Lav en ny fortælling om verdens udvikling

Vi har et oplysningsproblem, men løsningen er næppe mere oplysning.

Jon Clausen
Studiekoordinator og kommunikationsmedarbejder, Global Development, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Af Jon Clausen
Studiekoordinator og kommunikationsmedarbejder, Global Development, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Mette Gjerskov (S) har en interessant pointe, når hun i sit indlæg Tillid er udviklingens brændstof beskriver det paradoksale i mange danskeres forhold til udviklingsbistanden: Vi tror ikke rigtig på, at det virker, men vi vil alligevel gerne betale.

Følgende anekdote om Niels Bohr illustrerer pointen: Over indgangen til Bohrs sommerhus hang en hestesko (hvilket som bekendt er en måde at holde onde ånder væk). En dag får Bohr besøg af en kollega, der ser hesteskoen, og forbløffet udbryder: ”Tror du på den slags hokus pokus!? Du er jo videnskabsmand!”. Hvortil Bohr svarer: ”Nej nej, selvfølgelig tror jeg ikke på det! Men…jeg har fået at vide, at det virker, også selvom man ikke tror på det.”

Manglende basal viden
En del af befolkningen lader til at have det med udviklingsbistanden, som Niels Bohr havde det med sin hestesko. Det er ikke en holdbar situation. Hvis der ikke er tiltro til den positive virkning af udviklingsbistanden, må opbakningen naturligvis falde.

Fokus har i de seneste par uger været på nedgangen i den udtalte opbakning til udviklingsbistanden (nu på stadig pæne 61 procent). Men der er andre tal i Udenrigsministeriets undersøgelse, der burde vække bekymring. For eksempel føler 73 procent af danskerne, at de ikke ved ret meget om udviklingslandene. Den viden, befolkningen trods alt mener at have, står det også sløjt til med. Næsten halvdelen af befolkningen tror, at der er flere ekstremt fattige i verden i dag end for 20 år siden, og hele 57 procent af danskerne mener, at mindre end 30 % af børnene i udviklingslandene i dag kommer i skole, selvom det korrekte tal er 90 procent. Spørger man danskerne, går verden med andre ord – stadig – ad helvede til.

De store fortællingers død
Vi har et oplysningsproblem, men løsningen er næppe mere oplysning. Aldrig har der været så mange kampagner, facebook-updates, tweets, videoer og generel oplysning om udviklingsbistanden som i dag. Det har bare ingen indvirkning på folks basale viden. Vi kommunikerer rigeligt, men ikke altid rigtigt.

Jeg er for så vidt enig med Mette Gjerskov (S), Christian Juhl (EL) og andre, der efterspørger oplysning, som er mindre teknisk og i højere grad involverer og engagerer danskerne. Det personlige møde er utrolig effektivt. De mange mindre danske udviklingsorganisationer, jeg løbende er i kontakt med, oplever alle, at det virker at komme ud blandt ”almindelige mennesker” og forklare, hvad der foregår i det globale syd.

Men omvendt tror jeg også, at der er en god del af befolkningen, der bakker op om bistanden uden nødvendigvis at være interesserede i at engagere sig i debatter og høre på udlandsfareres oplevelser i fattige lande. Disse mennesker har ikke nødvendigvis et problem med, at udviklingsbistanden er professionaliseret og teknisk. Store dele af samfundet er i forvejen sådan, og man behøver jo heldigvis ikke være medicinsk uddannet for at bakke op om sundhedsvæsenet. Man vil bare gerne have en basal tiltro til, at det fungerer.

At udviklingsmiljøet, politikere og medierne ikke er lykkedes med at forklare den danske befolkning, at verden på en række basale områder har udviklet sig i en positiv retning de sidste 20 år, er et fundamentalt problem. Ikke bare for udviklingsbistanden, men for vores demokrati i bred forstand. De gode historier kommer ofte til at fremstå som dråber i et hav af katastrofer.

Samtidig har udviklingsmiljøet i bedste postmoderne stil været lidt for hurtigt til at parkere de store fælles fortællinger til fordel for delhistorier, der positionerer os hver især i ”markedet” og skaber synlighed om lige netop vores arbejde. Det taler effektivt til de få på den korte bane, men fungerer ikke for den brede befolkning på den lange bane.

En ny stor fortælling?
Med de nye FN-verdensmål (SDG´erne) er der ved at tegne sig konturerne af muligheden for en ny stor fælles fortælling. Centralt for målene er, at de har hele verden som målgruppe, ikke bare udviklingslandene. Med det følger et stort politisk ansvar for at tilpasse også de rige samfund til en ny fælles udviklingsmodel, og det vil kræve en helt ny slags oplysning: En fortælling om verden som en helhed, hvor det, vi gør i nord, har konsekvenser i syd og vice versa.

En fortælling, hvor de fælles problemstillinger trumfer særinteresser, og hvor den enkelte kan se, at han/hun qua sine handlinger kan bidrage positivt til verdens udvikling. Og sidst, men ikke mindst en fortælling, hvor stemmer fra det globale syd har en langt mere central plads. En sådan fortælling vil give mulighed for en mere engagerende debat om Danmarks – og dermed dansk udviklingsbistands – rolle i verden.