Debat

DA til Senior Erhverv: Selvfølgelig skal vi fejre seniorernes lave ledighed

Ledigheden for personer over 60 år er kun steget med 0,1 procentpoint siden 2007. Og selvom, der skal gøres mere for at beholde seniorer på arbejdsmarkedet, er der grund til at fejre, at ledigheden for seniorer fortsat er lav i Danmark, skriver Erik Simonsen i et svar til Senior Erhverv.

Det handler om at få kigget på – og ryddet op i – de mange tilbagetrækningsordninger, så værdifulde seniorer, der stadig har mulighed for at arbejde, ikke tages ud arbejdsmarkedet, skriver DA.
Det handler om at få kigget på – og ryddet op i – de mange tilbagetrækningsordninger, så værdifulde seniorer, der stadig har mulighed for at arbejde, ikke tages ud arbejdsmarkedet, skriver DA.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Erik E. Simonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nyligt skrev Senior Erhvervs landskoordinator, Poul Elmegaard, her på Altinget, at det ikke er værd at fejre, at Danmark er de bedste i EU til at få seniorer i job, ligesom han mener, at vi med en ensidig selvtilfredshed og rygklappen fremførte det glade budskab i Berlingske.

Den tilgang finder jeg enormt ærgerlig. Det er selvfølgelig et spørgsmål om sindsstemning, om man vil glæde sig over fremgang, eller man vil bekymre sig over, at fremgangen ikke er så stor som ønsket.

Men i DA vælger vi at glæde os over, at seniorers rolle på arbejdsmarkedet er i markant fremgang. Men det ændrer ikke på, at vi naturligvis stadig er optaget af yderligere fremgang, for vi kan og skal have flere seniorer til at blive længere.

Både fordi det er godt for den enkelte, men også fordi virksomhederne har brug for seniorerne, og vi har brug for flere af dem på arbejdsmarkedet, hvis vi fortsat skal have det samme velfærdssamfund. 

Læs også

Lad os få tingene på det rene

Beskæftigelsen for personer over 60 år er de seneste ti år steget med 147.000 personer. Det er temmelig godt. Antallet af seniorer i arbejde er historisk højt, og samtidig skyldes vores rekordhøje beskæftigelse i Danmark, at flere seniorer er blevet på arbejdsmarkedet.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om sindsstemning, om man vil glæde sig over fremgang, eller man vil bekymre sig over, at fremgangen ikke er så stor som ønsket.

Erik E. Simonsen
Vicedirektør for beskæftigelse og arbejdskraft i DA

Samtidig står det ikke skidt til med seniorernes ledighed, som Poul Elmegaard forsøger at overbevise om i sit indlæg. Her skriver han nemlig, at det står særligt skidt til med dem over 60 år, hvor "ledigheden siden 2007 er steget – endda markant". Men i januar 2007 var den sæsonkorrigerede ledighed for folk over 60 år 2,7 procent – i januar 2023 var tallet præcist det samme.

I de nyeste tal fra november 2023 har der ganske vist været en stigning til 2,8 procent, men en stigning på 0,1 procentpoint kan vel næppe kaldes markant. I øvrigt er tallet henholdsvis fem procent og 4,2 procent blandt de 25 til 29-årige og 30 til 39-årige.

Så konklusionen kan vist ikke været anden, end at ledigheden blandt seniorerne fortsat er lav.

At vi så samtidig klarer os bedst i EU af alle lande i forhold til at få ledige seniorer tilbage i job, bidrager kun til det positive billede. 

Læs også

Vi skal stadig videre

Det går godt – men kan det også gå bedre? Det korte svar er ja.

I vores nabolande Norge og Sverige er andelen af seniorer i beskæftigelse højere. Det skyldes ikke mindst fraværet af tidlige tilbagetrækningsordninger.

Det handler også om at få kigget på – og ryddet op i – de mange tilbagetrækningsordninger.

Erik E. Simonsen
Vicedirektør for beskæftigelse og arbejdskraft i DA

Derfor arbejder vi i DA også for, hvordan vi får endnu flere seniorer til at blive på arbejdsmarkedet – ikke mindst fordi vi har brug for, at de bliver, og fordi virksomhederne gerne vil have dem.

Det handler blandt andet om at gøre det mere økonomisk attraktivt at forsætte med at arbejde, hvilket regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier eksempelvis har besluttet at gøre med den seneste skattereform, hvor seniorpræmien forhøjes, og der gives et ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer, der arbejder de sidste to år før folkepensionen.

Men det handler også om at få kigget på – og ryddet op i – de mange tilbagetrækningsordninger, så værdifulde seniorer, der stadig har mulighed for at arbejde, ikke tages ud arbejdsmarkedet, alene fordi de har været på arbejdsmarkedet i et bestemt antal år eller ikke længere kan arbejde i samme fysiske jobs som tidligere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00