Oprindelige folk: Transparens og inklusion er håbet i Marrakesh

Af Elsebeth Krogh
Direktør, IWGIA (International Work Group for Indigenous Affairs)

Oprindelige folk – som masaier, inuitter, samer og mapuche-indianere – fra alle verdensdele er mødt talstærkt op til COP22 i Marrakesh.

De er med for at sikre, at deres rettigheder bliver skrevet ind i de klima-handlingsplaner, der formuleres, når de enkelte lande skal implementere Paris-aftalen.

For de oprindelige folk er inklusion og rettigheder nøgleord. For overtrædes deres rettigheder til jord og som folkeslag, så sættes de uden for den klimahandling, som de gennem deres levevis og traditioner er blandt de bedste til at foretage.

Som en vred repræsentant fra de oprindelige folk sagde sidste vinter under klimaforhandlingerne i Paris: For at beskytte skovene, skal man beskytte de mennesker, der beskytter dem.

Grøn energi får en hul klang, når oprindelige folk tvangsflyttes fra den jord, de dyrker, den kultur, de har udøvet i århundreder, og den natur, de lever i tæt samhørighed med.

Elsebeth Krogh, direktør for IWGIA

Kampen mod vindmøllerne
I indsatsen for at redde klimaet skyder nye grønne energiprojekter op over alt på kloden.

Men opførelse af hydroelektriske dæmninger og vindmølleparker betyder i nogle tilfælde, at oprindelige folk mister hele deres livsgrundlag.

Og grøn energi får en hul klang, når oprindelige folk tvangsforflyttes fra den jord, de dyrker, den kultur, de har udøvet i århundreder, og den natur, de lever i tæt samhørighed med.

Derfor er de nu i Marrakesh for at minde verdens ledere om oprindelige folks rettigheder, som er stadfæstet i FN-deklarationen vedrørende oprindelige folks rettigheder fra 2007 (UNDRIP).

Deklarationen slår fast, at oprindelige folk har ret til at stille krav og deltage i beslutninger, der påvirker deres liv.

Lake Turkana Wind Power-projektet i Kenya er et godt eksempel på, at oprindelige folks rettigheder er blevet forbigået. Som Danwatch har kulegravet, så vakte det storstilede vindmølleprojekt stor modstand blandt de oprindelige folk i området, fordi de ikke blev konsulteret, inden deres jord blev overdraget til projektet.

Investorer overvejer nu at trække sig, mens mediernes opmærksomhed har gjort det til en ærgerlig sag for Vestas.

Med andre ord kan det vise sig at blive en rigtig dårlig forretning ikke at inddrage den oprindelige lokalbefolkning og anerkende deres rettigheder.

Holistisk tilgang
Når vi i Danmark taler om partnerskabsaftaler og ngo-finansiering, så viser Lake Turkana-sagen tydeligt, at der er behov for at tænke mere på tværs og ikke inden for egne siloer.

Når Danmark støtter oprindelige folks rettigheder, som udenrigsministeren bekræftede i FN’s Menneskerettighedsråd i marts, så er det vigtigt at holde kompleksiteterne for øje. Og ikke mindst sikre transparens og inklusion i klimahandlingsplaner og fremme samarbejde mellem de aktører, der er i berøring med oprindelige folk.

Vestas kunne have haft glæde af at tale med IWGIA, der fungerer som ressourcecenter for og om oprindelige folk, før de initierede projektet ved Lake Turkana. Og andre igen kunne bidrage til at afhjælpe de konsekvenser, byggeriet har: Prostitution, vold og alkoholisme.

Der er, som flere i debatten her på Altinget: udvikling fremhæver, brug for alle hænder, når vi skal sikre succesfuld implementering af Paris-aftalen og nå verdensmålene.

Private virksomheder, ngo’er og stater kan vinde meget på at rådgive hinanden, for vi har hver vores tilgang og ekspertiseområde.

Det er det, jeg kalder en holistisk tilgang til udviklingssamarbejde, for ingen indsats kan stå alene, hvis vi skal rykke os fra status quo.