Professor: Den udviklingspolitiske strategi bør baseres på erfaring og viden

Det lovgivne mål med Danmarks udviklingsbistand er at bidrage til fattigdomsreduktion og respekt for menneskerettigheder. Vi ved faktisk en del om, hvordan bistand bedst virker i forhold til netop disse formål. Det ved vi fra erfaring, forskning, og evalueringer.

Men debatten om Danmarks ny udviklingspolitiske strategi synes i højere grad at være præget af hvor meget af bistanden, der skal være grøn eller hvor meget der skal gå til Asien eller Afrika.

Debatten bør i lige så høj grad handle om, hvilke styrker Danmark har i forhold til det, vi ved, der virker.

Langsigtede partnerskaber virker
Det er veldokumenteret, at langsigtet tålmodig kapacitetsopbygning tilpasset lokale kontekster har en effekt. Tekniske løsninger er intet værd, hvis der ikke er evne til at få dem rullet ud der, hvor problemerne er.

Debatten om grøn bistand ender tit med at handle om, hvor stor en andel af bistanden, der skal være grøn. Det er meget vigtigere at diskutere, hvordan vi giver grøn bistand.

Anne Mette Kjær
Professor, Aarhus Universitet

En sådan kapacitetsopbygning sker bedst gennem ligeværdige partnerskaber. Med andre ord skal bistanden være efterspørgselsdrevet. Donorerne skal tilpasse sig modtagernes ønsker.

Partnerskaber kan være med civilsamfundsorganisationer eller den private sektor. Men partnerskaber med modtagerlandes regeringer er de vigtigste. Danmarks sektorstøtte er ofte blevet godt evalueret, eksempelvis til justitssektoren i Ghana, sundhedssektoren i lande som Bhutan eller Tanzania, landbrugssektoren i Bangladesh eller vand i Uganda, hvor kun 20 procent af befolkningen havde adgang til rent vand i 1990.

Denne andel var vokset til over 70 procent i det ny årtusind, hvor vandforsyningen nåede ud til store dele af den fattigste befolkning. Som evalueringen påpeger, er det svært at forestille sig så succesfulde resultater uden den danske vandsektorbistand, der fandt sted i tæt samarbejde med de ugandiske myndigheder og andre donorer.

Ikke hvorvidt, men hvordan vi giver grøn bistand
Debatten om grøn bistand ender tit med at handle om, hvor stor en andel af bistanden, der skal være grøn. Det er meget vigtigere at diskutere, hvordan vi giver grøn bistand. Vi skal være bedre til at stille spørgsmålet om, hvilke befolkningsgrupper den grønne bistand hjælper, igen med tanke på de fattigste.

Det er et faktum, at klimaforandringerne gør levevilkår vanskeligere i mange af verdens fattigste lande. Bønder kan ikke længere dyrke de afgrøder, de plejer, fordi det er blevet varmere, eller fordi nedbøren er blevet uforudsigelig. Bistand, der gennem tålmodige langsigtede indsatser hjælper med at opbygge kapacitet til at imødegå klimaforandringerne, er oplagt mest relevant for de fattigste befolkningsgrupper.

Bistand til grønne tænketanke, der rådgiver lande om at reducere CO2-udslip, er fint, men den er ikke direkte relevant for verdens fattigste. Pengene går først og fremmest til oplysning om energiforbrug eller andet, som et land kan tage med i sin erhvervspolitik.

Men i hvor høj grad en sådan politik bliver implementeret, særligt i de fattigste lande med lav statslig kapacitet er et åbent spørgsmål. Vi kan sagtens give penge til multilaterale klimaorganisationer og kalde det grøn bistand, men der er ikke nogen automatik i, at den type midler kommer de fattigste til gode. Man bør sikre, at den multilaterale klimabistand bør følges op med grønne elementer i landeprogrammerne.

Balance mellem bi- og multilateral bistand
Multilateral bistand kan være effektiv. Den kan for eksempel give Danmark indflydelse i internationale fora, hvor vi har været kendt for at have større tyngde, end man skulle forvente af et lille land. Og multilaterale organisationer er gode i de skrøbeligste stater. Men der er behov for en diskussion af, hvilken balance vi ønsker mellem den bi-og multilaterale bistand.

Næste artikel

DIEH: Bæredygtig handel skal være helt centralt i den nye udviklingspolitiske strategi

Vores landeprogrammer danner i mange henseender grundlaget for resten af vores bistand. I de seneste år er der dog blevet langt færre midler til landeprogrammerne. Samtidig er udenrigstjenesten blevet skåret kraftigt ned og er nu den mindste i Norden, som både Martin Marcussen og Lars Engberg-Pedersen har gjort opmærksom på.

Antallet af ambassader er lukket ned efterhånden som prioritetslande er blevet opgivet over årene, eksempelvis Malawi, Zambia, Bolivia, Mozambique. På mange ambassader er der kun 1-3 udsendte.

Vores langsigtede bilaterale programmer virker
Delvist drevet af den manglende kapacitet på ambassaderne giver vi mere og mere såkaldt multi-bi bistand, hvor den bilaterale bistand bliver givet gennem multilaterale organisationer øremærket til bestemte formål.

Det kan være udmærket, men problemet er, at beslutninger om, hvordan bistanden gives, kræver kapacitet til en grundig analyse af, hvad der behov og mulighed for i den konkrete landekontekst. Det er en sådan analyse, de danske landekontorer har været så dygtige til.

Men hvis vi fortsat beskærer både ambassader og bilaterale programmer, risikerer vi at smide babyen ud med badevandet: Den bistand, Danmark er blevet rost for i den ene OECD-DAC evaluering efter den anden, er på spil.

Bistand til skrøbelige stater er også vigtig, men vi skal give den med åbne øjne. Sandsynligheden for, at den virker, er nemlig mindre end for den bistand, vi giver til mere stabile lande.

Snarere end ambitiøse politiske mål, som regeringer i det ny årtusind har sat med den ene hånd, mens de med den anden har undermineret kapaciteten til at opfylde målene, bør vi diskutere, hvordan vi kan fastholde evnen til at give en bistand, der rent faktisk bidrager til at reducere fattigdom.