Forsker: Væbnet med dybe lommer griber kineserne ud efter magten i Ruslands gamle baghave

Selvom Rusland traditionelt set har haft den største økonomiske indflydelse og samhandel i regionen, har Kina nu overhalet dem indenom.

Kina er den største handelspartner til hvert af de enkelte lande, målt på den samlede handelsvolumen af import og eksport, først med Turkmenistan et sted mellem 2022 og 2023, dernæst Usbekistan, Kasakhstan og Kirgisistan i 2023, og senest Tadsjikistan i 2025.

Før denne udvikling, var det Rusland der besad den plads.

Det er vel ikke utænkeligt, at Kinas hastigt stigende tilstedeværelse i russernes ’baghave’ kan rynke pander i Kreml, på trods af Kinas og Ruslands ’omfattende, strategiske partnerskab i den nye æra’.  

Sidste år på et feltarbejde til regionen talte jeg med direktøren på et kinesisk Konfucius-institut i den kirgisiske hovedstad Bisjkek. Efter først at have garderet sig med politisk korrekte svar, blødte han gradvist op og sagde pludseligt noget, som man aldrig ville høre en kinesisk diplomat sige:

Nemlig at russernes krig i Ukraine havde svækket Moskvas mulighed for at vedligeholde eller udvide deres tilstedeværelse i Centralasien.

Han konkluderede, at ”russerne højst sandsynligt ikke er glade for vores indtog. Men i sidste ende kan de ikke gøre noget ved det, og det er bare ærgerligt for dem.”

En stor del af Kinas interesse i Centralasien handler ikke kun om adgang til naturressourcer, men også om bekæmpelsen af terrorgrupper

Jonas Haarder
Ph.d.-kandidat, Forsvarsakaemiet og Roskilde Universitet

Kineserne kommer nemlig med en helt anden økonomisk tyngde qua deres investeringer og infrastrukturprojekter via det nye kinesiske silkevejsprojekt, Belt and Road Initiative (BRI).

Dertil er kinesiske varer ofte også billigere og af mindst lige så god kvalitet som de russiske – i Tasjkent, Bisjkek og Dusjanbe ser man kinesiske elbiler og elbusser alle steder på vejnettet.

Bankmanden og sheriffen

Kina ønsker stabilitet i Centralasien dels for at beskytte deres egne projekter, og dels for at sikre, at de nuværende regeringer bliver siddende ved magten og ikke omvæltes af islamistiske fundamentalist-grupper – især i grænselandene Kirgisistan, Kasakhstan og Tadsjikistan.

Kina døjer selv med, hvad de kalder ’the three evils’ – ekstremisme, terrorisme og separatisme – i deres enorme vestlige provins Xinjiang, hvor den muslimske uyghur-minoritet hører hjemme.

En stor del af Kinas interesse i Centralasien handler ikke kun om adgang til naturressourcer, men også om stabilitet og multilateralt samarbejde i bekæmpelsen af terrorgrupper.

Set fra denne kontekst er det ikke usandsynligt, at Kina vil forøge sin sikkerhedsmæssige tilstedeværelse i regionen.

Ideen om, at Rusland er ’sheriffen’ i Centralasien, og Kina kun er ’bankmanden’, er muligvis ved at blive forældet.

Situationen er yderst kompleks, og udover Kina og Rusland er også USA i stigende grad til stede – dog mest med blød magt kanaliseret igennem deres amerikanske universiteter og ngo’er.

Det er den eneste region i verdenen, hvor amerikanerne ikke har nogen militærbaser.

Og selvom man i nyere tid har gjort forsøg på en amerikansk pendant til BRI med Build Back Better World (B3W), har det ikke haft samme slagkraft blandt andet grundet en næsten pinlig lav investeringsvolume – og måske fordi kineserne allerede har været i gang i tyve år, og russerne endnu længere.