Debat

Sex & Samfund: Ligestillingskamp i danske samarbejdslande version 2.0

DEBAT: I kølvandet på Trumps ageren bør Danmark styrke kampen for kvinders rettigheder og udbredelsen af seksualoplysning i vores samarbejdslande, skriver Tania Dethlefsen, vicegeneralsekretær i Sex & Samfund.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tania Dethlefsen
Vicegeneralsekretær i Sex & Samfund

4. april slog Trump til igen. Denne gang skar han et årligt beløb på 216 millioner kroner til UNFPA – FN's befolkningsfond. Et beløb der bare i 2016 blandt meget andet gav 800.000 mennesker adgang til prævention og hjalp til med at forebygge 320.000 uønskede graviditeter og 100.000 usikre aborter.

Og ovenikøbet var begrundelsen for at trække støtten baseret på et falsk grundlag. Trumps administration påstår nemlig, at UNFPA har støttet tvangssterilisation og tvungne aborter. Beslutningen om at afskære UNFPA fra amerikansk støtte er endnu en kæberasler til den globale kamp for ligestilling og kvinders rettigheder efter genindførelsen af the Global Gag Rule tidligere på året.

Det vil ikke alene have dramatiske negative konsekvenser for kvinders adgang til livsnødvendige reproduktive sundhedsydelser som familieplanlægning i verdens fattigste lande.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Erfaringer viser også, at vi kan forvente at se en generelt langt mere velorganiseret opposition mod ligestilling og kvinders rettigheder – ikke bare i USA og i forbindelse med globale forhandlinger, men også i de fleste af udviklingslandene. Og når oppositionen bliver stærkere, kan flere tilbageskridt for kvinders rettigheder lure rundt om hjørnet.

Der er brug for dansk indsats
De politiske ændringer i USA har aktualiseret vigtigheden af den danske beslutning om ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder som en udviklingspolitisk hovedprioritet.

De politiske ændringer i USA har aktualiseret vigtigheden af den danske beslutning om ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder som en udviklingspolitisk hovedprioritet.

Tania Dethlefsen
Vicegeneralsekretær i Sex & Samfund

Og der er brug for vores indsats – i de fleste danske samarbejdslande ser det rigtigt skidt ud, når det kommer til ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder:

Alle lande har en restriktiv eller meget restriktiv abortlovgivning. Adgang til prævention og seksualundervisning for unge er stærkt begrænset. I et land som Uganda får kvinder i gennemsnit syv børn. Og i Niger og Mali bliver hver femte pige mellem 15 og 19 år gravid. Der er ikke tilgængelige data på hvor mange piger under 15 år, der bliver gravide.

Men i alle de lande syd for Sahara som Danmark prioriterer som samarbejdslande, er graviditet stadig en hoveddødsårsag for teenagepiger.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har da også samme dag, som Trump skar, givet 40 millioner kroner i kompensation til UNFPA. Og der er er yderligere 35 millioner kroner i vente til andre danskstøttede organisationer, der bliver ramt af the Global Gag Rule. Det er rigtig flot.

Ligestillingsindsats version 2.0
Med SDG 3 og 5 i hånden, Danmarks historiske udvikling og værdiskabelse på ligestillings- og SRSR-området, Trumps politik og den nye udviklingspolitiske strategi in mente er spørgsmålet, om vi ikke bør tage hele den danske udviklingspolitiske værktøjskasse frem til et grundlæggende ligestillings- og SRSR- eftersyn?

Kan man ligefrem forestille sig en ligestillingsindsats version 2.0 i vores samarbejdslande i de kommende år?

Kan vi eksempelvis for alvor prioritere unge, uddannelse og jobskabelse uden i vores landeprogrammer også at sikre, at de selvsamme unge får adgang til prævention og seksualundervisning?

Kan vi forstærke bæredygtige arbejdsmarkeds- og privatsektorinitiativer uden at kvinders rettigheder tænkes ind, ligegyldigt om det er kvindelige tekstilarbejdere i Bangladesh, eller om det er kaffe- og blomsterplukkere i Kenya.

Når danske virksomheder, der investerer i udviklingslandene, investerer i deres kvindelige ansattes sundhed, er det ikke bare til gavn for kvinderne, deres familier og deres lokalsamfund.

Det er også en gevinst for virksomhederne selv – for deres medarbejdere bliver sundere, mere produktive, har mindre fravær og bliver på arbejdsmarkedet længere. Så hvorfor ikke gøre det til en prioritet for al dansk støtte til privatsektorinitiativer?

Familieplanlægning og seksualoplysning bør styrkes yderligere
Bør vores landbrugssektorprogrammer ikke tænkes sammen med familieplanlægning og seksualoplysning i lande som Uganda, hvor de fleste bønder er kvinder?

Og hvor kvinderne i gennemsnit får syv børn – både fordi de ikke har adgang til prævention og seksualundervisning, men også fordi de ikke har adgang til at eje eller arve jord, og derfor for at sikre egen fremtid får børn, indtil de er sikre på, at de som minimum har en søn, der så kan sikre dem, når de bliver så gamle, at de ikke kan arbejde længere.

Og skal de humanitære indsatser, vi støtter, ikke sikre fokus på at bekæmpe mødredødelighed og seksuelle overgreb, når vi ved, at de stiger dramatisk under humanitære kriser og naturkatastrofer?

I Sex & Samfund vil vi opfordre til, at vi bliver meget konkrete og sikrer, at denne fælles vigtige politiske mærkesag styrkes yderligere i det konkrete arbejde Danmark løfter sammen med en bred vifte af strategiske partnere i vores prioriterede samarbejdslande.

Området hører nemlig til helt inde i kernehuset af al bæredygtig vækst og udvikling. Det er udviklingen af vores egen velfærdsstat og arbejdsmarked et klokkeklart eksempel på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tania Dethlefsen

Direktør, Danske Hospitalsklovne
kandidat i psykologi og kommunikation (RUC)

0:000:00