Debat

PlanBørnefonden: Friis Bachs forslag udvander dansk udviklingsarbejde

Uden et samlende Udviklingsministerium vil den danske udviklingsindsats miste fokus og pondus – og det går i sidste ende ud over verdens fattigste, skriver Dorthe Petersen, der er direktør i PlanBørnefonden.

Barn på hospital i Gode i Etiopien. Arkivfoto, 2022.
Barn på hospital i Gode i Etiopien. Arkivfoto, 2022.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dorthe Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Christian Friis Bach skrev i Altinget i sidste uge, at udviklingsbistanden skal fordeles ud i forskellige ressortministerier, hvor for eksempel sundhedsministeren skal være ansvarlig for Danmarks globale arbejde med sundhed - og fødevareministeren skal være ansvarlig for Danmarks globale arbejde med fødevarer. 

Det vil være fatalt for Danmarks udviklingsarbejde.

At sprede en indsats ud over flere ministerier, har aldrig givet øget effekt eller fokus. Inden 1999 var der intet samlende ministerium for ligestilling i Danmark, og ligestillingsområdet var placeret i Statsministeriet. Da Ligestillingsministeriet blev etableret i 1999, var det et klart udtryk for politisk prioritering og øget synlighed, som skabte øget fokus og pondus.

Konsekvensen af Friis Bachs forslag vil omvendt være, at den politiske prioritering og fokus forsvinder, hvilket vil udvande det danske udviklingsarbejde – i en tid, hvor behovene aldrig har været større.  

At sprede en indsats ud over flere ministerier, har aldrig givet øget effekt eller fokus

Dorthe Petersen
CEO PlanBørnefonden

Med forslaget vil udviklingsarbejdet blive spredt for tyndt ud over for mange stole – og det vil gøre det endnu sværere for Danmark at leve op til målsætningerne om for eksempel at bekæmpe, fattigdom, sult og mødre-dødelighed i verdens fattigste lande inden 2030.

Holistiske tilgang til udviklingsarbejdet
Derudover vil forslaget også betyde, at den holistiske og rettighedsbaserede tilgang, som er fundamentet for dansk udviklingsarbejde, vil forsvinde. Og det på bekostning af de resultater, som danske donorer og sponsorer har været med til at støtte. 

Når vi for eksempel arbejder for at forbedre børn og unges liv - i for eksempel Burkina Faso og Mali i Vestafrika - arbejder vi både med at styrke mødre- og børnesundheden, øge adgang til vand og mad og sikre skolegang.

Og de forskellige indsatser hænger sammen: For eksempel skaber vi incitamenter, der skal sikre, at forældre holder deres børn i skolen ved at tilbyde dem vand, mad eller kontanter, så der er færre grunde til at holde pigerne hjemme for at arbejde.

Og når vi arbejder på at give adgang til rent drikkevand i flygtningelejre eller landlige lokalsamfund, tænker vi det sammen med indsatser, der giver unge mennesker tekniske færdigheder og mulighed for at tjene deres egne penge - for eksempel gennem produktion og salg af hygiejnebind. 

Derfor er det er en teoretisk øvelse, Friis Bach har gang i, når han vil sprede udviklingsarbejdet ud over flere ministerier.

Handels- og udviklingspolitik bør samtænkes
Til gengæld byder jeg hans pointer om behovet for at samtænke Danmarks handels- og udviklingspolitik velkommen. Det er helt afgørende, at udviklingspolitikken og - bistanden prioriteres indenfor Danmarks styrkepositioner – og at den samtænkes med dansk erhvervs- og handelspolitik.  

Den holistiske og rettighedsbaserede tilgang, som er fundamentet for dansk udviklingsarbejde, vil forsvinde

Dorthe Petersen
CEO PlanBørnefonden

Danske virksomheder er nøgleaktører, der kan være med til at modne udviklingsmarkeder og bidrage til uddannelse, udvikling af relevante færdigheder og jobskabelse i lav- og mellemindkomstlande og på den måde bidrage til at skabe bæredygtig udvikling. 

En dansk virksomhed som Grundfos er allerede et godt eksempel på dette: PlanBørnefonden og Grundfos arbejder sammen i Etiopien om at uddanne unge VVS’ere i at installere og vedligeholde pumper. En del af programmet fokuserer på at skabe jobs til de unge hos lokale virksomheder.

PlanBørnefonden er ansvarlig for at skabe kontakt til og engagere unge mennesker i programmet samt at uddanne dem i arbejdstagerrettigheder og sikre deres sikkerhed og sundhed - mens Grundfos bidrager med teknisk kapacitet til erhvervsskolerne og konkret teknologi, så de unge får de rigtige færdigheder.

Det er et godt eksempel på, hvordan handels- og udviklingspolitik hænger sammen, og hvordan private virksomheder har ressourcer, teknologi og kompetencer, som kan være med til at skabe bæredygtig udvikling. 

Handels- og udviklingspolitik skal altså spille sammen – men det skal drives fra Asiatisk Plads. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

Dorthe Petersen

Direktør, PlanBørnefonden
cand.scient. i kulturgeografi (Københavns Uni. 1994)

0:000:00