Center for Sund Aldring: Regeringen overser ældres ret til selvbestemmelse

Af Amy Clotworthy og Rudi G.J. Westendorp
Postdoc og professor, Center for Sund Aldring, Københavns Universitet

Isolation, karantæne eller social afstandstagen er blevet normen i mange lande, mens covid-19-virussen har spredt sig over hele verden under den igangværende pandemi.

Den danske regering igangsatte i marts sammen med sundhedsmyndighederne en nedlukning, som betød, at alle i Danmark skulle holde afstand fra familie, venner og kollegaer.

Det blev gjort i forsørget på at forebygge for mange smittede på samme tid og for at "flade kurven ud". Men det blev også gjort for at beskytte såkaldte særligt sårbare grupper i samfundet.

Det vil sige personer med nedsat immunforsvar eller kroniske sygdomme som for eksempel hjertekarsygdom, lungesygdom og diabetes samt ældre over 65 år – især over 80 år.

Den nuværende "coronakrise" tvinger os til at genoverveje mange spørgsmål, der vedrører, hvordan et samfund forstår aldring, og især, hvordan vi som samfund tager sig af den ældre befolkning.

I vores øjne burde vi gentænke, hvordan vi ser på de ældre som en passiv, homogen kategori, der skal parkeres væk og beskyttes trods alt.

Amy Clotworthy og Rudi G.J. Westendorp
Postdoc og professor, Center for Sund Aldring, Københavns Universitet

Ældre har nægtet at få behandling
Nyhedsmedier har i adskillige lande – særligt i USA, Italien og Storbritannien – sågar stillet spørgsmålstegn ved, om ældre covid-19-patienter burde nægtes behandling, fordi de er i den sidste del af livsforløbet.

Men der har også været historier om, at nogle ældre mennesker selv nægter at modtage behandling. For eksempel Suzanne Hoylaerts, en 90-årig kvinde fra Belgien, som blev diagnosticeret med covid-19, men selv nægtede at komme i respirator.

Hun mente, at respiratoren skulle være ledig til yngre mennesker. Hun forklarede ifølge historier i medierne hospitalspersonalet, at hun havde levet et godt liv og ikke bekymrede sig om at dø.

I Holland, hvor næsten 100.000 skrøbelige ældre bor i plejeinstitutioner, har et stort flertal indikeret, at de ikke ønsker at blive hospitaliseret eller at komme i respirator.

Det virker ud fra de historier til, at nogle ældre føler en form for gensidighed, og at det er faktisk yngre mennesker, der skal beskyttes fra covid-19.

Alder skal ikke alene bebrejdes
Siden 1930'erne har social- og velfærdsprogrammer i Danmark sigtet efter at beskytte og understøtte ældre og andre "svage", udsatte, sociale grupper, som har brug for hjælp til at trives såsom børn og personer med handikap.

Som følge af vores erfaringer på Center for Sund Aldring, hvor vi blandt andet undersøger, hvordan danske sundhedspolitikker og sundhedsydelser påvirker ældre i hverdagslivet, tror vi, at der er et behov for et øget fokus på de ældres egne behov og prioriteter under coronakrisen. For burde vi ikke spørge de ældre, hvad de selv ønsker, at der skal ske med dem?

Det er især de ældre, der bor i plejehjem, der har en større risiko at blive smittet af virusset. Det fremgår af en rapport fra Statens Serum Institut, at ud af de cirka 400 coronarelaterede dødsfald i Danmark indtil videre har 133 fundet sted blandt personer, der bor i plejehjem.

Det overrasker os desværre ikke. Disse personer er ifølge Ældre Sagen i gennemsnit cirka 84 år, når de flytter ind, og knap en tredjedel lever mindre end et år. Vi synes, at det vigtigt, at vi ikke bebrejder alderen alene for dødsfaldet.

Der kunne være mange årsager til, at personer på plejehjem især bliver smittet og dør af corona, herunder generel hygiejne i institutionen, at sundhedspersonalet bringer smitten fra beboer til beboer, og/eller om beboerne selve har komplekse sundhedsmæssige problemer, der gør dem mere skrøbelige og sårbare over for sygdomme.

Ældre frygter ikke at se familien
Men mener beboerne selv, at de behøver beskyttelse?

Måske, som det var tilfældet med den 90-årige kvinde i Belgien, ønsker de ikke benyttelsen af ekstreme tiltag for at forlænge deres liv eller genoplive dem, hvis de bliver kritisk syge. Måske foretrækker de ganske enkelt at kysse og kramme deres venner og familie i den sidste del af deres liv, fremfor at holde afstand.

Er det rigtigt, at alle ældre skal holde afstand eller isoleres for at stoppe virussens udbrud? Vores forskning, som hører under projektet 'Stå sammen ved at holde afstand: Danskernes håndtering af coronakrisen' ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, antyder, at den ældre del af befolkningen er særdeles bekymrede over ikke at kunne se familie og venner under nedlukningen.

Mange fortæller, at de vil foretrække at være socialt forbundne end fysisk distancerede. Så hvorfor beskytter vi de ældre som gruppe fra virussen, og hvorfor skal alle ældre over 65 år ikke få lov til at have fysisk kontakt med deres nærmeste?

Helt grundlæggende er det at stemple alle mennesker over en vis alder som "skrøbelige" eller i "risikogruppe" en form for aldersdiskrimination. Det kategoriserer disse mennesker som en social gruppe, som man har brug for at styre, vejlede og beskytte.

Synspunkt gør ældre mindre vigtige
Tankegangen har i Storbritannien ført til konceptet "parking the aged" – at parkere de ældre væk.

Med denne optik ses alle ældre som adskilt fra samfundets hverdagsliv, som forventes at ville kunne fortsætte uden de ældre. Men vi mener, at synspunktet fører til en udvikling, hvor de ældre mister deres sociale værd som vigtige medlemmer af samfundet.

Vores forskning om ældres oplevelser under coronakrisen peger også mod en mere fundamental problemstilling i Danmark. Helt specifikt mangler ældre mennesker ofte friheden til at bestemme deres eget sundhedsforløb.

Før coronakrisen viste den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som var foretaget på hospitaler landet over, at patientinddragelse blev anmeldt dårligst af personer over 60 år, og næsten en tredjedel af alle respondenter følte ikke, at de var i stand til at træffe beslutninger om deres undersøgelser og behandlinger i den grad, som de ønskede.

Ældre mennesker har generelt en tendens til at bruge sundhedssystemet mere på grund af hyppigere kroniske lidelser og sygdomme, og derfor er de ældre muligvis overrepræsenterede i den omtalte LUP-undersøgelse.

Alligevel tyder resultaterne på, at ældre patienter i særdeleshed ikke føler sig tiltrækkeligt involveret i beslutningsprocesserne, og at hospitalspersonalet ikke anerkender deres behov, præferencer og valg.