Debat

WWF efter P4G-topmøde: Nu kommer fremtidens verdensmåls-superhelte

KRONIK: Uden de ægte verdensmåls-virksomheder fortsætter nedturen for klimaet, biodiversiteten og ferskvandet, og det vil få katastrofale konsekvenser for os alle, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF Verdensnaturfonden.

Udviklingen de seneste år har vist, at
masser af virksomheder har både hjertet og hjernen på rette sted. På P4G stod
det klart, hvad de bedste af dem skal stræbe efter, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF.
Udviklingen de seneste år har vist, at masser af virksomheder har både hjertet og hjernen på rette sted. På P4G stod det klart, hvad de bedste af dem skal stræbe efter, skriver Bo Øksnebjerg fra WWF.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Amalie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget som journalistpraktikant og senere som redaktionsassistent.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bo Øksnebjerg
Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

I weekenden blev den første P4G-konference afholdt. Et nyt internationalt initiativ, der skal sikre, at verden leverer på FN’s verdensmål.

Det er også ved at være sidste udkald.

Verdens befolkning vokser, natur og arter forsvinder hurtigere end nogensinde før, mens de negative effekter af klimaforandringerne bliver stadig mere udtalte.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Faktisk knytter fire ud af de fem største trusler, der kan få globale konsekvenser inden for de næste ti år, sig til natur og klimakrisen, ifølge World Economic Forums risk report 2018.

Vi må finde sammen i partnerskaber
Opgaven er stor, og for nogle af målene – de såkaldte SDG’er – er den monumental.

Det mest glædelige ved P4G var derfor, at der henover de to dage begyndte at tegne sig konturerne af en ny type virksomhed, der bedst kan beskrives som fremtidens SDG-superhelte.

Bo Øksnebjerg
Generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden

Derfor har alle vidst længe, at ingen stat, virksomhed eller organisation kan indfri FN’s verdensmål alene. Vi må finde sammen i nye partnerskaber på tværs af offentlige og private skel for at løfte de såkaldte SDG’er.

Det er lettere sagt end gjort.

Det er ikke altid nemt at få virksomheder, ngo’er og politikere til at arbejde sammen, fordi de har forskellige livssyn, tilgange, tidshorisonter og mål. På konferencen stod det heldigvis klart, at der er historisk stor enighed blandt virksomheder, politikere og ngo’er.

Denne gang tyder meget på, at vi kan lykkes.

Det glæder os meget. Vi arbejder allerede sammen med en lang række fremsynede virksomheder, der vil stille deres teknologier eller services til rådighed i kampen for en bæredygtig udvikling. Og de fleste af dem kan både levere på dele af verdensmålene og tjene penge på indsatsen samtidig. Så bliver det vist ikke smartere.

Den fidus har mange virksomheder heldigvis fanget. Og endnu flere planlægger netop nu, hvordan de også kan hjælpe verden – og tjene penge på det imens.

I WWF Verdensnaturfonden hilser vi dem alle velkomne. Der er altid plads til flere, som bekymrer sig om vores skrøbelige jord.

Konturerne af ægte SDG-superhelte
Men tiden er også inde til at se fremad. For sagen er, at de mange spændende samarbejder, vi ser netop nu, ikke løser alle verdens problemer.

Nogle af verdens største såkaldte planetary problems er nemlig knap så nemme at tjene penge på. Det gælder eksempelvis for SDG 14 og 15 om livet i vand og livet på land, som ifølge talrige analyser får absolut mindst opmærksomhed fra virksomhederne.

Og det til trods for, at virksomhederne sidder inde med mange af de eksperter, teknologier og løsninger, der er brug for, hvis vi – og verdens natur – også skal komme helt i mål.

Det mest glædelige ved P4G var derfor, at der henover de to dage begyndte at tegne sig konturerne af en ny type virksomhed, der bedst kan beskrives som fremtidens SDG-superhelte.

Virksomheder, der forstår den unikke rolle, som naturen og biodiversiteten spiller for vores fælles velfærd og fremtid, og som derfor er villige til at se ud over deres egen forretning til vores fælles bedste.

Virksomheder er klar til handling
Fremsynede virksomheder har længe talt om purpose-driven management. Men på konferencen oplevede vi, at nogle virksomheder nu reelt er klar til at gøre ord til handling.

De ser ikke bare SDG’erne og CSR-arbejdet som det at være en god samfundsborger, men som en integreret del af forretningsmodellen.

De vil være villige til at låne deres bedste hjerner ud til at løse de store problemer, som enkeltvirksomheder og organisationer ikke nødvendigvis kan tjene penge på, men som er helt nødvendige at løse, hvis vi skal nå resten af de drømme og mål, som verdenssamfundet har sat for os alle.

De er ægte altruister, der ikke bare tænker SDG’erne ind i deres strategi for pengenes skyld, men ser dem som en integreret del af selve deres purpose og kultur.

De nye SDG-superhelte vil kunne tage livtag med nogle af de største problemer, verdenssamfundet har lige nu.

De vil forhindre afskovningen til landbrug og plantager, der på sigt vil fratage os vores rene drikkevand, få klimaet til at gå endnu mere amok og sende biodiversiteten på katastrofekurs. De vil også kunne sikre, at havenes biologiske mangfoldighed – for eksempel koralrevene og mangroverne – ikke forsvinder mellem fingrene på os.

Det vil i så fald fjerne den naturlige kystsikring i store dele af troperne og fratage omkring 500 millioner mennesker deres mad og livsgrundlag.

Udviklingen henimod de ægte SDG-superhelte er helt afgørende. For sandheden er, at uden dem fortsætter nedturen for klimaet, biodiversiteten og ferskvandet formentlig. Og det vil få katastrofale konsekvenser for os alle.

Slut med gammel vin på ny flaske
I WWF Verdensnaturfonden beskæftiger vi os dagligt med de globale udfordringer og ved, at verdens virksomheder – og i særdeleshed teknologisektoren – har potentialet til at løse mange af dem.

Uden dem kan vi ikke stoppe arternes katastrofale masseuddøen, plastikforureningen eller den arktiske afsmeltning.

Men vi skal lære at se på de konkrete problemer, vi står med, og så udvikle teknologierne, der kan løse dem. I dag er der stadig tendens til at gøre det modsatte, nemlig at tage udgangspunkt i teknologierne, og så bagefter finde nogle problemer, netop de kan løse.

Det lyder simpelt. Ingen kan som mennesket overkomme et konkret problem. Men for virksomhederne er det en stor satsning. For det betyder, at deres medarbejdere skal bruge tid på problemer, der ikke nødvendigvis lader sig løse let. Ligesom der heller ikke er garanti for, at nogen vil betale for løsningen bagefter.

Fremtidens SDG-superhelte er klar til at stille deres skarpeste hjerner til rådighed for at løse verdens største problemer med no strings attached. Eller er villige til at dedikere en del af overskuddet fra deres succesfulde kommercielle SDG-løsninger til at løse de problemer, der ikke kan tjenes penge på lige nu og her.

Udviklingen de seneste år har vist, at masser af virksomheder har både hjertet og hjernen på rette sted. På P4G stod det klart, hvad de bedste af dem skal stræbe efter.

Vi i WWF Verdensnaturfonden glæder os til at lave de første samarbejder med fremtidens SDG-superhelte. Sammen kan vi nemlig indfri de sidste – og sværeste – af FN’s verdensmål.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Øksnebjerg

Afgående generalsekretær, WWF
biolog (Københavns Uni. 1997)

0:000:00