Niels Tanderup: Derfor kan kunstig intelligens skabe en ny digital kløft mellem nord og syd

DEBAT: Danmark bliver nødt til at kaste sig mere ind i kampen om kunstig intelligens og lade bistanden følge af krav til løsninger med høje etiske og sikkerhedsmæssige standarder, skriver Niels Tanderup.

Af Niels Tanderup
Direktør for Global Affairs, cBrain

I 1990'erne advarede den amerikanske præsident Bill Clinton om en voksende "digital kløft" – en forskel mellem dem, med adgang til internettet, og dem uden.

I dag har mange i det globale syd adgang til internettet, og kløften er i højere grad mellem adgangen til data og bredbånd.

Men det stopper ikke her. For selv med en øget internetadgang og billigere adgang til data, er anvendelsen af data i nye teknologier med til at udvide kløften.

Ét af dem er udviklingen og adgangen til kunstig intelligens (AI), som på mange måder kan blive den næste afgørende globale forskel. Og her bliver Danmark nødt til at kaste sig mere ind i kampen og lade bistanden følge af krav til løsninger med høje etiske og sikkerhedsmæssige standarder.

Kort fortalt: Danmark skal turde pege på danske løsninger.  

Udviklingen har taget fart
AI er ikke noget nyt fænomen. Allerede i 1950 definerede matematikeren Alan Turing kunstig intelligens, og i 1957 forudsagde nobelpristageren Herbert Simon, at computere en dag ville løse større opgaver end mennesket. Men først inden for de seneste fem til ti år har udviklingen for alvor taget fart.

Det skyldes imidlertid hverken ny logik eller algoritmer. Den matematik og de metoder, vi anvender i forbindelse med kunstig intelligens, er grundlæggende set uændrede. 

Men vi har i dag en regnekraft og datakapacitet, som gør det muligt at udnytte matematikken og implementere stadig mere avanceret kunstig intelligens. Og heri ligger kimen til en øget digital kløft mellem det globale syd og det globale nord.

Hvad er kunstig intelligens?
Først er det vigtigt at forstå, hvad AI er. Mange mennesker forbinder primært AI med robotter.

Men AI er, i sin basale form, maskinlæring. Maskinlæring indebærer anvendelsen af store datasæt, som kan automatisere beslutninger eller udlede mønstre, man kan lære af og tilpasse sig. AI bidrager på den måde til, at vi træffer bedre og hurtigere beslutninger og hjælpe os med at tackle komplekse udfordringer.

AI er i dag også implementeret i mange teknologier, vi kender fra vores hverdag, men som vi måske ikke tænker videre over. I starten var det skakcomputere, men nu er det ansigtsgenkendelsessystemer, nyhedsfeed, musiktjenester og streamingplatforme. De trækker alle på maskinlæring til at behandle og analysere store mængder data for at forbedre og personalisere produkter og tjenester.

Offentlige myndigheder bruger også AI til en lang række applikationer. Byer og kommuner udvikler chatbots til at hjælpe med offentlig service, og myndigheder anvender AI i automatisering af selvbetjeningsløsninger eller sagsforløb. 

Kunstig intelligens er således gavnligt for mange aspekter af vores liv – både i nord og i syd. Omvendt kan AI og eksempelvis ansigtsgenkendelse og overvågning misbruges.

To store udfordringer i Afrika ved AI
Den første udfordring ved AI i eksempelvis Afrika er afhængigheden af store mængder data. Det vil sige adgangen til og omkostninger ved behandling af data. Da store datamængder er essentielt for, at AI systemer fungerer optimalt, er spørgsmålet om tilslutningsmuligheder og den ulige adgang til data centralt.

Det er især tilfældet i områder, hvor adgangen til internettet er begrænset til mobiler med lav båndbredde. Med langsommere og mindre pålidelig internetadgang vil eksempelvis afrikanske softwareudviklere være i en konkurrencemæssig ulempe.

Softwarevirksomheder med base i Kina, Europa eller USA vil på den anden side være i stand til at trække data fra udviklingslandene og derefter "eksportere" dem tilbage som applikationer/software produkter. På denne måde risikerer AI at blive en ny form for udvindingsindustri.

Marco Fraccaro fra den danske IT-virksomhed Unumed, med kontor i Kenya, bekræfter den præmis. Men oplever dog også et spirende økosytem i Østafrika for softwareudviklere.

Han fortæller mig, at de applikationer, de udvikler, skal testes og konfigureres ud fra lokale forhold – og at de er afhængige af lokale partnere i eksekveringen af deres forretning.

Så selvom udviklingen af teknologien sker i Danmark, er der viden og kompetencer, der sættes i spil lokalt også. Problemet er bare, at det går for langsomt med at udvikle lokale økosystemer.     

3D-printere udgør en udfordring
En anden og relateret kløft er, hvordan udrulningen af AI i det globale nord kan ende med at isolere udviklingslandes eksport af råvarer, hvis de ikke formår at anvende AI selv i rette tid.

For med øget udbredelse af kunstig intelligens, robotter og 3D-printere, vil vi opleve, at produktionen af billige t-shirts i eksempelvis Bangladesh måske forsvinder, da vi i stedet vil købe koden til en t-shirt hos den danske eller svenske designer på nettet og gå ned til den lokale 3D-printshop og få lavet vores t-shirt.

Hvis Bangladesh ikke formår selv at udvikle ny kode eller printe t-shirten, vil de blive økonomisk udfordret. Og i stedet for udflytning af arbejdspladser og produktion i lavtlønslande, vil vi se en ny Code-and-print-industri vokse frem i vores egen region.

Det vil som sådan være godt for miljøet, men det vil samtidig også skabe en økonomisk kløft og fremtidigt migrationspres mellem den nordlige og sydlige halvkugle, som vi på et eller andet tidspunkt skal forholde os til.

Bistanden må godt pege i retning af Danmark
Som med alle nye teknologier er det vigtigt at overveje de samfundsmæssige og politiske konsekvenser af AI. Hvordan data bruges, beskyttes og opbevares, er centralt. Og i den her kontekst også, hvordan vi investerer vores bistand i teknologi.

Den dimension er især vigtig i Afrika, hvor vi ser forskellige interesser fra forskellige lande blive sat i spil på forskellig måde. Her er Kina igen en væsentlig aktør at tage højde for, da den data, de høster ved at investere deres teknologi i Afrika, i høj grad styrker deres egne geopolitiske interesser.

Derfor er det så vigtigt, at Danmark går forrest med at pege på, at vores bistandsmidler kobles på danske eller i det mindste vestlige løsninger, så vi ikke står tilbage på perronen, når datatoget er kørt.

I øvrigt i det selvsamme tog, vi måske har finansieret med danske bistandsmidler.

Forrige artikel Nytårstalen fra Bo Lidegaard: Den der står alene, står ikke stærkest Nytårstalen fra Bo Lidegaard: Den der står alene, står ikke stærkest Næste artikel MS: En ny FN-mekanisme kan sikre gennemsigtighed med gæld MS: En ny FN-mekanisme kan sikre gennemsigtighed med gæld