre noget frivilligt arbejde.

Altså både styrke den globale dimension i folkeskolen med bedre oplysning, men også som et praktisk fag, hvor børnene engageres fysisk i at hjælpe verdens fattigste. Det kan der kun komme nogle bedre verdensborgere ud af. Og selvom denne strategi har en langsigtet tidshorisont og ikke kommer til at ændre danskernes tillid og opbakning til udviklingsbistanden overnight, er jeg sikker på, at den vil kunne aflæses i Danidas holdningsundersøgelse, når de unge håbefulde mennesker er blevet voksne.

Opbakning kræver handling
Humanitære organisationer får nogle gange skudt i skoene, at vi selv er ude om, at danskerne ikke tror på, at udviklingsbistanden hjælper. Ofte er det de akutte ’hjælp nu’ katastrofeagtige appeller, der fylder i mediebilledet og i mindre grad ’se hvor det har nyttet’-historierne. Og hypotesen er her, at det er svært at tro på, at hjælpen gør en forskel, hvis man ikke ofte nok ser resultatet.

Udfordringen er imidlertid, at det kan være op ad bakke at få folk, der umiddelbart ikke har udviklingshjælpen som top-of-mind, til at engagere sig. ’Det går godt, send flere penge’ dur bedst med ens egne børn eller nogen, man kender. Og heri ligger noget af løsningen; man bliver nødt til at have etableret et forhold, en dialog, før man kan få folk til at interessere sig for det, der faktisk er forsiden af medaljen.

I Folkekirkens Nødhjælp er vores erfaring, at har vi først fået danskerne til at engagere sig én gang, så kan vi få dem i dialog og begynde at fortælle både de gode historier, men også de mere komplekse sammenhænge. Og det er her, man begynder at kunne skabe forståelse for området og ikke mindst opbygge tillid til, at bistanden har en positiv effekt.

Med det in mente burde der måske investeres mere i at få flere i dialog? Med kampagner, der ved første øjekast ikke fortæller både ’før og efter’, men som møder folk der, hvor de er. På en relevant og medrivende måde for så senere at levere den svære ligning. Og måske der burde løsnes op for den stramme adskillelse mellem oplysning og handling i anvendelsen af PRO-midlerne?

I dag kan vi som organisationer kun bruge de projektrelaterede oplysningsmidler til traditionelle oplysningsinitiativer uden et engagement eller donationselement. Når vi nu rent faktisk kan måle, at jo flere gange folk gør noget aktivt i den gode sags tjeneste, jo mere tilbøjelige er de til at forstå og støtte udviklingsarbejdet. Det er da værd at overveje.

Redder både liv og arbejdspladser
Verdens fattigste lande har oftest en størrelse og nogle befolkningstal, der gør dem attraktive for danske virksomheder, der opererer internationalt. Der er ikke en virksomhed med respekt for sig selv – og sine aktionærer – der enten allerede har en fod i Afrika og Asien eller har det på tegnebrættet. Potentialet, når landenes middelklasser vokser, er enormt.

Et par gode eksempler herpå er Arla Foods Ingredients, som Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med omkring ernæringsrigtige kiks i Etiopien og Grundfos, som arbejder på at vinde over tørken i Malawi. De redder liv i de afrikanske lande, samtidig med at de redder arbejdspladser i Danmark. Og mange andre danske virksomheder har allerede, eller kommer til, at nyde godt af den innovation og vækst, der foregår i de fattige lande.

Det er ikke uden grund, at Handels- og Udviklingsministeriet er blevet lagt sammen. Udviklingsbistanden kommer ikke kun de fattige lande til gode, det bidrager også til vores egen økonomi, konkurrencedygtighed og BNP. Men vi skal være bedre til at vise, at bistanden kommer flere, end man umiddelbart tror, til gavn hvert år. Også i vores egen andedam.

Mange virksomheder er begyndt at kommunikere om løsninger på udviklingsudfordringer og bakker åbent op om bistanden. En klar understregning af erhvervssektorens voksende anerkendelse af bistandens rolle som medkatalysator for dens vækstmuligheder. Men flere burde følge trop.

Virksomhederne vil uden tvivl styrke den danske befolkning i troen på, at udviklingshjælp foregår ud fra nogle professionelle principper, man kan have tillid til, og ikke mindst få danskernes øjne op for, at udviklingsbistanden også udvikler de virksomheder, vi selv skal leve af.

Lys for enden af tunnelen
Jeg vil runde af med at sige, at jeg er fortrøstningsfuld på udviklingsbistandens vegne. Jeg tror og håber på, at politikerne, virksomhederne og organisationerne i samlet flok nok skal få knækket den nedadgående kurve og styrke danskernes tillid, så vi fortsat ligger i toppen.

Kigger vi på muligheden for at gøre vores unge mere globalt ansvarsbevidste gennem uddannelsessystemet, på muligheden for at opfordre til handling i den oplysningsrelaterede kommunikation og på virksomhedernes rolle i at formidle vigtigheden af udviklingsbistanden ud fra et økonomisk perspektiv, burde der være lys for enden af tunnelen.

Det er dansk at dele, og det har det altid været. Vi har en lang tradition for se ud i verden og hjælpe ud over vores egen lille andedam, for at bekæmpe strukturelle årsager til fattigdom, krig og ulighed. Og det skal vi blive ved med. For det er dansk at dele – også med verdens fattigste.