Institut for Menneskerettigheder: Coronakrisen udvikler sig til en menneskerettighedskrise

DEBAT: Verden har ventet på, at coronavirussen ville lægge de afrikanske sundhedssystemer ned. I stedet har reaktionen på covid-19 resulteret i krænkelser af menneskerettighederne, skriver Hans-Otto Sano.

Af Hans-Otto Sano
Forskningschef, Institut for Menneskerettigheder

11. april 2020 erklærede en journalist fra BBC, at man nu havde nået en milepæl i Afrika med flere end 10.000 smittede og flere end 500 dødsfald relateret til coronavirus.

Krisens globale epicenter kunne muligvis bevæge sig til kontinentet, blev det sagt.

Disse udtalelser var et ekko af det, der allerede havde været et truende perspektiv i de tidlige faser af den globale krise i februar:

Når først virussen inficerede de afrikanske lande, så var katastrofen nært forestående i betragtning af de svage sundhedssystemer i de afrikanske lande.

Forudsigelsen om afrikansk epicenter udebliver
Imidlertid har truslen om et afrikansk epicenter ikke rigtig udfoldet sig nu fire uger efter.

Tabellen nedenfor illustrerer, hvordan stadig færre bliver smittet i ni afrikanske lande.

De vestafrikanske lande og Sydafrika er de lande med flest smittede syd for Sahara, hvor Sydafrika topper med næsten 7.600 bekræftede tilfælde 5. maj 2020.

Til sammenligning rapporterede Etiopien 133 tilfælde i samme periode.

Tabellen viser en stejl stigning i begyndelsen af ​​marts i de fleste lande, en mere moderat stigning i den efterfølgende periode fra 22. marts og en reduktion i den procentvise vækst i den sidste fase fra 15. april.

Gennemsnitlig vækst i daglige bekræftede infektioner fratrukket dødsfald og helbredte (procent)

  28. februar - 21. marts 22. marts - 14. april 15. april - 5. maj

Burkina Faso

44 % 7 % -5 %
Etiopien 32 % 9 % -1 %
Ghana 29 % 16 % 6 %
Kenya 28 % 14 % 3 %
Niger 0 % 29 % -4 %
Nigeria 15 % 11 % 10 %
Sydafrika 41 % 9 % 4 %
Tanzania 43 % 9 % 8 %
Zambia 0 % 8 % 5 %

Mangel på tal og forklaring
Der er indtil videre ingen forskning, der kan fortælle os, hvor underrapporteret smitten er i Afrika syd for Sahara. Tallenes troværdighed må derfor tages med forbehold.  

Den beskedne forskningsdokumentation betyder også, at vi ikke har en forklaring på den relativt lave vækst og på de regionale forskelle.

Sundhedsmyndighederne i en række afrikanske lande har imidlertid handlet hurtigt. Erfaringen med ebola i Vestafrika medførte, at visse screeningsforanstaltninger allerede var på plads.

WHO har støttet afrikanske regeringer i hurtig påvisning af smitte ved at levere tusinder af covid-19-testkits og uddanne sundhedsarbejdere.

44 afrikanske lande kan nu teste for covid-19, omend ikke så effektivt som i nogle europæiske lande. Ved starten af ​​udbruddet kunne kun to lande gøre det.

Det lave antal dødsfald i de respektive lande indikerer, at sundhedssystemerne i Afrika hidtil har været mere effektive end mange for eksempel internationale medier havde regnet med.

Når menneskerettighedsovergreb bliver løsningen på en sundhedskrise
Den positive udvikling i smittespredningen har dog desværre en alvorlig skyggeside.

For de afrikanske regeringers håndteringen af truslen fra covid-19 har betydet drastiske indgreb i befolkningernes rettigheder.

Forbud mod offentlige forsamlinger blev allerede indført af en række regeringer inden 15. marts, undtagelsestilstand blev erklæret i Sydafrika i midten af ​​marts og i Etiopien 12. april.

Efter sigende for at undgå, at medierne spreder panik, har Etiopien og Sydafrika indført begrænsninger i mediernes rapportering.

Nedlukninger har også været fremherskende i større bycentre, såvel som flere lande har indført udgangsforbud.

I Zambia har sundhedsmyndighederne ret til at komme ind i private hjem, hvis beboerne mistænkes for at være smittet.

I Sydafrika bliver borgere og medier opfordret til at hjælpe myndighederne med at opspore personer og husstande, der kan udgøre en potentiel smitterisiko.

I Uganda er skydevåben, tåregas og pisk blevet brugt af politi og sikkerhedsstyrker.

Strategien fra Nordeuropa, hvor regeringer og sundhedsmyndigheder har forsøgt at etablere en adfærdsmæssig social kontrakt med borgerne, har ikke været en del af regeringsdagsordenen i de fleste lande i Afrika syd for Sahara.

Rapporter om vold, tortur og mord  
Nigeria, Sydafrika, Uganda og Kenya er blandt de lande, hvor sikkerhedsstyrker har brugt vold for at holde mennesker væk fra gaderne.

Brutaliteten har ofte været i modstrid med gældende regler, der har tilladt folk at gå ud til vigtige formål såsom at købe mad og medicin.

Nigerias menneskerettighedskommission har hidtil fundet omkring 105 krænkelser af menneskerettigheder.

Der har blandt andet været 18 tilfælde af drab begået af myndighederne i Nigeria under forsøget på at håndhæve den statspålagte nedlukning for at inddæmme spredningen af ​​covid-19.

I Sydafrika gik videoer af politiets brutalitet over for grupper, der muligvis forbrød sig mod nedlukningen, viralt på sociale medier.

Flere rapporter om tortur og mord på borgere, der er anklaget for at have overtrådt reglerne om nedlukning, undersøges nu. Nogle af videoerne viser soldater, der sparker folk og tvinger dem til at rulle rundt på jorden.

Andre bliver ført med førergreb, indtil de når deres hjem.

Økonomisk krise rammer
Foruden menneskerettighedskrænkelser hersker økonomisk elendighed og arbejdsløshed i afrikanske lande syd for Sahara.

Afrikanske by-økonomier er generelt uformelle og dermed afhængige af borgernes bevægelsesfrihed, åbne markeder og undertiden handel over grænser.

Kvinder i servicesektoren, unge mennesker og migranter er hårdt ramt af den øgede arbejdsløshed og økonomiske afmatning, der har udviklet sig i kølvandet på covid-19. Disse grupper trues allerede ofte af diskrimination.

De nuværende trusler mod menneskerettighederne følger det seneste årtis underminering af borgerlige og politiske rettigheder i Afrika syd for Sahara.

Ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden har ifølge flere kilder været under pres i de fleste af landene. Regeringernes brud mod disse rettigheder er især tydelige i Kenya, Tanzania og Nigeria.

I løbet af den seneste tid er der sket en vis forbedring i Etiopien ifølge disse kilder, men dette sker fra et meget lavt niveau af respekt for borgerlige og politiske rettigheder.

Menneskerettighederne skal sikres under pandemien
Risikoen er nu, at brutaliteten og de udvidede beføjelser, der er givet til politiet og sikkerhedsstyrkerne under krisen, i mange regeringers opfattelse vil etablere sig som en uundgåelig nødvendighed, mens myndighederne venter på en potentiel anden bølge af virussen.

Vi skal derfor ikke kun holde øje med, hvordan pandemiens fremmarch truer befolkningerne i Afrika syd for Sahara – hvor alvorlig den end er eller kan blive – men vi skal også følge nøje med i, hvordan truslerne mod hvert menneskes værdighed, privatliv, frihed og sikkerhed udvikler sig under og efter pandemien.

Heri ligger voldsomme indgreb i borgernes rettigheder, som risikerer at vare ved, når covid-19 ikke længere er en trussel.

Forrige artikel Oxfam Ibis: Covid-19 kræver øget bistand til de fattigste lande Oxfam Ibis: Covid-19 kræver øget bistand til de fattigste lande Næste artikel Forsker: Flygtningekonventionen er ikke det rigtige redskab til at håndtere klimaflygtninge Forsker: Flygtningekonventionen er ikke det rigtige redskab til at håndtere klimaflygtninge
Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

MIGRATIONSPAGT: EU-Kommissionen slagter kontroversiel idé om tvungen omfordeling af flygtninge, men indfører princippet igen ad bagdøren, lyder noget af kritikken af nyt EU-udspil til asylpolitik, mens andre mener, at fokus på grænsekontrol og hurtige udvisninger risikerer at underminere flygtninges retssikkerhed.